Frafald
Og så er tiden inde. Ole Dich skal holde sine tre minutters tale, hvor folket skal vindes. Hans ene ben er begyndt at drille. Han trænger til at ligge hjemme med benene oppe, siger han, inden vejen går mod talerstolen.
»Lars-formand-lidt-endnu har kaldt mig en outsider. Det, synes jeg, er uforskammet, når et medlem stiller op,« siger Dich brøst med adresse til Lars Poulsen.
»Mogens stod på en talerstol i fem minutter uden at sige noget. Derfor tænkte jeg: »Nok er nok!« siger Ole Dich.
Og det er også blevet nok for ham selv, afslører han pludselig fra talerstolen. Han trækker sit kandidatur, meddeler han, og opfordrer til, at folk stemmer på Inge-Margrethe Madsen. »Hun er en heftig og handlekraftig dame,« forklarer han.
På vej ned af podiet passerer han næste taler – Inge-Margrethe: »På med vanten!« siger han.
»Jeg vil arbejde for de lediges stemme,« begynder Inge-Margrethe Madsen. Og selv om nogle, også i DJ-ledelsen, har haft svært ved at tage hendes kandidatur alvorligt, så har hun en klar politisk mission, baseret på såkaldt bløde værdier, som hun også har belejret mødets officielle dagsorden med.
DJ skal gøre mere for de svage – arbejdsløse skal have øjeblikkelig og professionel hjælp. Omsorgen favner vidt. DJ skal afspejle det »multikulturelle samfund,« siger hun. Og forlader talerstolen efter 3 minutter og 50 sekunder.

Tidsnød
Og så indtager favoritten stolen. Mogens Blicher Bjerregård, faglig sekretær i DJ, skal dumme sig gevaldigt, hvis han ikke skal vælges. Ganske vist er han ikke delegeret, og kan derfor som den eneste kandidat ikke stemme på sig selv, men mange har på forhånd udtrykt deres opbakning.
Bjerregård dummer sig ikke. Tværtimod. Hans tale er den mest stringente og klare. Solidaritet er et nøgleord:
»Det gælder solidariteten, når vi tegner nye og forbedrer eksisterende overenskomster, så ikke kun de stærke får ordentlige forhold,« siger han blandt andet – og demonstrerer dermed samme omsorg som Inge-Margrethe Madsen, men uden at glemme at nævne hensynet til de stærke, som trods alt er i overtal i salen.
Bjerregård slutter sin tale med ordene: »Valget er jeres«.
Bent Skougaard ved godt, at han ikke er kendt af de delegerede. Derfor har han sat sig for at præsentere sig selv godt og grundigt. Alverdens meritter beretter han om fra talerstolen.
»Politisk har jeg været medlem af Venstre og Socialdemokratiet – med 25 års mellemrum,« forklarer han. Og nævner også, at han har været redaktør for blandt andet ‘Sind’ og ‘Campisten’.
Og så har Skougaard været med til at danne to borgerlister på Fyn. »Jeg blev ikke valgt, men jeg fik flere stemmer, end jeg havde regnet med,« siger han – og vækker salens jubel.
»Tiden er gået,« bliver der mumlet fra salen. Og inden Skougaard når til sin politiske mission, bliver han af dirigenterne sendt ned af podiet. Ordene om at ‘forbundet bør afskaffe volumensygen og slingrekursen’, og ‘bedre medlemsinformation, specielt til ledige’, slipper aldrig fri fra talepapiret.

Tvivl
Klokken 12.32 sidder Mogens Blicher Bjerregård med messende læber og blikket stift rettet mod ingenting. Han ligner en mand, der øver sig på sin takketale.
Og sejren bliver da også yderst sikker. Hele 266 stemmer høster han. Nærmeste modkandidat bliver Inge-Margrethe Madsen med 25 stemmer, mens Bent Skougaard kun får én enkelt stemme.
»Tak for den store tillid,« siger Bjerregård. »Og til mine modstandere: Tak for kampen!«.
Også modstanderne takker. Ole Dich siger ikke bare »tillykke«, men understreger også, at hans arbejdskraft står til DJs rådighed.
Hvor stor Bjerregårds sejr blev, og hvor mange, der egentlig afleverede deres stemmeseddel, står der tvivl om. Valgudvalget har registreret 286 gyldige personstemmer ved formandsvalget. Men samtidigt har de tre kandidater tilsammen fået i alt 292 stemmer …
Formanden for valgudvalget, Anders Wiig, Berlingske Tidende, ved ikke, hvordan differencen er opstået.
»Det er selvfølgelig beklageligt og irriterende, og jeg påtager mig ansvaret, men fejlen kan ikke flytte noget. Den er uden praktisk betydning,« siger Anders Wiig, der – ligesom DJs ledelse – ikke mener, at der er behov for en omtælling.
Og seks stemmer fra eller til kan da heller ikke rokke en tøddel ved Inge-Margrethe Madsens slutord, da hun indtog talerstolen, og med blikket rettet mod Bjerregård sagde:
»Vi har i hvert fald hjulpet dig med én ting. Du er blevet valgt – vi er blevet valgt fra. Det må være fedt!«.