search

Velkommen til den gode Kim!

Der er god grund til at ønske tillykke til Aller med den nye chefredaktør på Se og Hør, Kim Henningsen.

Der er god grund til at ønske tillykke til Aller med den nye chefredaktør på Se og Hør, Kim Henningsen. Tillykke til hele koncernen, til Se og Hørs journalister, til pressen som helhed, til danske forbrugere af ugebladssladder og til alle de kendte, der i flere år har gået rundt og skjult sig med en galopperende presseangst inden for trøjen. Frelsen er kommet med det enkelte budskab: Slut med at være ondskabsfuld!

Visse mennesker ville måske hævde, at det da bare manglede. Altså, at man holdt sig fra at være ondskabsfuld. Men efter de seneste års sladderjournalistik anført af især én hadefuld redaktør, er der åbenbart behov for at udbasunere bebudelsen af nye tider ganske markant. Og det forstår man godt. Navnlig fra et forretningsmæssigt synspunkt.

Som skrevet før i denne blog, er det mit indtryk, at Aller med Qvortrups linie var i færd med at save den gren af, som man sad på. Simpelthen fordi stadig færre kendte – altså det meste af koncernens levebrød – ville stille op til interviews af frygt for at blive svinet til efterfølgende af Se og Hør, der på forunderlig vis altid kunne banke til den værst tænkelige vinkel ud fra et halvt citat.

Det skal være slut nu, og det er der kun grund til at hilse velkomment. Også for læsernes skyld. For ganske betryggende viser det sig jo også, at læserne helst vil forholde sig positivt til andre mennesker. De vil ikke se et af deres idoler som Casper Christensen blive slæbt gennem sølet og de er ikke interesseret i at, man finder det ene gram af utjekkethed, der måtte findes i kronprinsessen.

Efter at have set Kim udtale sig her på denne hjemmeside, er der også grund til at tro på, at linien holder. Han virker ganske enkelt som en flink fyr, og selvom han næppe får lukket op for fadølsanlæggene igen eller holder sig fra at skrive om private ting, som de involverede ikke vil have frem, så tror jeg på, at han i det mindste vil agere ud fra et godt hjerte. Det handler ikke om blot at være positiv – det ville også være svært for mange journalister. Det handler om, som redaktør Henningsen siger, at vise respekt og have empati. Hurra for Kim!

Se også Journalisten.dk's tv-interview med Kim Henningsen.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen