Valgchokket

 Alle genopstiller til bestyrelsen. Sådan hed det inden generalforsamlingen i Kreds 1.

 

Alle genopstiller til bestyrelsen. Sådan hed det inden generalforsamlingen i Kreds 1.

Pludselig, efter formand Rene Simmels beretning og den efterfølgende debat, blev bestyrelsen indkaldt til krisemøde. Her meddelte kredsens næstformand, Uffe Gardel, at han gik af.

Kort efter fik forsamlingen at vide, at Uffe Gardel ikke stillede op som næstfomand, men at bestyrelsen ville foreslå Mette Curdt som næstformand.

Udviklingen kom også bag på Uffe Gardel selv. Han havde end ikke overvejet at trække sig, da generalforsamlingen gik i gang. Heller ikke undervejs. Beslutningen kom som et lyn, da formand Rene Simmel rundede debatten af med følgende salut om, hvorvidt arbejdsløse skal betale kontingent eller ej: "Hvis man siger, at man skal betale "deres" kurser, så har man ikke forstået, hvad solidaritet er." Ordet "deres" var en henvisning til Uffe Gardels sprogbrug.

"Der gik han over stregen. Det tog mig 12 sekunder at tænke: Det vil jeg ikke finde mig i – det behøver jeg ikke at finde mig i. Ingen skal efter mine ti år som faglig aktiv og fire år i hovedbestyrelsen sige, at jeg ikke aner, hvad faglig solidaritet er," sagde Uffe Gardel bagefter til JOURNALISTEN.

Over for JOURNALISTEN benægter både Rene Simmel og Uffe Gardel efter generalforsamlingen, at der skulle være sket noget forinden, der kunne forklare, at Uffe Gardel trak sig.
"Simmel og jeg har haft et godt makkerskab," siger Uffe Gardel.

0 Kommentarer