Bestyrelsen i Kreds 4 er taget med Ryanair til Sicilien for at holde bestyrelsesmøde, mens DJ's ledelse forbyder ansatte at tage med lavprisselskabet Ryanair, som ikke har overens-komst. Hvis forbundet er "så helligt", kan det lave en pulje til at rejse etisk for, mener kredsformand.
ETIK. Det startede som en fiks ide blandt de århusianske journalister i bestyrelsen i Kreds 4. I løbet af sommeren blev den til virkelighed. Århus-kredsens bestyrelse og suppleanter tog til Sicilien i en forlænget weekend for at holde inspirationsmøde.
Sådan et møde holder kredsen omtrent hvert andet år. Sidste gang lejede de sig ind på et kursuscenter i Danmark i et døgns tid, men turen til den italienske ø var en lille smule billigere, selv om bestyrelsen fik tre hele arbejdsdage dernede.
Det hang sammen, fordi en returbillet kun kostede 815 kroner per person med lavprisselskabet Ryanair.
I Dansk Journalistforbunds ledelse er Ryanair ellers et upopulært flyselskab. Faktisk er det forbudt for alle ansatte i DJ at rejse med Ryanair i arbejds medfør. Flyselskabet har nemlig hidtil nægtet at indgå overenskomst i Danmark, og det bringer dem på kant med hele fagbevægelsen. Senest har HK Luftfart truet med at starte en dansk storkonflikt i Københavns Lufthavn til efteråret imod Ryanair, når de begynder at have billigrejser derfra.
Næstformand Fred Jacobsen kalder det "principielt vigtigt" for DJ's ledelse, at man ikke handler med nogen, der ikke vil have en overenskomst – uanset om de sælger kuglepenne eller flyrejser.
»Jeg synes generelt, at vi som fagforeningsaktive har en forpligtelse til at entrere med folk, der har ordnede forhold for medarbejderne. Der bør vi gå forrest,« siger Fred Jacobsen.
Han understreger, at kredsene kan gøre, hvad de vil, med deres egne penge. Den tvungne boykot gælder kun ansatte.
Kreds 4's bestyrelse havde ingen anelse om, at DJ har boykottet Ryanair.
»Vi gik bare efter at få det så billigt som muligt,« siger kredsformand John Lykkegaard.
Men han fortryder ikke turen alene af den grund, at bestyrelsen fik tre intense arbejdsdage til at ideudvikle til ét dansk døgns pris og fem tætskrevne sider med ideer med hjem igen.
På Journalisten.dk siger et flertal af kredsformændene, at de ikke kan se noget problem, så længe det er billigere at henlægge et fagligt møde til varmere himmelstrøg. Og John Lykkegaard står ved sin opfordring.
»Vi skal ikke frådse med medlemmernes kontingenter. Vi kunne have valgt noget, der er dyrere, men det synes jeg ikke, vi kan forsvare over for medlemmerne,« siger John Lykkegaard til fagbladet.
I disse dage er der intern debat i Kreds 4 om tankerne fra Sicilien. Men indtil bestyrelsen i slutningen af august har kigget på, hvad der er praktisk muligt, vil John Lykkegaard ikke løfte sløret for indholdet.
Til gengæld kritiserer han, at DJ's etiske retningslinjer for indkøb er gemt væk i gamle mødereferater. For eksempel har hovedbestyrelsen i 2006 sendt et oplæg til regler til forretningsudvalget, hvori der står, at DJ primært skal handle med organisationer, der har "ordnede forhold for deres ansatte". Men det har ikke været muligt for Journalisten at finde eller få udleveret en officiel politik på området.
»Selvfølgelig skal der være en politik på skrift, så alle kan orientere sig. Hvis det er så helligt for DJ, så må budskabet bredes ud. Vi skal have en boykot-liste, så vi har noget at rette os efter. Og så kan de måske indføre en støtteordning, hvor vi kan få del i en pulje, der går til sådan noget bestyrelsesarbejde,« foreslår John Lykkegaard.
MEN IDEEN OM STØTTEKRONER til etiske flyrejser med dyrere selskaber som SAS er næstformand Fred Jacobsen meget skeptisk over for.
»Min holdning er, at det må de klare selv. De kan søge om støtte fra DJ, og så tager vi stilling til det, men jeg kan ikke forestille mig, at der vil være en positiv holdning til den slags,« siger han.
Til gengæld er han villig til at overveje, om det kan være en god ide for forbundet at få en officiel indkøbspolitik, som medlemmerne kan se på hjemmesiden.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Rent miljømæssigt kan man måske stille sp. ved om man skal tage til udlandet for at holde møde ...??