Pressekoordinator i Københavns Energi Astrid Skotte stod over for sin største udfordring, da der blev opdaget E. coli bakterier i vandforsyningen. I et interview med Journalisten.dk fortæller hun om adrenalin og Christiansborg-stemning.
Mens over halvdelen af københavnerne måtte koge deres vand, oplevede Astrid Skotte karrierens måske største udfordring. Som pressekoordinator hos Københavns Energi har hun været den første man ringede til, når man skulle vide noget om vandforureningen, og telefonen har stort set ikke ligget stille. Siden fredag i sidste uge har hun arbejdet omkring 17 timer i døgnet. Så hun var ikke helt utilfreds, da meldingen onsdag aften lød, at alle københavnere nu igen kan drikke vandet fra hanen.
»Det har været rigtig sjovt. Men der kører så meget adrenalin i kroppen, at jeg ikke har kunnet sove om natten. Og jeg har godt kunnet mærke, at hvis denne krise fortsatte meget længere, ville jeg begynde at blive virkelig træt og være bange for at begå fejl – du ved, vrøvle og kommunikere uklart. Så det var det rigtige tidspunkt, krisen sluttede på,« siger Astrid Skotte til Journalisten.dk.
Krisen startede fredag aften, da København Kommune i samarbejde med Københavns Energi besluttede at udsende advarslen. Astrid Skotte og Københavns overborgmesters presseafdeling havde på det tidspunkt arbejdet på en pressemeddelelse, der var klar til at blive sendt ud. Få sekunder senere havde historien overtaget næsten hele mediebilledet. Samtidig sendte virksomheden advarsels-sms'er ud til beboerne i alle de berørte områder.
»Vi vil vurdere hvordan man kan bruge sociale medier som Twitter og Facebook, hvis der igen opstår en lignende situation. Men i denne omgang kunne vi bedst ramme vores kunder ved at slå bredt igennem i de etablerede medier med vores pressemeddelelse. Med sms-løsningen kunne vi ramme op imod 80 procent af beboerne i de ramte områder,« forklarer Skotte til Journalisten.dk
Langt det meste af sin tid har Astrid Skotte brugt på brandvæsnets krisekommandocentral på Enghavevej i København. Her sad hun sammen med teknikere, læger, brandmænd og København Kommunes kommunikationsfolk og skulle overskue mediedækning og hurtige beslutninger. Lige uden for døren har et enormt presseombud ventet på nyt.
»Der var jo en sådan lidt Christiansborg-stemning, som vi ikke er vant til. Normalt er der ikke synderligt mange, der interesserer sig for Københavns Energi og forsyningsområdet, så det var virkelig sjovt at være med til – selvom det var på en lidt trist baggrund. I denne her proces har vi haft enorm gavn af kommunens kommunikationsfolk, der nok er lidt mere vant til krisehåndtering, da de arbejder i det politiske system og er vant til den store synlighed.«
På blot fem dage blev Københavns Energi omtalt i ikke mindre end 900 forskellige artikler og indslag. Normalt ville det tage virksomheden to år at blive omtalt så meget. Det er normalt at Astrid Skotte tjekker citater inden artikler bliver bragt, men det har hun måttet opgive i denne uge. Der er heldigvis ikke røget alt for store finker af panden af den grund, mener hun, og Astrid Skotte er glad for oplevelsen.
»Det har været en kæmpe udfordring og noget, man sjældent oplever som kommunikationsmedarbejder.«
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.