search

Velkommen på forsiden

 

 

For et år siden kunne Jan Thomsen ved en fejl se sig selv 'afsløret' som 'baby-morder' på forsiden af Ekstra Bladet. Han har stadig psykiske mén af chokket og får formentlig 25.000 kroner i erstatning.

 

STEMPLET. Klokken er lidt i otte om morgenen den 25. november 2003. Jan Thomsen er på vej ud af døren for at køre sin to-årige søn i dagpleje, da telefonen ringer.

En af Jans kolleger fra Amtshospitalet Oringe i Vordingborg fortæller, at Jan er på forsiden af Ekstra Bladet. »Baby-morder tikkende bombe« står der med fede typer ved siden af et billede af Jan. Kollegaen fortæller også, at alle eksemplarer af Ekstra Bladet er blevet fjernet fra hospitalets kiosk. Jan Thomsen er plejer i psykiatrien, og patienterne skal ikke se den forside.

Jan Thomsen kan ikke tro sine egne ører. På vej til dagplejen kører han ind på en Q8-tank, der ligger få hundrede meter fra hans bolig i Nykøbing Falster. På tankstationen ser han Ekstra Bladets spiseseddel, hvor han – forsynet med stemplet 'Afsløring' – også er banket op som 'baby-morder'. Jan køber avisen og aner ikke sine levende råd.

Da han kommer hen til dagplejeren for at aflevere sin søn, fortæller han hende hurtigt, at han er på forsiden af Ekstra Bladet.

»Jeg hæfter mig ved hendes reaktion. Den er underlig. Hun bliver ikke ophidset over, hvad avisen skriver, men kigger i stedet på mig, som om hun tænker: 'Det kan ikke være en fejl',« fortæller Jan Thomsen.

Jan er dybt rystet. Han efterlader sønnen hos dagplejeren og kører hjem. Her læser han artiklen på avisens side 8. I underrubrikken udtaler en social-arbejder: »Jim burde aldrig have været alene med et spædbarn«. Billedteksten fortæller: »Sindslidende på Oringe venter i vinduet på Dronning Margrethes besøg sidste år. Øverst Jim Chris-tensen i stribet sportsskjorte.«

Som læser er man ikke i tvivl. Manden på billedet er farlig. Han myrdede sin tre måneder gamle baby, og billedet viser en 'tikkende bombe', som med stærke arme støtter sig til en vinduesramme.

Problemet er bare, at billedet forestiller Jan Thomsen, og ikke »den psykisk syge Jim Bech Christensen, der i fredags tævede sin lille søn til døde«, som Ekstra Bladets artikel handler om.

»Det var modbydeligt og rystede mig dybt. Især fordi jeg selv har en lille søn,« siger Jan.

Han er fit og muskuløs. 26-årige Jan Thomsen virker bomstærk, da Journalisten møder ham knap et år efter Ekstra Bladets 'afsløring'. Kortklippet, tusse på overarmen, et markant ar under venstre øje. Han ligner én, der har begge fødder på jorden – én, der skal noget meget stort til at vælte, hvad der sikkert er en fordel, når man arbejder med psykiatriske patienter. Han har et drenget smil og et fast tillidsfuldt blik, men bag øjnene er det, som om den indre glødetråd er brændt over.

'Baby-mordet' var Jans mediedebut, og han har tydeligvis svært ved at tale om det, når vi spoler tilbage til den 25. november sidste år.

»Da jeg har læst artiklen, ringer jeg til min kæreste Britt på hendes arbejde. Jeg halvt græder, og min stemme dirrer, da jeg fortæller hende, hvad der er sket. Samtidig kører det rundt i hovedet på mig: Hvordan har Ekstra Bladet kunnet lave sådan en fejl?« fortæller Jan.

»Skal jeg komme hjem?« spørger Britt i telefonen.

»Ja, tak,« siger han.

Britt låner en bil af en kollega og skynder sig hjem.

»Så brød jeg sammen,« fortæller Jan.

»Jeg græd og græd. Var meget, meget sur, men kunne samtidig slet ikke finde ud af noget. Det var så uvirkeligt, at det sgu var lige ved, jeg selv troede på det. Jeg var fuldkommen i chok. Noget af det, jeg husker tydeligst, er, at jeg skammede mig over min egen reaktion. Selv om jeg var utrolig ked af det, var jeg bange for, hvad andre ville tænke. Om min reaktion var for voldsom. Det var simpelthen uvirkeligt. Bagefter gik det over i vrede. Jeg bankede løs på en telefonbog, og det hjalp gevaldigt. Men det bølgede frem og tilbage i mig, og flere gange i løbet af dagen knækkede jeg sammen,« siger Jan.

Britt ringer rundt til familie og venner og fortæller, hvad der er sket. Ellers siger hun ikke ret meget. Hun er der bare og trøster Jan.

Billedet, som Ekstra Bladet har fra TV 2, stammer fra sommeren 2002, da dronningen besøgte hospitalet i Oringe. Her har Jim Bech Christensen tidligere været indlagt. Jan kender ham, men har intet haft med ham at gøre.

»Jeg fatter det stadig ikke. Vi ligner ikke engang hinanden af udseende. Jeg følte mig som offer, følte mig stemplet, og det havde jeg det bestemt ikke godt med,« siger Jan.

Allerede samme dag får Jan et stort behov for at få kontrol over situationen og få fortalt så mange steder som muligt, at han ikke er baby-morder. Nogle af medierne ringer selv, andre kontakter Jan via en pressemedarbejder i Storstrøms Amt.

Hele dagen lader han sig interviewe – af TV2 ØST, Lolland-Falsters Folketidende, DR Regionalen i Næstved og Radio 100FM. Og så bliver Jan ringet op af Ekstra Bladets journalist, som har skrevet historien, Lennart Schønberg.

»Han undskylder meget. Siger til mig, at han kun har skrevet teksten, at en anden har sat billedet på. Han forsikrer mig om, at der ikke er nogen, der husker det i morgen. Men det irriterer mig gevaldigt, at han ligesom prøver at få et sammenhold med mig. Han slår på, at han selv kommer fra Falster, at vi på en måde er i samme båd. Det er vi jo ikke. Han er journalist, og jeg er hængt ud som baby-morder. Men jeg fornemmer, at han gør det, for at jeg ikke skal gå videre med sagen,« siger Jan.

Ifølge Jan lover Lennart Schønberg ham samtidig et dementi og spørger, om han vil fotograferes. Det vil Jan gerne, men han gør det helt klart, at dementiet ikke må være i nærheden
af en eventuelt opfølgende artikel om den rigtige baby-morder. Det lover journalisten, siger Jan.

I Ekstra Bladet dagen efter skriver Lennart Schønberg i en kort artikel, at det var et forkert billede. At Jan Thomsen ikke er baby-morder. Artiklen er – stik imod aftalen – klemt ind lige ved siden af en stor artikel om den rigtige baby-morder. På side 12 lyder overskriften lige ud for Jan Thomsens ansigt: »Indespærres på hospital«.

»Jeg blev virkelig vred, for så blev jeg igen kædet sammen med det mord. Men det undrede mig ikke. Når de kunne lave den ene fejl, er det klart, at de laver flere. Og de respekterede ikke mit ønske, fordi de bare skal sælge nogle blade. Jeg har aldrig troet på halvdelen af, hvad der står i B.T. og Ekstra Bladet, og det her bekræftede min opfattelse af Ekstra Bladet,« siger Jan.

»I løbet af dagen tænkte jeg på at finde journalisten og give ham én på hovedet. Men det var godt, jeg ikke fandt ham.«

Nykøbing Falster er en lille by, og når en lokal er på Ekstra Bladets plakat, ved alle det. Jan Thomsen viser sig ikke på gaden i halvandet døgn. I ugerne efter bliver han ustandselig kontaktet af folk på gaden og i supermarkedet. Om ikke det var ham, der var i Ekstra Bladet? Jo, men det er ikke ham, der er morderen.

»Pludselig blev jeg også kontaktet af folk, jeg ikke havde set længe. De vidste ikke, hvad de skulle tro. Der var et par stykker, som troede, det var slået klik i hovedet på mig,« fortæller Jan.

»Så sent som i august i år blev jeg i mit træningscenter kontaktet af en mand, jeg aldrig har snakket med før. Han spurgte, om det ikke var mig fra Ekstra Bladet. Det skræmmer mig virkelig, at han kunne huske mig. Men jeg ved også fra mig selv, at når det er noget, der handler om børn – og især når man selv har børn – så rammer det én på en anden måde.«

Det værste er dog de psykiske mén, Jan Thomsen har fået. Både Jan selv og kæresten Britt fortæller, at Jan normalt er én, der klarer sine problemer selv, og at han går stille med sine følelser. Derfor ramte det ham ekstra hårdt at være i en situation, han på ingen måde selv var herre over. Jan fortæller også, at han på sit arbejde aldrig tidligere har haft problemer med at gå forrest ind til de dårligste af de psykiatriske patienter.

»Det gør jeg ikke mere. Jeg stoler ikke så meget på mig selv som tidligere. Jeg er ikke bange for patienterne, men jeg har ingen selvtillid. Jeg har en fornemmelse af, at hvis der skulle ske noget, ville jeg ikke være i stand til at klare situationen. Og der er nogle af patienterne, som jeg simpelthen ikke kan have i mit system mere, som jeg ikke kan have noget med at gøre,« fortæller Jan, der flere gange i løbet af det seneste år har været i psykolog-behandling.

»Efter det her har jeg flere gange oplevet at gå på arbejde og føle mig sikker, og så lige pludselig blive i tvivl. På den måde tager arbejdet over og fylder nogle gange hele mit privatliv. Jeg er stadig ikke i orden psykisk, og jeg havde aldrig troet, at man kunne blive så hårdt ramt,« siger Jan.

I forrige uge, onsdag den 1. december, fik Jim Bech Christensen ved et nævningeting i Østre Landsret 10 års fængsel for at have tævet sin tre måneder gamle søn ihjel. Nøjagtig samme dag blev Jan tilbudt et forlig af Ekstra Bladet, som i det meste af et år ikke har villet diskutere økonomisk godtgørelse til Jan Thomsen. Han ender formentlig med at få 25.000 kroner i erstatning.

* Læs også i dette nummer: »Så må han da have haft et meget sart nervesystem«

 

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen