DAGBOG. Onsdag den 30. januar blev Nyhedsavisens medarbejdere orienteret om, at 40 redaktionelle medarbejdere vil blive afskediget. Avisens musikredaktør Rune Skyum-Nielsen og fotograf Martin Sylvest Andersen fortæller her om ugen efter fyringsbudskabet.

Onsdag 30/1

»Det var da alligevel utroligt,« tænker jeg.

Nærmer mig paskontrollen i Londons Stansted-lufthavn. Det er formiddag, og jeg fik ikke lige spist hjemmefra. EasyJets menukort er en fornærmelse mod sin stand, så min mave rumler. Men den rumler alligevel usædvanligt længe og insisterende. Så insisterende, at jeg aer undersøgende på den. Jeg finder min netop gentændte mobil, der er havnet i duffelcoatens inderlomme. Den vibrerer fortsat. På displayet står der '7 sms-beskeder modtaget'.

Det er ret mange i min verden, og de er alle sammen fra kolleger. Og alle sammen variationer over temaet 'Ring så snart, du kan'.

Jeg fanger min kulturredaktør, Silke. Hun har uvirkelige nyheder om Nyhedsavisen. Hjemme i vandflyverhangaren har der uden forvarsel været indkaldt til informationsmøde med direktør Morten Nissen Nielsen. Tre uger tidligere tog han pis på hele avisen ved at sende en fupmail ud om historisk dårlige læsertal og de ledsagende ord 'We’re fucked'.

Ulven fucking kommer. Denne gang er vi fucked, hvad selv den evigt optimistiske direktør opgiver at camouflere:

»Der er ikke noget godt at sige om dette,« hører mine vantro kolleger ham sige.

Vores nye investorer skærer os midt over, så 40 kolleger må sige farvel til de 40, der bliver. Desuden nedlægger vi Odense-redaktionen. Og, nå ja, David Trads er dags dato smuttet til Berlingske.

Berlingske? Hvad puttede stewardessen i min kaffe?

Jeg døser rundt de næste timer og har mistet appetitten. Min mave rumler ikke længere, den knuger og vrider sig. Jeg vil ikke miste nogen af verdens bedste, sjoveste og modigste kolleger, men det gør jeg jo lige meget hvad. Ægte lose-lose-situation.

Interviewet med musikeren Moby glider forbavsende godt, når man tager mit mentale fravær i betragtning, men han er også sjældent snakkesalig af en amerikansk verdensstjerne at være. Gad vide, hvad han fik til frokost.

På vej tilbage med EasyJet beslutter jeg mig for at droppe en længe ventet koncert med en fransk electro-duo. I stedet tager jeg metroen direkte til Christianshavns Torv og skridter ned mod Eiffel Bar.

Synet er enormt. 40-50 kolleger vælter rundt i hinanden og skåler og griner hysterisk. Flere af pigerne er blanke i blikket og våde i øjenkrogen. Nogle af fyrene kalder David Trads for en teflonpande. Jeg bliver helt sulten.

Knud fra den politiske boble modtager via sms bevilling på en enkelt omgang fra Simon Andersen, der nu er konstitueret chefredaktør. Den får vi hurtigt has på. Hjemvendt lyncher jeg køleskabet, inden det sortner for mine øjne.

Torsdag 31/1

Hangaren døjer med trøstesløse tømmermænd. Under redaktionsmødet går det op for mig, at der rent faktisk er blevet lavet avis om onsdagen. Det er skisme sejt.

Tjekker konkurrenterne for at se, hvad de skriver om os. Overraskes positivt. Mens man godt kan klappe til folk, der stikker næsen frem, så træder man åbenbart ikke overdrevent på dem, når de først ligger ned.

En veninde fra 24timer fortæller over Messenger, at hendes chefer sågar minder om, at en massefyring ikke bør fryde nogen.

Senere informerer vores tillidskvinder om de indledende forhandlinger med ledelsen. Det er lidt af en test, som Julie og Ulla er på. Jeg kommer til at dvæle ved Julies fællesmail umiddelbart efter gårsdagens grummeste nyhed. Den sluttede sådan her:

»Så ja … giv hinanden et kram, for det er fandeme en hård situation, vi står over for.«

Om aftenen prøver et par af kollegerne at lokke mig over til en improviseret gang gravøl. Takker undtagelsesvist nej.

Fredag 1/2

Mådeholdet viser sig overmåde klogt. Jeg er en af avisens tre praktikantvejledere, og det nye kuld begynder her til morgen. Mens vi fråder croissanter i kantinen, emmer ængsteligheden. Vi prøver at fokusere positivt.

»Nu får I endnu mere plads at boltre jer på,« påpeger Anna.

Vi hører ikke noget om de videre forhandlinger. Til gengæld læser vi en besked fra David Trads. Den abdicerede chefredaktør, der ifølge andre avisers skriverier enten er i London eller har tabt sin mobiltelefon.

»Sorry, if I let you down, men husk på den gamle sandhed om, at redaktører forgår, mens journalister består,« står der blandt andet.

Lidt senere sender han en invitation til pizza og øl i privaten. Jeg beslutter mig hurtigt for at dukke op. Vil savne David, selv om ingen endnu ved, om han har ladt os i stikken eller gjort, hvad han måtte gøre.

Om aftenen fejrer vi de afgående praktikanter. Vores frejdige fredagsbar strutter stik imod alle odds. Vi er vel de symbolske 40 til stede, og galgenhumoren får frit løb. Knud fortæller om kvitteringen for Simons sms-omgang på Eiffel Bar. Tidligere på dagen har han og et par af de andre forfalsket den før så ydmyge regning, der nu lyder på 89 Sorte Svin, 200 store fadøl og 89 Doktor Nielsen. Pris: 7.360 kroner.

Da Simon får overrakt kvitteringen, hyler det i hangaren.

»JEG SAGDE ÉN OMGANG! KALDER DU DET ÉN OMGANG? JEG HÅBER FANDME, DET VAR SJOVT!«

Mandag 4/2

Ligesom adskillige kolleger har jeg fået et par forsigtige følere om andre job. Jeg beslutter mig for ikke at beslutte mig. Ikke før der foreligger en plan for avisen. Desuden vil jeg helst slås for projektet. Rygterne går om, at Simon og redaktionscheferne – Ole Wejse Svarrer og Kasper Haugaard – er indlogeret på en kro for at lave koncept med halvdelen af medarbejderne samt diskutere, hvem der bedst kan undværes. Det passer, bekræfter min ven og rejsekammerat Kasper mig, da vi snakker kort om aftenen. Herfra bliver det lidt akavet. Der er ligesom et par ting, vi ikke for alvor kan drøfte. Min fremtid på avisen, for eksempel.

Tirsdag 5/2

Jeg har været på Næstved Sygehus for at besøge et familiemedlem og kommer en halv time for sent til pizza hos David på en frederiksbergensisk villavej. Omkring 30 af kollegerne er allerede i gang med øllerne.

»Selv i de få øjeblikke, hvor jeg muligvis har været en anelse urimelig, har I kæmpet for vores fælles projekt,« underdriver han i sin improviserede tale.

Vi stavrer ud i frosten, da tirsdag bliver til onsdag. Jeg bærer rundt på den hule fornemmelse, som afsked af og til giver. Får mig en omgang natmad på 7-Eleven.

Onsdag 6/2

Januars læsertal rammer klokken 14. For første gang er vi størst. Med 604.000 distancerer vi 24timer med 50.000. Surrealistisk. Rundt omkring popper jubelbrølene efter en uges undertryk.

René er hurtig på tasterne og sender en fællesmail ud:

»Hvem skriver nyheden om, at Danmarks nu største avis fejrer sejren ved at fyre halvdelen af medarbejderne?«

Et par af os joker med, at så skal der nok skåles i champagne. 

Halvanden time senere pinger en mail ud fra Morten Nissen Nielsen, der har fået mælet tilbage:

»ALLE skal sgu være stolte. 16.30 er der en mindre fejring i kantinen.«

Boblevandet smager mig temmelig sukret, og min mave rumler igen. /

Rune Skyum-Nielsen (f. 1978)

Musikredaktør og journalist på Nyhedsavisen. Tidligere Dagen, Information og Jyllands-Posten. Uddannet fra SDU i 2002.

Martin Sylvest Andersen (f. 1977)

Fotograf ved Nyhedsavisen. Han har tidligere arbejdet på Vejle Amts Folkeblad og er uddannet på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.