»Hvorfor sørger journalist og fotograf ikke selv for at indhente tilladelser og have ryggen fri?«

EKSPONERET. »Hallo, det er Carsten.«
»Ja hej, har du set, at din søn er på forsiden af avisen i dag?«

Sådan begyndte flere af mine telefonsamtaler en fredag i eftersommeren. Og mange forældre ville sikkert blive glade og stolte og finde saks og scrapbog frem, hvis deres søn havde ryddet forsiden. Andre ville formodentlig blive bekymrede over, hvad knægten nu havde fundet på, og slukke mobilen resten af dagen.

Jeg undrede mig bare.
For min søn er otte år, går i anden klasse og plejer ikke at foretage sig noget på egen hånd, der påkalder sig mediernes opmærksomhed. Men efter at have fremskaffet et eksemplar af avisen 24timer kunne jeg konstatere, at den var god nok.

Men jeg undrede mig stadig. For ingen havde spurgt hverken mig eller hans mor om lov. Alligevel var en fotograf gået ind i klasselokalet og havde knipset et par billeder af ungerne i det, der ligner en helt almindelig undervisningssituation.
Hverken skoleledelse eller fotograf havde forud for mediets besøg på skolen sørget for at få den nødvendige tilladelse fra forældrene. Og hjemme på avisen tjekkede hverken redaktionssekretær, nyhedschef eller andre, om formalia var i orden, før de smækkede et billede af en mindreårig på forsiden.

Konfronteret med situationen forklarer en venlig og undskyldende fotograf, at det nok »er gået lidt hurtigt«.
Aftalen med skolens ledelse var ellers, at børn i billedfeltet skulle anonymiseres, og fotografen vedstår prompte, at det løfte ikke er blevet overholdt, når mine bekendte straks genkender poden på forsidebilledet.

Kæden er altså hoppet af.
Men hvorfor når det nogensinde så vidt? Hvorfor sørger journalist og fotograf ikke selv for at indhente tilladelser og have ryggen fri? Og hvorfor er der ikke en klokke, der ringer i hovedet hos nogen i redaktionssekretariatet, når der er børn på billeder, der er ved at komme på forsiden?

En mulig forklaring er, at den historie, som det i øvrigt rigtig glimrende billede af min søn og hans matematiklærer bliver bragt sammen med, har en forældrekritisk vinkel. Den handler nemlig om, at forældre kun fokuserer på deres eget barn i skolen og ikke på fællesskabet. For så vidt ikke uinteressant, men hvem gider lige lægge barn til at illustrere sådan en historie?

En anden og mere kedelig forklaring er, at folks tillid til, at de kan få en fair behandling af journalister og fotografer, er så lav, at det i forvejen er svært at komme helt tæt på rigtige hverdagsmennesker ude i den virkelige verden og få autentisk reportage med hjem. Og derfor kan det på en travl dag i nyhedsturbinen være fristende at skyde et par lidt for friske genveje, når der skal cases i kassen – ud fra devisen om, at det nok er nemmere at få tilgivelse end tilladelse.

Og jeg tilgiver naturligvis gerne en kollega i branchen. Men det holder altså ikke at skære hjørner for at få historien hurtigt med hjem på bekostning af professionel praksis. For det gør det kun endnu sværere for os andre, når vi bag-efter skal ud og forklare kilder og cases, at journalister og fotografer altid overholder en aftale og i det hele taget er til at stole på.

– Carsten Norton er journalist på Ekstra Bladet.