Efter 32 år som chef for Danmarks Radios B&U-afdeling har Mogens Vemmer forladt posten.
Vi siger farvel og tak til en af dansk fjernsyns mest indflydelsesrige mænd, der, ud over at have sat sig varige åndelige spor hos flere generationer af børn og unge, også har vist vejen til børne-tv i verdensklasse.

Han må bestemt være rar. Ellers kan man ikke være chef for B&U-afdelingen i så mange år. Og stå bag programmer som Ingrid og Lillebror, Kaj og Andrea, Poul og Nulle eller Bamse og Kylling, for bare at nævne nogle stykker. Måske er han en voksen udgave af Bamse?
Man kan også begynde sådan her:
Så skete det. Torsdag den 1. juni fratrådte Mogens Vemmer som programchef for B&U-afdelingen i Danmarks Radio. Dermed sluttede en epoke i dansk tv-historie, for selvom B&U stadig består af 130 engagerede og dygtige medarbejdere, er Vemmer blevet personificeringen af alle de kvaliteter, som man forbinder med dansk børne-tv.
Og der er ingen tvivl om, at Mogens Vemmer har haft en kolossal betydning. Under hans ledelse er børne- og ungdomsprogrammerne på Danmarks Radio blevet en kulturbastion af meget høj kvalitet, som gennem tiden har vundet utallige internationale priser – det er ikke tomt praleri, når sloganet for B&U er ”Verdens Bedste Børne-tv”.
Eller hvad med at starte med den historiske baggrund:
I virkeligheden kunne Mogens Vemmer lige så godt være endt som skolelærer. Eller spillefilminstruktør. Men han endte altså med at blive chef for DRs Børne- og Ungdomsafdeling, da den blev oprettet i 1968. På det tidspunkt var han 33 år og havde studeret et par år på Blaagaard Seminarium samtidig med, at han var vikarierende “studenterspeaker” i Statsradiofonien, som det hed den-gang. Speakerjobbet havde givet ham lyst til mediet, og i 1956 sprang han fra skolevæsenet og blev ansat som programmedarbejder ved radioen, hvor han lavede udsendelser for børn og unge. Og sammen med den daværende chef for Børne-, Ungdoms- og Skoleafdelingen, Niels-Jørgen Kaiser, begyndte han at ændre den gængse måde at gøre det på:
“Vi mente, at børn burde have en stemme i den offentlige statsradiofoni. Det havde de aldrig haft før, det var kun pæne børn med kor og alle de ting, som voksne syntes, at børn skulle beskæftige sig med. Men vi ville vise, hvad børn beskæftigede sig med,” husker Mogens Vemmer:
”Børn er jo utrolig høflige, når de er sammen med voksne. Men vi optog dem, når de sad i deres hule ude på heden – og de taler altså et noget andet sprog, end når deres forældre er der. Det udsendte vi så i den kongelige danske statsradiofoni. Og det kunne folk ikke lide at høre. De kunne ikke lide, at børn havde deres egne selvstændige meninger, og at de udtalte dem i radioen. Det tog faktisk både 50erne og 60erne at få folk til at forstå, at de skulle være glade for at få det indblik, da de jo ikke selv kunne krybe ned i børnenes huler.”

Et øje-menneske
Sådan gik nogle år med rimeligt revolutionerende børneradio, der også gerne måtte virke provokerende på det etablerede publikum – som for eksempel udsendelsen “I Huj og Hast, især for yngre lyttere” – der lå lige efter “I Ro og Mag, især for ældre lyttere”.
Men Mogens Vemmer er et øje-menneske, han ser historierne, og han søgte snart over mod de levende billeder. Den første tv-udsendelse lavede han i 1956:
“Den var kort, men den var til gengæld kedelig. Fem minutter om spejdere der samler ind. Men allerede dengang tænkte jeg, at hvis ikke du kan lave en god historie, som seerne kan identificere sig med, så kan du lige så godt lade være med at fortælle historier,” siger han.
Måske var det første indslag både kort og kedeligt, men Mogens Vemmer viste snart, at han havde flair for de levende billeder. I 1963 optog han 20 timers lydbånd med prostituerede på Vesterbro, og ud fra optagelserne skrev han en drejebog om nogle af pigerne og deres skæbne. Optagelserne varede 19 dage og blev til filmen “Gade uden ende”, som fik stor succes og vandt en Bodil som årets bedste danske film.
Som bekendt gik Mogens Vemmer ikke til filmen. Han blev chef for B&U og her førte han en personalepolitik, der ifølge overleveringen gik ud på, at han ansatte en masse talenter og lod dem gøre, hvad de havde lyst til, mens han selv tog det overordnede ansvar, når tingene gik for vidt.
Og det gjorde de tit. Som da Carsten Overskov rapporterede fra en demonstration foran USAs ambassade og blev så grebet af stemningen, at han råbte “Fremad kammerater! Mikrofonen er med jer!”. Så måtte Vemmer i Radiorådet.
B&U afspejlede det voksende ungdoms- og børneopbrud, og det førte i 70erne til de legendariske slagsmål i Radiorådet med især Erhard Jakobsen, der var formand for “Foreningen af aktive lyttere og seere”. Og selvom der i dag nærmest hviler et nostalgisk skær over opgørene dengang, har det bestemt ikke været morsomt, mens det stod på.
Men, som Mogens Vemmer er citeret for: Man skal aldrig true med at forlade sit job. Man skal true med at blive.
Og han blev. Når han har kunnet sidde så sikkert på pinden i alle de år, skyldes det ikke mindst, at programmerne er en succes, både med hensyn til kvalitet og seertal. For eksempel trækker småbørnsprogrammerne, der altid har været flagskibet i afdelingen, i gennemsnit 89 procent af målgruppen til den daglige halve times Fjernsyn for dig.
Nu skyldes succesen jo ikke Mogens Vemmer alene. Den er skabt af de mange medarbejdere, som gennem tiden har haft deres virke i afdelingen. Mogens Vemmers fortjeneste er, at han har fundet dem og givet dem mulighed for at udfolde deres talenter.
“Det er faktisk ikke så svært,” siger han:
“I starten gælder det om at samle nogle mennesker omkring sig, der er lidt klogere end en selv – uden at være bange for dem. For du er nødt til at have nogen, du kan spille bold med. Hvis B&U skulle afhænge af min smag og min viden, ville resultatet blive pauvert. Dernæst gælder det om at give dem mulighed for at udfolde sig og at give dem nogle udfordringer, som får dem til at yde lidt mere, end de er klar over, at de kan. Når det gælder det kunstneriske eller journalistiske udtryk, går man helst kun op til 90 procent af sin ydeevne. De sidste 10 procent er de farlige, der ryger man let over på den anden side af grænsen. Men så står vi andre der jo, og vi skal nok samle dig op.”

En fejl om ugen
Det er en stående regel i B&U, at man har lov til at lave en fejl om ugen – men helst ikke den samme. Et andet motto lyder “Kom i tvivl”, og så står Vemmers dør altid åben for en snak.
Er man først fastansat og optaget i Vemmers “familie”, bliver man behandlet godt og omsorgsfuldt – om end man kan risikere et veritabelt møgfald, hvis man ikke lever op til forventningerne. Men grundlæggende bliver der kæret om folk i en grad, som der næppe findes mage til. Er man syg, bliver der samlet ind og taget på besøg. Hvis en medarbejder dør, tager Vemmer personligt ud og besøger enken.
Men personalepolitikken i B&U har også en mere ubehagelig side, nemlig den udbredte praksis med løstansatte medarbejdere.
Håbet om at blive opdaget, blive forlænget, blive fastansat får folk til at knokle langt mere, end de bliver betalt for – til gengæld interesserer de sig overhovedet ikke for det faglige arbejde eller den langsigtede planlægning, lyder kritikken.
Selv mener Mogens Vemmer ikke, at korttidskontrakter i sig selv er dårlige – man skal bare sørge for at give folk besked om, at de ikke bliver forlænget i god tid, så de har mulighed for at finde noget andet.
Men er der ikke en sammenhæng mellem den måde, man behandler folk på og programmernes kvalitet?
“Jo, og den er altafgørende. Men det har ikke noget med fastansættelse at gøre. Det handler om at føle sig værdsat og turde gå til grænsen af sin ydeevne, og at der er nogen, der bakker en op. Der er to teorier: Den ene er, at hvis folk laver noget mægtig godt, så bliver klimaet omkring dem også godt. Jeg tror, det virker mindst lige så godt den anden vej – at hvis folk befinder sig godt, så leverer de et bedre produkt.”
Nu er det slut med personalepolitik, programstrategier og pressepleje. Nu skal Vemmer producere. I første omgang skal han lave Kaj og Andrea, senere måske udvikle nye ideer. Og han glæder sig:
”Det er lidt vemodigt, men det er også en lettelse. Og det bliver dejligt ikke at have så travlt. Jeg er i virkeligheden utroligt doven. Jeg skjuler det bare godt.”