Årets valgkamp om de ledige poster til hovedbestyrelsen var henlagt til aftentimerne på Hotel Nyborg Strand. Der blev serveret både vin og valgløfter.
"Hold nu op med det seniorpolitiske pis."
Uffe Gardel, der stillede op til endnu en periode i hovedbestyrelsen, var synligt irriteret over, at seniorpolitik fik så meget plads i debatten. På førstedagen af delegeretmødet var der lagt op til valgkamp om posterne i hovedbestyrelsen i Dansk Journalistforbund ved et såkaldt cafémøde. Der var otte pladser i hovedbestyrelsen (HB) på valg, og ni kandidater var opstillet.
Valgmødet var henlagt til restauranten på Hotel Nyborg Strand, efter middagen med vin ad libitum og et meget langt delegeretmøde solidt siddende i baghovedet.
Idéen med at flytte præsentationen af kandidaterne til HB ud af den store mødesal var, at de delegerede skulle have bedre muligheder for at tjekke kandidaternes fagpolitiske holdninger. På tidligere delegeretmøder talte kandidaterne deres sag i maksimalt et minut fra talerstolen i den store sal.
"Jeg vil gerne høre, hvad hver enkelt mener om flerfunktionalitet og forslaget om delegeretmødets størrelse?" lød et spørgsmål fra et hjørne af den tilrøgede re-staurant.
Det svarede de ni kandidater kort og præcist på.
Og så var der seniorpolitikken, som flere stillede spørgsmål til.
"Hvad vil DJ gøre for de ældre på arbejdsmarkedet? Hvorfor har DJ ingen politik på området" lød spørgsmålene fra både ældre tilhørere og flere studerende.
Formand for DJ Mogens Blicher Bjerregård, der et halvt døgn senere blev klappet ind i en ny toårig periode som formand, var den første til at tage ordet.
"Vi sætter en debat i gang i løbet af året. Og så sørger vi for, at seniorpolitikken er indarbejdet i overenskomsterne. Det er måske et lidt billigt svar, men sådan er det."
Flere kandidater svarede, at DJ ikke skal have en særlig politik over for de ældre.
"Hvorfor skulle vi have særlige vilkår for folk over halvtreds. Vi har da heller ikke særlige ordninger for folk med børn. Det er meningsløst at tale om seniorpolitik," sagde Uffe Gardel.
De studerende gik hårdt til Thomas Szlavik fra HB.
"Thomas Szlavik, hvad skal de studerende bruge sådan et gammelt betonhoved fra den langhårede 68-generation til? Hvad kan du tilbyde os studerende?" spurgte KaJ-formand Søren Lippert.
Men Thomas Szlavik var ikke sådan at provokere, han tog de retoriske spørgsmål med ophøjet ro.
"Jeg står ved, at jeg er et betonhoved. Men jeg mener, at udviklingen går alt for stærkt i DJ. Derfor er der brug for sådan nogle som mig. Jeg har ingen særlige svar på, hvad forbundet skal gøre uddannelsespolitisk. Men jeg mener, vi skal gøre det, der er brug for," svarede Thomas Szlavik, der dog ikke ville i bås med de langhårede fra 68.
Korridorforhandlinger
At valget til HB ikke kun foregår ved valgmøder, blev understreget, da det dagen efter cafémødet viste sig, at Morten Uhrenholdt fra DR pludselig var med på stemmesedlen. Korridorforhandlinger aftenen før havde overbevist formanden for DRs Journalistgruppe om, at han skulle stille op til HB.
"Jeg er blevet voldsomt presset af blandt andet hovedbestyrelsen til at stille op. Det skyldes jo, at jeg ved noget om fagpolitik efter fire år som fuldtidsansat formand for journalisterne i DR," sagde Morten Uhrenholdt, lidt træt inden afstemningen på delegeretmødet.
På trods af den sene opstilling strøg Uhrenholdt ind i HB med det næsthøjeste antal stemmer.
"Tja, folk må jo have lagt mærke til det, jeg sagde fra talerstolen," var hans egen forklaring på det høje stemmetal.
Morten Uhrenholdts kandidatur skubbede Søren R. Thuesen fra Kommunikationsgruppen væk fra en af de ledige HB-poster. Det var ellers første gang, at Kommunikationsgruppen stillede med en kandidat.
"Jeg markerede mig ved cafémødet, men måske skulle jeg have gået op på talerstolen på delegeretmødet. Jeg har nok ikke været synlig nok," sagde Søren R. Thuesen efter valgnederlaget.
Kirstine Baloti, formand for den helt nye specialgruppe, Forum for Billedmedieoversættere, var derimod ikke svær at få øje på. Med lange lyse rottehaler talte hun fra talerstolen for, at DJ skal indføre en sprogpolitik og modtog en kontant klapsalve fra de delegerede.
"Jeg tror, det er sundt for hovedbestyrelsen at få indsigt i en faggruppe som rent faktisk arbejder i det såkaldte cowboy-land. Mine medlemmer står ofte helt uden overenskomster, kontrakter og rettigheder. Og mange i mit fag er slet ikke organiserede. Derfor tror jeg, HB vil få gavn af min tilstedeværelse. Også fordi Dansk Journalistforbund er fantastisk dårlig til at kommunikere med de faggrupper, som ikke har en medarbejderforening eller en tillidsmand i ryggen," sagde en glad Kirstine Baloti, efter at hun var valgt til hovedbestyrelsen.
Kate Bluhme, Ekstra Bladet (se historien Farvel… og dog), Henrik Bruun, DR-Østjyllands Radio, og Bente Bjørn, NORDJYDSKE Stiftstidende, genopstillede ikke til hovedbestyrelsen.
DE BLEV VALGT
Formand
Mogens Blicher Bjerregård, blev genvalgt til to år mere som formand. Han blev første gang valgt i 1999.
Hovedbestyrelsen
De øvrige, der blev valgt til to år i hovedbestyrelsen:
– Lars Lindskov, formand for Pressefotograferne 212 stemmer
– Morten Uhrenholdt, formand for Journalistgruppen i DR 190 stemmer
– Lene Sarup, tillidsmand på Fyens Stiftstidende 185 stemmer
– Carsten Lorenzen, tillidsmand på DR Nordjylland 183 stemmer
– Uffe Gardel, Berlingske Tidende 178 stemmer
– Susanne Larsen, studerende på DJH 178 stemmer
– Thomas Szlavik, tillidsmand på Ekstra Bladet 160 stemmer
– Kirstine Baloti, freelance-tekster(valgt for ét år) 133 stemmer
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.