Vejle Amts Folkeblad fyrer fem medarbejdere

Ledelsen på Vejle Amts Folkeblad/Fredericia Dagblad gennemfører netop nu fem fyringer. Inden klokken 10 vil de berørte få besked. Ifølge fællestillidsmand Mie Sparre er kollegaerne ikke tilfredse med de vilkår, som de fyrede er blevet tildelt. (opdateret 10:25).

Ledelsen på Vejle Amts Folkeblad/Fredericia Dagblad gennemfører netop nu fem fyringer. Inden klokken 10 vil de berørte få besked. Ifølge fællestillidsmand Mie Sparre er kollegaerne ikke tilfredse med de vilkår, som de fyrede er blevet tildelt. (opdateret 10:25).

Den massive spareplan på Vejle Amts Folkeblad/Fredericia Dagblad, som ledelsen spillede ud med for cirka tre uger siden, er godt nok reduceret en anelse under forhandlingerne de seneste uger. Den gang hed det, at otte ud af 48 journalister skulle skæres bort. I dag fyres så fem medarbejdere.

Men det er dog langt fra sikkert, at der ikke kommer yderligere besparelser.

»Det er foreløbig endt med fem, men ledelsen har sagt, at det ikke er sikkert, at det stopper med det. Ifølge ledelsen har de nemlig stadig ikke nået deres sparemål på fire mio. kroner," fortæller fællestillidsmand Mie Sparre til Journalisten.dk.

Hun påpeger samtidig, at kollegaerne på avisen er stærkt utilfredse med de vilkår, som ledelsen har valgt at give de folk, som de netop nu fyrer.

»Ledelsen forlanger blandt andet, at de skal holde deres ferie i opsigelsesperioden. Mine kollegaer mener, at det er for dårlig en behandling. Der er i øvrigt ingen fratrædelse. Der er ingenting,« siger Mie Sparre og tilføjer, at ved tidligere fyringsrunder fik man dog tilbudt rimelige fratrædelsesordninger:

»Men ikke nu. Vi har heller ikke fået mulighed for frivillige fratrædelser,« siger hun.

Kollegaerne mener i øvrigt, at ledelsen har været »arrogant«.

»Fra første færd har de sat os en pistol for panden ved både at opsige vores husaftale og videresalgsaftale. Vi sagde så nej til de udspil, der er kommet. Og vi har da også opnået, at man har taget forhandlingerne om videresalgsaftalen og husaftalen ud af fyringsrunden. Forhandlingerne herom kører nu videre for sig. Men stadig vil de ikke give de pensionsvilkår, som vi hidtil er blevet lovet og som mine kollegaer har fået tilbudt under ansættelsessamtalerne,« siger Mie Sparre til Journalisten.dk.

De redaktionelle medarbejdere mødes igen klokken 11, når fyringerne er overstået.

Ifølge Journalisten.dk's oplysninger er der blevet afskediget medarbejdere rundt på hele bladet. Eller med »spredehagl«, som det udtrykkes af en ansat. Og ifølge Mie Sparre mangler der en logik i fremgangsmetoden:

»Det ser ud til at være grønthøstermetoden – hvor man tager lidt fra alle afdelinger: Hovedredaktionen, lokalredaktionerne og sportsredaktionen. Og det er også noget af dét, som kollegaerne undrer sig over. Man mangler nogle visioner. Man skærer bare bevidstløst ned,« siger hun og tilføjer, at ledelsen dog har lovet, at der vil komme et udspil til, hvilken type avis Vejle Amts Folkeblad/Fredericia Dagblad skal være i fremtiden.

Se også tv-indslag fra Vejle Amts Folkeblad/Fredericia Dagblad: Frygten for fyringer

(senest opdateret: 10:25)

0 Kommentarer