Alle kneb gælder. Der er drejet på samtlige hjul i Photoshop, når politikerne skal på plakaten. Men er de troværdige?

Valgplakaterne er over os. De hænger i by og på land, og der er mange af dem. Valgplakaten er kandidatens ansigt ud af til. Det er øjenkontakten med vælgerne.

Direkte 1 til 1. Derfor er grundlæggende værdier som imødekommenhed og troværdighed vigtige.

Alene af den grund undres man over mange af de politiske partier. De har ellers oprustet på rådgivning de sidste år. Der er ansat en række rådgivere og spindoktorer, der er inde over mange vigtige beslutninger.

Alle vil fremstå troværdige, men aldrig har der været så mange manipulationer. Nogle partier har konsekvent overskredet alle grænser for billedmæssige udtryk, der hidtil er set.
Aldrig er der hevet så meget i Photoshop. I de mest groteske eksempler ligner politikerne en mellemting mellem Sidney Lee og Anni Fønsby.

Med det, man må døbe en Photoshop Foundation, er de smurt med et lag bruncreme fra pande til hage. Øjnene er renset til det unaturlige, og tager man den virkelige politiker og stiller op ved siden af plakaten, vil der være en fare for, at små børn begynder at græde.
Det ligner noget, der er blevet kasseret til Euromans forside.

Det er især de store partier, der lige har drejet en ekstra gang på Photoshop-hjulet. Eller som en anden sagde efter at have set en valgplakat fra Socialdemokraterne: »Løgnen starter på plakaten«.

Socialdemokraterne har valgt en Photoshop-stil, hvor alle har samme hudtone. Har man dem side om side, ligner det noget fra et vokskabinet. Om det er en 112 kg tung jyde eller en bleg københavner, så har de samme gyldne gul/røde tone. Som en kop kaffe med mælk. Og det samme gør sig gældende på mange plakater hos topfolkene fra SF.

»Vi dupper med lidt pudder i panden, men laver ellers stort set ingen retouchering. Vi vil gerne vise ganske almindelige mennesker i øjenhøjde, så tæt på virkeligheden som overhovedet muligt,« har en fra Socialdemokraterne sagt. (Fotos: Socialdemokraterne)

Heller ikke Venstre har undladt at bruge Photoshop. Som én skrev til mig i researchfasen, så »ligner dem fra Venstre nogen, der har været med i Ringenes Herre«.

Eksempler på Venstres billedbehandling. Her Thomas N. Danielsen og Karsten Lauritzen. Læg mærke til hudtonerne og de fremhævede øjne. (Fotos: Venstre)

Jeg har ringet til nogle af partierne. De afviser kritikken. Jeg har spurgt Socialdemokraterne, om vi må vise et før-efter-billede, men de kan ikke skaffe råfilerne til deres fotos.

Jo, der er meget på spil. 9 års blå blok skal væltes, mener rød blok. Blå blok vil bestå, mener blå blok.
Og i kampen om magten presses alle, og politikerne ligner nogle stressede, rødøjede kandidater med en dårlig hårdag. Det går ikke, det skal der rettes op på. Hvis ikke i studiet, så bagefter i retoucheringen.

Reklame- og kommunikationsdirektør Frederik Preisler fra bureauet Mensch uddyber.
»Når man kigger på plakaterne bliver det meget bare nogle hoveder, der hænger i en lygtepæl.«

»I dag er der ofte alt for mange inde over at vælge billederne. Og man starter med at fravælge dem med personligt udtryk. Der skal ikke være for meget, ikke for lidt og til sidst sidder man tilbage med den laveste fællesnævner. Det komforme. Og så ryger personligheden på det alter,« siger Frederik Preisler.

»Og så er der ingen tvivl om, at billederne er manipulerede. Det skal man ikke være fagmand for at kunne se. Jeg kan godt se ideen i, at Socialdemokraterne har samme look på plakaterne. Det er som en hær, der bærer samme uniform. Men den standardisering gør, at det minder om en pølsefabrik.«
»Den plakat jeg synes er bedst er måske ikke den æstetisk flotteste. Den har grimt design, og fotoet er ikke toplækkert, men den har personlighed. Det er Johanne Schmidt-Nielsen fra Enhedslisten. Hun brænder ligesom igennem,« siger Frederik Preisler.

Et eksempel på en enkel valgplakat uden for meget brug af Photoshop, men med et meget personligt udtryk, ifølge Frederik Preisler. (Foto: Enhedslisten)

Men hvordan skal man læse valgplakaterne? Som troværdige, virkelige billeder? Eller som reklamefotos?

Når jeg kigger på valgplakaterne som plakater, er der mange flotte imellem. Faktisk synes jeg, Socialdemokraternes plakater er flotte. Billederne har en stil og minder mere om reklamefotos end traditionelle politikerfotos. De er lækre, som man siger.

Lederen af medieskolerne, Gunnar Byskov, fortæller:

»Det er jo reklamefotos. Personlig branding. Sådan skal man se på det. De er optimerede, ikke manipulerede. Jeg synes, der er flotte plakater, og så er der en masse usammenhængende. Jeg kan godt se, de har været i Photoshop, men man ser jo alligevel aldrig politikerne i virkeligheden.«

»Jeg kan huske et foto af Morten Messerschmidt til EU-valget for et par år siden. Det var rigtig flot. Afslappet med hånden til hovedet, og meget imødekommende. Flot lys. Gennemtænkt. Og så kan man jo mene om ham, hvad man vil, men den plakat var nok med til, at han fik så mange stemmer det år.«

Jeg har også talt med Peder Stougaard, billedkunstner og museumsleder på Danmarks Plakatmuseum, om hvad han synes om plakaterne.

»Jeg kan ligeså godt sige det som det er. Der er ingen klassikere imellem i år. Mange plakater er kedelige. Der er ingen humor. De portrætfotos, man ser, er røvsyge. I gamle dage bad man plakatkunstnere lave plakaterne. Der havde de et budskab. I dag er der et billede, oven i købet manipuleret. Man har prøvet på at forskønne ansigtet. Fjerne knaster og bumser. Det er jo falsk varebetegnelse. Hvis man stiller politikeren op ved siden af valgplakaten, kan man jo ikke genkende dem.«

»I dag er der kommet en ny lov, der tillader flere valgplakater, og der er ikke så mange restriktioner på, hvor de må hænge. Det betyder, at der for første gang er plakater på Strøget i Århus. Jeg vil sige det sådan, at der er én plakat i Århus, der skiller sig ud. Det er en Venstre-mand, der hænger på hovedet, med teksten retvendt. Det er sgu en, man husker.«