I modsætning til alle forudsigelser kommer valgkampen ikke til at stå i de sociale mediers tegn, lyder det fra partiernes pressefolk.
Valgstrategerne fra Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og SF mener ikke, at sociale medier kommer til at sætte dagsordenen i den kommende valgkamp. Det viser en rundspørge i fagbladet Journalisten. De tre pressefolk prioriterer det personlige møde med vælgerne højere end kontakten på Facebook og Twitter.
»Det kan simpelthen ikke betale sig at kommunikere politisk indhold på sitet. Vi ville bruge to mands ressourcer på at luge skrammel ud fra nazister og autonome, der ville skrive en masse skidt på Facebook,« siger Søren Søndergaard, pressechef i Dansk Folkeparti til Journalisten.
Journalisten bad de tre strateger om at rangliste vigtigheden af forskellige værktøjer i valgkampen. De var enige om, at de traditionelle medier var det vigtigste for en succesfuld valgkamp. Den personlige kontakt med vælgeren var næstvigtigst og til sidst lå altså de sociale medier.
Socialdemokratiets partisekretær, Lars Midtiby, siger, at politikere og kommunikatører i en periode troede, at spin kunne løfte det hele.
»Nu viser undersøgelser, at mødet med det engagerede politiske menneske har størst indflydelse på borgernes endelige stemme. Vi skal selvfølgelig være til stede på Twitter – blandt andet for at sende et signal til journaliststanden. Men vi betragter det absolut perifert i en valgkamp,« siger Lars Midtiby.
Selv om de tre pressefolk nedprioriterer de sociale medier, kan de stadig sparke en historie i gang. Som da statsminister Lars Løkke Rasmussen på Facebook udfordrede Villy Søvndal til duel – en duel, der endte på TV2 News. Og den rækkefølge kan blive en tendens i valgkampen. Partierne teaser en historie på de sociale medier, og pressen samler historien op.
Læs også Annegrethe Rasmussens vurdering af de politiske bloggeres betydning i valgåret.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.