search

Ved bordet & i kosteskabet

  En hær med general, officerer og vandbærere - 33 personer i alt - møder op fra Dansk Journalistforbund, når der skal forhandles overenskomster med dagbladenes organisation. Generalen og hans seks udvalgte sidder ved selve forhandlingsbordet, resten i et »kosteskab«. Da TV 2 fik sin overenskomst fornyet, bestod delegationen kun af seks personer.  

En hær med general, officerer og vandbærere – 33 personer i alt – møder op fra Dansk Journalistforbund, når der skal forhandles overenskomster med dagbladenes organisation. Generalen og hans seks udvalgte sidder ved selve forhandlingsbordet, resten i et »kosteskab«. Da TV 2 fik sin overenskomst fornyet, bestod delegationen kun af seks personer.

FORHANDLINGER. Ti forskellige overenskomster skal på plads, så både københavner-journalisten på Politiken og hende på Herning Folkeblad føler, at de får bedre vilkår at arbejde under.

Den opgave hviler på 33 forhandlere samlet i 'Det store forhandlingsudvalg'.

Det handler om overenskomster for 3.000 medlemmer af Dansk Journalistforbund (DJ), nemlig dem der arbejder på trykte medier over hele landet. Det er en fjerdedel af forbundets medlem­mer.

Alle forhandlere ved godt på forhånd, at løn-poserne i øst er noget tungere end vestpå. Alligevel skal forhandlerne være loyale over for hinanden under forhandlingerne, selv om det indimellem kan være svært.

Næstformanden i DJ, Fred Jacobsen, er ansvarlig for forhandlin­gerne, selv om han ikke personligt er til stede. Det er faglig konsulent Claus Iwersen derimod. Han er chefforhandler og sidder rent fysisk over for modparten, Danske Dagblades Forenings Forhandlingsorganisation (DDFF), under møderne i Skindergade 7 i København.

Foruden Claus Iwersen er seks personer med ved forhandlingsbordet.

Dansk Journalistforbunds faglige afdeling er repræsenteret med tre medarbejdere. For at få bredden med er Journalistforbundet desuden repræsenteret med et medlem fra hver af de syv geografiske kredse. FreelanceGrup­pen, der tæller knap 1.600 medlemmer, har to repræsentanter. Pressefotografforbundet med halvt så mange medlemmer har en. Desuden deltager en studerende fra hver af de tre journalistuddannelser.

Fra de virksomheder, som skal have forhandlet overenskomster, deltager i alt 15 tillidsrepræsentanter. I år skal tre overenskomster, der tidligere blev forhandlet på plads med den enkelte arbejdsgiver, forhandles med DDFF. Det drejer sig om overenskomsterne på Morgenavisen Jyllands-Posten, Kristeligt Dagblad og Erhvervsbladet.

De ti overenskomster, som DJ og DDFF skal forny, er forskellige.

Den største er Fællesoverenskomsten. Den omfatter stort set alle distriktsblade og dagblade i provinsen – Morgenavisen Jyllands-Posten er blandt de få, der ikke er med.

Den mindste er Radio- og tv-overenskomsten, der kun omhandler Radio Horsens, som er Horsens Folkeblads lokalradio.

 De øvrige otte overenskomster er:

  • Berlingske Tidende og B.T.
  • Politiken og Ekstra Bladet
  • Ritzaus Bureau
  • Morgenavisen Jyllands-Posten
  • Dagbladenes Bureau
  • Kristeligt Dagblad
  • ErhvervsBladet
  • Uddannelsesaftalen, der omhandler praktikaftale for elever fra de tre uddannelsesinstitutioner 

DDFF vil gerne forhandle alle ti overenskomster på plads på én gang, men det er ikke Journalistforbundets kop te. Forbundet vil hellere forhandle hver enkelt overenskomst for sig med de enkelte arbejdsgivere – og ikke med hele organisationen DDFF, der har som mål at opnå et fælles resultat for alle.

DDFFs holdning er blevet fremført i mange år, og er en naturlig del af forhandlingerne mellem parterne. Det ved alle DJs 33 forhandlerne, når de bevæger sig fra Journalistforbundets hus på Gammel Strand over til DDFF i Skindergade.

Forberedelserne til forhandlingerne har næsten varet et år. Allerede i marts sidste år begyndte planlægningen af de nuværende forhandlinger så småt. Journalistforbundet ville meget gerne etablere arbejdsgrupper med DDFF, der for eksempel skulle beskæftige sig med nye lønsystemer, så man ikke under forhandlinger skulle begynde helt forfra. Det sagde DDFF dengang nej til. Det er først nu – midt i forhandlingerne – at arbejdsgiverne har sagt ja til den slags arbejdsgrupper.

Det første forhandlingsmøde i 'Det store forhandlingsudvalg' fandt sted allerede sidste forår. Men først ved tillidsmandsstævnet i september kunne forbundet for alvor lugte sig frem til, hvad temaet måtte blive ved forhandlingerne. Det er en procedure, som er helt almindelig. Den 24. november besluttede 'Det store forhandlingsudvalg', hvilke krav der gælder ved de nuværende forhandlinger, og DJs hovedbestyrelse godkendte først kravene i december.

Når 'Det store forhandlingsudvalg' i løbet af året har holdt møder, har der altid været en »siden sidst«- runde, hvor alle deltagerne har kunnet videregive de krav og ønsker, de har fået med fra deres bagland.

Forhandlerne har været i »træningslejr«, hvor de har øvet jeres roller.  

Dansk Journalistforbund har den holdning, at der ikke skal sidde flere med ved bordet end højst nødvendigt. Alle skal have en funktion. Derfor er der kun syv med, hvor DDFF har 10 personer. Claus Iwersen sidder som chefforhandler, og han fører ordet. Han er placeret i midten og sidder lige over for Henrik Marstrand Dahl, direktør i DDFF, som er arbejdsgivernes ordfører.

Chefforhandleren har medforhandlere, det vil sige folk, som han kan støtte sig til under selve forhandlingerne, hvis der er brug for det. De sidder ved siden af ham.

Ved bordet skal der også altid være mindst en referent, som noterer alt ned, så der kan gives et udførligt referat, når baglandet, »kosteskabet«, skal informeres om, hvad der foregår ved bordet.

Teknikere, det vil sige folk, som er inde i overenskomsterne, er også nødvendige ved bordet. De skal kende overenskomsterne ud og ind, så der i diskussionerne ved forhandlingsbordet ikke opstår misforståelser om betydningen eller tolkningen af de eksisterende overenskomster. Desuden skal der også være analytikere, som kan gennemskue forhandlingsforløbet. Ofte har den samme person flere opgaver. For eksempel er Claus Iwersen ikke kun chefforhandler, men også tekniker og analytiker.

Med ved bordet sidder også altid tillidsfolk fra de overenskomster, som man på forhånd vurderer kommer til at fylde meget i forhandlingerne. I år er det for eksempel Jyllands-Posten, som nyligt er blevet medlem af DDFF, der som noget nyt skal forhandle sammen med resten af DDFF-organisationen. 

I »kosteskabet« sidder resten af forhandlerne – ofte travlt optaget. Der kan nemt opstå situationer under forhandlingerne, som skal undersøges nærmere, og der skal foretages beregninger.

Når forhandlerne kommer tilbage fra forhandlingsbordet, får »kosteskabet« et kronologisk referat af forhandlingsforløbet. Derefter er det deres opgave at komme med kritik og rådgive forhandlerne.

I år fandt den første overenskomstforhandling sted den 7. januar. Ved næste møde, den 14. januar, havde begge parter formuleret deres krav.

Der er i alt fire forhandlingsmøder med DDFF, det sidste møde er den 6. februar. Her skal aftalerne helst skal falde på plads. Sker det, bliver alle overenskom­sterne forhandlet færdige ved bordet hver for sig og skrevet under. Hvis ikke parterne kan blive enige, forsætter de i Forligsinstitutionen.

Her mægler forligsmanden mellem parterne. Forligsmanden m/k er neutral og hører begge parters argumenter, inden han fremsætter et mæg­lingsforslag. Hvis der skal mægles mellem DDFF og Dansk Journalistforbund, vil forligs­manden sandsynligvis skele til forhandlingerne mellem LO og Dansk Arbejdsgiverforening (DA).

Da DDFF er medlem af DA, har forligsmanden mulighed for at kæde afstemningen om Journalistforbundets overenskomster sammen med fabriksarbejdernes, pædagogernes og soldaternes overenskomster – kort sagt de  650.000 andre lønmodtageres overenskom­ster, der også bliver forhandlet i øjeblikket. Det kan betyde, at selv om DJ måske endda har varslet konflikt, så bliver overenskomster­ne fornyet, og konflikten afblæst, selv om Dansk Journalistforbunds egne medlemmer har stemt massivt imod resultatet.

Netop sådan en situation kan opstå i år, hvis parterne, DDFF og Dansk Journalistforbund, ikke kan blive enige ved forhandlingsbordet den 6. februar.

TV 2 fik overenskomsten fornyet allerede i december, selv om den først træder i kraft 1. marts i år. Og det uden hverken varsler eller Forligsinstitution.

Delegation fra DJ bestod af seks personer: To medarbejderrepræsentater fra TV 2/DANMARK og to fra regionerne samt faglig konsulent Henrik Bruun og formand Mogens Blicher Bjerregård fra DJ.

Overenskomsten blev delt op i to for at være klar til privatiseringen af TV 2/DANMARK.

På regionerne stiger skalalønnen med 500 kroner. Alle får et personligt tillæg på 50 kroner, og derudover vil der blive uddelt personlige tillæg, der svarer til 250 kroner per medarbejder.

PÅ TV 2/DANMARK er det ikke fastlagt, hvor mange penge, der sammenlagt er til personlige tillæg. Her er det op til den enkelte at forhandle sig til så meget som muligt.

Desuden har alle fået en særlig bonus på 12.000 kroner – ikke kun journalister, men også HK-ansatte og andre.  Det er et engangsbeløb grundet god økonomi i 2003. For ikke at udhule skalalønnen har parterne som en lille teknisk finte aftalt, at skalalønnen stiger med 500 kroner en måned inden overenskomsterne for 2005 skal være på plads.

Vigtigt at tænke langsigtet

AFTALER. »Et væsentligt punkt er freelance- og vikaraftaler. Mange fastansatte tænker kun på deres egne goder her og nu, men jeg tror, vi skal tænke langsigtet, ellers kommer vi nemt til at skyde os selv i foden.«

Sådan siger journalist Jørgen Krogh, Århus Stiftstidende. Han har arbejdet på Århus Stiftsti­dende i 12 år og har dermed oplevet flere store fyringsrunder på avisen.

»Mange vil komme til at arbejde som freelancere og vikarer, og hvis vi ikke får lavet ordentlige aftaler, bliver de faste job udhulet hen ad vejen,« siger Jørgen Krogh.

Medarbejderne på Århus Stiftstidende har taget diskussionen op.

»Ikke alle er helt enige, men det er vigtigt at forklare, hvad manglende aftaler kan føre med sig. Når de fastansatte kan se, at aftaler eventuelt kan blive et gode for dem selv, har det betydning for solidariteten med freelancerne. Så får man fælles interesser. Men man tænker først og fremmest på sig selv,«siger Jørgen Krogh.

Jørgen Krogh mener derfor, at det vigtigste punkt ved overenskomstforhandlingerne er freelance- og vikaraftaler.

Tænker ikke på overenskomst

HVERDAG. Til daglig tænker journalist Peter Brock, Nordjyske Stiftstidende, kun sjældent på, at arbejdet i landets mest medieintegrerede virksomhed er reguleret af  overenskomster. Der skal bare afleveres nogle artikler og radio/tv-indslag.

Han synes, at det er lykkedes arbejdsgiversiden at presse mere arbejdskraft ud af medarbejderne i en stemning af, at »hvis du vil være med til at sikre dit jobs fremtid, så er det bare med at springe på vognen«.

Overvejelser om hvad det nu lige er, man har ret til – og måske endnu vigtigere: hvad man har ret til at sige nej til – er nærmest fraværende i hverdagen.

»Jeg kunne godt ønske mig, at vi ikke var blevet kastet ud i det på den måde. I gamle dage – altså for fem år siden – levede vi i en velordnet verden, hvor man havde veldefineret regulering af eksempelvis oplæring i ny teknologi, skærmkurser og den slags. I dag er det nærmest sådan, at vi skal være glade for, at arbejdsgiveren overhovedet tilbyder kurser i at lave tv og radio. Vi har mistet et element af retskrav, eller sådan oplever jeg det i hvert fald,« siger Peter Brock.

Han må indrømme, at de aktuelle overenskomstforhandlinger ligger ham lidt fjernt.

»Førhen sendte forbundet et spørgeskema ud til alle medlemmerne, som man så kunne udfylde. Da følte man, at man var lidt med. Men det er de holdt op med, så nu synes jeg, det er blevet meget mere fjernt. Jeg mangler flere informationer,« siger Peter Brock.

Hvis han skal pege på nogle punkter, som han gerne vil have med i overenskomsten, er det stressdæmpende faktorer.

»Min fornemmelse er, at det er et bredt ønske fra mange,« siger Peter Brock.  

Ikke så bekymret

FORDEL. I år er det første gang, at Morgenavisen Jyllands-Posten er med i den store overenskomstforhandling med DDFF. Men det bekymrer foreløbig ikke journalist Maria Dalhoff, som arbejder på Jyllands-Postens erhvervsredaktionen i København.

»Jeg har svært ved at se, hvad arbejdsgiveren vil få ud af at stille os medarbejdere ringere,« siger Maria Dalhoff.

Desuden mener hun, at koncernens økonomi kun kan være en fordel for medarbejderne.

»Avisen har nu haft et år med pænt overskud, så det må mindst betyde, at reallønnen er sikret. Det kan ikke blive en nulløsning igen,« siger Maria Dalhoff.

Hun er meget fortrøstningsfuld, når det handler om de kommende overenskomster.

»Jeg vælger i denne omgang at tro det bedste, og jeg håber da, at medarbejderne på de andre arbejdspladser kan drage fordel af, at Jyllands-Posten nu er kommet med i forhandlinger­ne, så vores overenskomst kan bruges som løftestang,« siger Maria Dalhoff.

Venter på fælles overenskomst

VENTETID. Sportsjournalist Claus Jensen, Aalborg TVR, venter med længsel på, at NORDJYSKE Stiftstidende og TVR får fælles overenskomst.
Det er fortsat kun de tre ansatte på Aalborg TVR, som står for sportsudsendelserne i radioen. Udsendelserne kører tre gange hver morgen og igen om eftermiddagen.

Meningen var ellers, at også de skrivende på NORDJYSKE Stiftstidende skulle stå for radioen. Men problemet er, at radioudsendelserne bliver solgt til lokalradioerne landet over, hvis indslagene har en landsdækkende interesse. Og det kan give overenskomstmæssige problemer.

De ansatte på Aalborg TVR har nemlig i deres overenskomst videregivet deres ophavsret for 2.000 kroner årligt, og det har medarbejderne på NORDJYSKE Stiftstidende ikke.

»Derfor kan vi godt føle os lidt fagligt isolerede,« siger Claus Jensen, på trods af at medarbejderne på Aalborg TVR rent fysisk sidder blandt medarbejderne på NORDJYSKE Stiftstidende – og at der er et fint sammenhold.

I det daglige kan Claus Jensen også se, at medarbejderne på Nordjyske Stiftstidende har bedre arbejdstider end de tre ansatte på Aalborg TVR.
»På den måde kan jeg også se forskellen i hverdagen,« siger Claus Jensen.

Frihed og nej tak til jobløn

FRIHED. Journalist Marianne Jakobsen, der er 38 år og har arbejdet på DR Midt og Vest i seks år, tvivler ikke.

Hun vil have mere frihed, hvis hun skulle vælge mellem mere i løn eller frihed.

»I forhold til andre overenskomster er vi røget tilbage med hensyn til ferie, det kunne vi godt få mere af,« siger Marianne Jakobsen.

DR ansatte har fem ugers ferie og en uge »kaos-uge«, som er en kompensation på skæve arbejdstider, weekendarbejde og akutte situationer, hvor man er blevet kaldt på arbejde.

»Det er jo ikke reelt en ferieuge, vi har jo givet køb på noget andet.«

Derfor siger Marianne Jakobsen også klart nej til jobløn. Jobløn er, når du får løn for ikke at have en øvre arbejdstid.

»Det er et skråplan, hvis der ikke længere skal være en øvre grænse for, hvor meget man skal arbejde. Jobløn er ikke noget, medarbejderne har fundet på, det er helt klart i arbejdsgivernes interesse.«

Derimod er Marianne Jakobsen indstillet på, at frihed koster penge. Tidligere har Marianne Jakobsen taget et halvt års orlov uden løn, hvor hun rejste til Canada og egentlig bare holdt fri.

»Jeg vil slet ikke regne på, hvor meget det kostede mig. Det var dyrt, men jeg er også indstillet på at frihed og oplevelser koster noget, man kan ikke både få store lønstigninger og frihed.«

Derimod er Marianne Jakobsen ikke så begejstret for ny løn.

»Det har ikke skabt noget godt for medarbejderne. Det nye lønsystem har været mere demotiverende end egentlig motiverende. Mange har været kede af det, hvis deres lønforhandlin­ger ikke gik, som de regnede med. Og det var vel ikke meningen, at ny løn skulle være de-motiverende for de ansatte? Jeg arbejder et sted, hvor vi er meget afhængige af hinanden, derfor må ny løn ikke splitte medarbejderne og dele os op i et A- og B-hold. Det er der ingen, som er tjent med – heller ikke arbejdgiveren,« siger Marianne Jakobsen.

Ord der er gode at kende

  • Korridor-forhandling: Et uforpligtende møde uden for forhandlingslokalet, hvor repræsentanter for begge delegationer mødes.
  • Kosteskab / bagland: Tillidsfolk eller andre med særlig tilknytning. Deres opgave er at være kritiske rådgivere. De skal være med til at udstikke kursen. Ofte sidder de rent fysisk adskilt fra selve forhandlingsdelegationen. Det kan enten være i et lokale ved siden af eller så langt væk, at kontakten må foregå via telefon eller e-mail.
  • Lukket model: En overenskomst, hvor der ikke er mulighed for senere lokalt at forhandle sig til flere ting.
  • Mimre-ferie: Ekstra ferie for medarbejdere over 45 år.
  • Regnedrengene m/k: Skal have styr på alle tal og lynhurtigt kunne regne ud, hvilke konsekvenser det vil få, når modparten smider et tal på bordet.
  • Serviet-aftale: En minimalistisk aftale, måske bare en erklæring om at ville tale sammen.
  • Skaffere / Forsyningstropper: Skal sørge for, at delegationen ikke sulter. At der er slik, saltlakrids, kaffe og vand. Skal også have overblik over, om der er bærbare computere nok, printer og eventuelt finde plads til de folk, der sidder i kosteskabet. Delegationens praktiske grise.
  • Small-talk: Om vind, vejr og weekend – for at kante sig lidt ind på modparten.
  • Sonderende møde: Et uforpligtende møde, hvor man finder ud af, hvad der er vigtigt for den anden part.
  • Sætte uret i stå: Når parterne aftaler at gå ud over deadline. Det kan ske, når partnerne øjner en chance for at nå et resultat ved at forsætte i længere tid end aftalt.
  • Tænke højt: »Nu tænker jeg højt…« siger man til sin forhandlingsmodpart, hvis man vil komme med et forslag, men samtidig tager forbehold for at kunne trække forslaget tilbage igen.
  • Åben ende / åben bagkant: Når der ikke er aftalt et sluttidspunkt for et forhandlingsmøde.
  • Åben model: Overenskomst, hvor man centralt har aftalt nogle lønstigninger, men hvor der også er mulighed for efterfølgende lokale lønforhandlinger. Modsætningen til »Lukket model«.
Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen