Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Der var stigende medvind for tilhængerne af atomkraft i de britiske aviser i 2022, mens opbakningen til vindmøller, solceller og andre former for vedvarende energi faldt markant.
Det viser en optælling af 413 lederartikler i landsdækkende britiske dagblade, lavet af nyhedsmediet Carbon Brief, skriver Press Gazette.
Optællingen viser en dramatisk stigning i 2022 i antallet af lederartikler om energiforsyning: Fracking, atomkraft og vedvarende energi.
Mest omtale fik atomkraft, og det var ofte positiv omtale – navnlig i de borgerlige aviser.
46 procent af de energirelaterede lederartikler omtalte brugen af atomkraft på en positiv måde, hvilket er den højeste andel i de år, Carbon Brief har opgjort tallene.
Til sammenligning faldt andelen af lederartikler, der støtter vedvarende energikilder, fra 57 procent til 37 procent fra 2021 til 2022.