Når der i 2019 afvikles valg til Folketinget og Europa-Parlamentet, afgøres den politiske sammensætning af cirka 4,2 millioner stemmeberettigede danskere.

Medierne har fået en ny rolle i dækningen af valgene, for med i ligningen er alle botterne og troldene, som forurener nyhedsstrømmen med falske historier og slår vælgernes kompas i stykker.

Det oplevede de svenske medier, da der var valg i vores naboland i september. Falske profiler på sociale medier spredte falske historier med lynets hast, og ekstremistiske grupper fik en enorm gennemslagskraft med deres budskaber.

Herhjemme advarer Forsvarets Efterretningstjeneste om, at Rusland er klar til at sætte en storstilet påvirkningskampagne i gang mod Danmark, når valget udskrives.

Og for nylig afslørede Altinget, hvordan en række automatiserede, falske profiler har spyttet misinformationer ud på Facebook i en lind strøm under debatten om FN’s migrations-pagt.

Strømmen af mis- og disinformation handler i nogle tilfælde – som ved det svenske valg – om at sprede propaganda.

I andre tilfælde er målet økonomisk gevinst, som når troldefabrikker fabrikerer opsigtsvækkende og opdigtede historier, der dirigerer brugerne ind på reklamesider.

Og endelig er der misinformationen, som har til formål at ophæve befolkningens opfattelse af sandt og falsk.

I alle tilfælde er det skadeligt for den offentlige debat og for befolkningens tillid til, at man kan regne med medierne.

Men hvad er så modsvaret?

Martin Jönsson, som er redaktionel udviklingschef på Dagens Nyheter i Sverige, og hans kolleger høstede erfaringer, da troldehæren blandede sig i det svenske valg. Hans svar er kort og godt: Misinformationen skal mødes med ordentlig, undersøgende journalistik og faktatjek.

I Sverige afsatte medierne ressourcer til at afsløre de falske profiler og mekanismerne bag dem. De faktatjekkede virale historier og samarbejdede på tværs af mediehuse for at opveje misinformation med fakta. Og endelig lagde de deres metoder frem for brugerne.

Ordentlig journalistik kan nemlig tåle at blive kigget efter i kortene.

Og så gjorde de i Sverige en sidste ting, som er vigtig. De var opmærksomme på at dyrke nuancerne og ikke falde for fristelsen til at beskrive politik som noget, der er sort/hvidt. Tværtimod gjorde Dagens Nyheter en dyd ud af at dyrke det komplekse.

For at undgå, at komplekst blev lig med kedeligt, dyrkede de storytelling. Ved at bruge tid på at forstå og vise almindelige svenskeres liv og holdninger kunne medierne fortælle historier, som borgerne kunne genkende sig selv i. Det gav mange læsere og forhåbentlig også en mere oplyst valgkamp. Det var i hvert fald målet.

Der er al mulig grund til at lade os inspirere af vores svenske kollegers måde at dække valgkamp på.

God (og faktabaseret) valgkamp!