Stine Tidsvilde, Jacob Nielsen (red. Jo)
Der er valgkamp i Journalistforbundet. På delegeretmødet i weekenden skal det afgøres, hvem som skal være næstformand for DJ de næste to år. Hovedbestyrelsesmedlem Elisabeth Hamerik Schwarz udfordrer siddende næstformand Allan Boye Thulstrup på posten.
Freelancernes vilkår og kontingentets størrelse er nogle af de emner, som skiller vandene mellem de to kandidater.
Hør mere i denne særudgave af Journalistens podcast, hvor de to kandidater debatterer fremtiden for DJ og også får sat ord på sig selv og hinanden.
Han beskriver sig selv som en pragmatisk, kompromissøgende kandidat. Hun beskriver sig selv som nysgerrig og drevet af indignation.
”Jeg kommer med en handlekraft og en handlevilje, hvor vi ikke skal putte tingene i arbejdsgrupper. Nu skal vi løse de her ting,” siger Elisabeth Hamerik Schwarz.
Hun mener, DJ skal køre en prøvesag båret af EU’s guidelines for selvstændige, som skal sikre bedre rettigheder for selvstændige medlemmer.
Allan Boye Thulstrup siger, han til fulde forstår freelancernes frustrationer, men at det vil være for risikabelt med en prøvesag her og nu.
”Hvis vi laver en prøvesag, som vi taber, sætter vi det over styr for de kommende generationer,” siger han.