search

Velkommen til hverdagen

 

 

Der er ikke noget så dræbende som dagligdagen – både dage og historier ligner hinanden til forveksling. Nogle journalister udfordrer trummerummen og sætter farver på de grå historier.

Det er lidt ligesom at bede sin mormor om opskriften på de pandekager, som altid vil minde én om varme dyner og højtlæsning. Hendes svar, "det er bare et spørgsmål om øvelse og øjemål", kan man ikke rigtigt bruge til noget.
Når journalister skal fortælle, hvordan de gør hverdagshistorier sjovere for deres læsere, seere eller lyttere, er det også svært at give et præcist svar. Det er noget med en fornemmelse i maven og noget med at kende sine styrker.

Let nok – og så alligevel. Journalisterne Hanne Fall Nielsen fra Politiken, Anders Agger og Mik Schack, begge DR, forsøger her at sætte ord på deres arbejde.

"Man skal bruge sin indignation og komme væk fra det der journalisthøjskolevæsen, der ensretter folk. Det er for kedeligt," siger Mik Schack.

Han har lavet radio i mange år, og i december blev hans indsats belønnet med DRs Krygerpris. En del af begrundelsen var, at "han åbner historier og interviewpersoner med en reportage og interviewteknik, som der ikke findes undervisningstilbud eller lærebøger i".

Noget af det, der til stadighed undrer Mik Schack, er, at der ikke er flere lyde i radioen.

"Det er absurd, for radioen er det bedste billedmedie overhovedet. Man kan med meget få midler skabe fiktive rum i radioen, som giver lytterne en meget bedre oplevelse," siger Mik Schack.

Hvis ikke man kan finde lydene i virkeligheden, så må man lave dem selv. Mik Schack kalder til kamp mod journalistiske døgenigte og efterlyser flere overraskelser i radioen.

Han siger, at nyhederne i radioen er, som de er, fordi journalisterne formidler dem i skriftsprog. I radioen er det bedre at sige "omkring 400.000" end det præcise tal, som måske er 389.798. Detaljerne er sværere at forstå for lytterne end for læserne, fordi man ikke kan gå tilbage i teksten og læse det igen.

For en skrivende journalist som Hanne Fall Nielsen er sproget helt afgørende.

"At skrive en god historie er mere end at formidle den faktuelle beskrivelse. Læserne skal kunne mærke, at den historie, de nu sidder med, er vigtig," siger Hanne Fall Nielsen.

I en af hendes mange artikler fra Farum lyder indledningen således: "Tonen er lavmælt og undskyldende. Danskvand står opmarcheret i ædruelige kolonner, og Farums nye borgmester Henrik Jerger (V) snakker ydmygt om "vores dejlige by", der nu via en uvildig undersøgelse skal have skabt orden i kaos og ro efter orkanen."

Hanne Fall Nielsen har i årevis beskæftiget sig med kommunalstof, men det er bestemt ikke hver dag, det er Brixtofte-dag. Sidste år skrev hun en artikel om kommunernes kamp for at få økonomien i daginstitutionerne og folkeskolen til at hænge sammen. Hun indledte artiklen med ordene: "90.000 ekstra børn vokser i de kommende år ud af børnehaven og ind på skolebænken. Skal kommunerne have råd til at undervise dem, må de have både de kommunale driftskroner og pædagogerne med i rygsækken, slår Kommunernes Landsforening (KL) fast."

Hanne Fall Nielsen ser det som en udfordring at lokke læseren med et godt sprog. Billedsproget og detaljerne er vigtige, men de kommer ikke af sig selv.

"Det gælder om at komme så meget ud som muligt. Det behøver ikke være eksotisk. Det kan sagtens bare være et pressemøde. Det er kontakten med virkeligheden, der skaber de levende historier," siger Hanne Fall Nielsen.
Hun fortæller om et pressemøde i Farum, hvor rækken af mørke jakkesæt ikke ligefrem lagde op til en anderledes vinkel. Pludselig brasede en rasende kvinde ind. Hun skældte og smældte over, at journalisterne angreb "hendes Peter". Det brugte Hanne Fall Nielsen i sin artikel – til glæde for nogen og forargelse for andre.

"Der er mennesker, der siger, at der ligger en distance i min måde at skrive på. Men jeg prøver netop at skabe nærhed mellem historien og læseren ved for eksempel at bruge den kvinde, som gjorde pressemødet til noget særligt," siger hun.

Hun vil have, at journalisten er til stede i artiklen, så læseren kan fornemme, at der er et menneske bag historien. Både Mik Schack og Anders Agger lægger vægt på netop den personlige stil, som med tiden også er blevet deres varemærke.

"Det er tit de oplevelser, hvor journalisten har noget på spil, der går ind i folk. Jeg blotter også indimellem mig selv, men hvis ikke man tør det, så kommer man heller ikke ud til grænsen," siger Anders Agger.

Hans bedste råd til journalisterne er at være et skridt foran redaktøren. Hvis man har hi-storier klar til redaktionsmøderne, vil man også tit få lov til at lave dem – eller i hvert fald at prøve dem af.

"Det lyder bagstræberisk, men det er en stærkt overset disciplin at have sine egne hi-storier klar. Man kommer på alle måder til at fungere bedre, hvis man sidder med sine egne ting," siger Anders Agger.

Når aben så alligevel lander på ens skrivebord, så kan man lige så godt se det som en udfordring og lave den bedst mulige historie.

"Helt overordnet er det et spørgsmål om at kaste sig ud i at fortælle en historie, som ikke er styret af nyhedstrekanten," siger Anders Agger.

Han har insisteret på at lave utraditionelle historier – også da han lavede nyheder for DR i Holstebro og i Århus. Det vigtigste værn mod modstanden fra redaktionen er at være forberedt og at tro på sin historie.

Hanne Fall Nielsen siger, at det er helt afgørende, at man kan lide sit stofområde. For hende var det ikke givet, at hun skulle arbejde med kommunalstof, men i dag kunne hun ikke tænke sig at lave andet.

"Man kan næsten altid se på resultatet, hvis journalisten har respekt for det emne, hun skriver om. Det vigtigste er, at man skal mene det, man skriver. Det må ikke bare blive klister og glasur," siger Hanne Fall Nielsen.

Troen på sig selv og det, man laver, er afgørende, hvis man vil lave journalistik, som begejstrer læserne, seerne og lytterne.

"Man skal findyrke de sider af sig selv, hvor man ved, man er stærkest," siger Anders Agger.

Han har for længst erkendt, at han ikke kommer til at knække store regnskaber, men det er heller ikke så vigtigt. Macho-tis kalder han tendensen til, at man først er en rigtig journalist, når man har afsløret eller væltet nogen ned af taburetten.

"Nogle af de mere mellemfolkelige dokumentarer, som Missionen på Nørrebro, flytter for mig lige så meget som de mest afslørende historier," siger Anders Agger.

Hanne Fall Nielsen opfordrer journalister til at bruge sig selv som læser. Hvad er det, jeg gerne vil læse i avisen? Og hvorfor læste jeg den artikel, selv om emnet egentlig ikke interesserede mig?

"Selvfølgelig er vi miljøskadede, når vi læser bylines i avisen, men vi gør det måske også, fordi vi ved, hvem der skriver godt," siger Hanne Fall Nielsen.

 

FEM GODE RÅD
I dette forår er journalist Ann Mariager kursusleder på DJE-kurset Liv i sproget. Her kan journalister lære, hvordan de skaber mere dynamik i deres historier.

Ann Mariager giver nogle af sine gode råd videre her:

– Brug nutid i stedet for datid. Det skaber liv i historien.

– Lug ud i dine citater. Faktuelle oplysninger kan du skrive meget bedre selv. Brug citaterne til at vise, hvem personerne er – man skal kunne høre forskel på politikeren og slagteren.

– Flyt fokus fra hovedpersoner til bipersoner. Da Københavns sundhedsborgmester Winnie Larsen-Jensen holdt afskedsreception, valgte en journalist fra Berlingske Tidende at lade overborgmester Jens Kramer Mikkelsen være hovedpersonen, fordi det var ham, der havde sat sundhedsborgmesteren fra bestillingen.

– Hvis du er skrivende journalist, så lad dig inspirere af klippeteknikken i radio og tv. Det skaber dynamik i historien.

– Lav en god afslutning. I virkeligheden burde du bruge lige så lang tid på slutningen som på indledningen. Cirkelslutninger fungerer som regel godt, fordi de er med til at binde en sløjfe på historien. Skriv to indledninger og brug den ene som slutning.

 

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen