I dag er der udskrevet valg. Men hvad mener partierne egentlig om mediepolitikken? Journalisten har lavet en rundspørge til samtlige partier på Christiansborg.

Tendensen er klar: Selvom man plejer at sige, at journalister og politikere er afhængige af hinanden, er der for tiden mellemstrid politisk modvind for medierne.

I kølvandet på blandt andet Se og Hør-sagen er der politisk flertal for strengere straffe til medier, der går over stregen. Både når det gælder deciderede lovbrud om eksempelvis injurier eller æreskrænkelser, og når det gælder brud på de presseetiske regler.

Rundspørgen viser også, at det brede flertal bag den omstridte offentlighedslov skrumper ind. Både SF og Konservative er kommet i tvivl om, hvorvidt stramningerne i retten til aktindsigt gik for vidt.

Der kommer fortsat aviser på gaden hver dag smækfyldt med nyheder. Også på baggrund af aktindsigter. Det viser, at der ikke var grund til at male fanden på væggen. 

Jan E. Jørgensen, Venstres ordfører om offentlighedsloven

Flertal står vagt om "mørklægningsloven"

Men et smalt flertal bestående af Venstre, Socialdemokraterne og de Radikale står fortsat stålfast vagt om »mørklægningsloven«, som kritikerne har kaldt den.

Den indeholder rent faktisk også en række lempelser, der giver mere åbenhed og bedre mulighed for aktindsigt. Eksempelvis er der som noget nyt ret til aktindsigt i KL og Danske Regioner.

Men to omstridte paragraffer tog al medieopmærksomhed, da loven blev vedtaget i 2013. To paragrafer, der med kritikernes ord har lagt en jernring af lukkethed om magtens centrum, Slotsholmen i København, hvor Folketinget og ministerierne har til huse.

Den omstridte paragraf 24 om ministerbetjening betyder, at der ikke længere er aktindsigt i dokumenter, hvis de kan tænkes at danne baggrund for embedsværkets rådgivning eller bistand af ministeren.

Dertil kommer paragraf 27, den såkaldte ”politikerregel”. Den betyder, at der ikke længere er aktindsigt i dokumenter og kommunikation mellem ministre og folketingsmedlemmer om lovgivning og anden politisk proces.

Næppe udsigt til opblødning

Men trods megen kritik og en vis folkelig modstand skal man ikke forvente, at der bliver blødt op på de to paragraffer, når loven skal evalueres inden udgangen af 2016.

»Vi har ikke set noget, det giver grund til ændringer af de to paragraffer. Der kommer fortsat aviser på gaden hver dag smækfyldt med nyheder. Også på baggrund af aktindsigter. Det viser, at der ikke var grund til at male fanden på væggen, « siger Jan E. Jørgensen, der er Venstres ordfører, om offentlighedsloven.

Hos Socialdemokraterne og de Radikale er svaret også et klart nej til ændringer af de to paragraffer.

»Umiddelbart er der ikke noget, der har fået os til at ændre holdning. Vi står bag den aftale, vi har lavet,« siger de Radikales retsordfører, Jeppe Mikkelsen.

»Men om vi har opnået den præcise balance, må vi se, når evalueringen af loven kommer,« siger Jeppe Mikkelsen. 

Den evaluering skal lovens kritikere dog ikke have for store forhåbninger til. For den kommer næppe til at ændre på de to omstridte paragraffer.

Evaluering på vej

Det er Folketingets Ombudsmand, Jørgen Steen Sørensen, der skal stå i spidsen for evalueringen. Men han skal udelukkende se på, om loven bliver overholdt af myndighederne. Ikke på dens indhold.

»En ting er, om loven er god eller dårlig. Det har vi ikke noget med at gøre. Et andet er, om loven overholdes, og det er det, vi skal vurdere, « sagde Jørgen Steen Sørensen til dr.dk i april 2013.

På et punkt har ombudsmanden dog allerede luftet kritik af myndighederne. Det gælder princippet om såkaldt meroffentlighed, der hele tiden har været gældende også under den gamle lov.

Hvis loven ikke direkte giver ret til aktindsigt, så skal myndighederne overveje, om ikke der alligevel skal gives aktindsigt, så længe man ikke bryder regler om tavshedspligt eller personfølsomme oplysninger.

Ombudsmanden har selv iværksat en undersøgelse, der viser, at en række ministerier enten aldrig eller stort set aldrig giver aktindsigt efter dette princip.

Den kritik anerkender partierne bag loven. Men ministerierne er ifølge loven netop ikke forpligtet til at leve op til princippet om meroffentlighed. De skal alene gøre sig overvejelsen. Men selv om ministerierne i højere grad begynder at leve op til dette princip, så vil det ikke gøre den store forskel. For de væsentlige dokumenter i de betændte sager vil ministerierne alligevel aldrig give aktindsigt i frivilligt.

Jesper Tynell: »Paragraf 24 slår en ring om Slotsholmen«

Det påpeger en af offentlighedslovens mest flittige brugere, DR-journalisten Jesper Tynell, der i 2010 vandt Cavlingprisen for sin afdækning af, hvordan Beskæftigelsesministeriet brød loven ved at slette belastende dokumenter og vildlede Folketinget med misvisende tal.

»Det er jo ligegyldigt at tale om meroffentlighed, så længe det ikke er noget, man har ret til. Så længe det er noget, som myndighederne kan vælge at give, hvis de selv synes, at det er politisk opportunt at udlevere papirerne. På den måde foregiver meroffentlighedsprincippet, at der er offentlighed i forvaltningen, selv når det reelt ikke er tilfældet,« siger Jesper Tynell.

»Det eneste, der sikrer en egentlig indsigt, er, hvis man ændrer loven og igen giver ret til at få de afgørende dokumenter udleveret. Her vil det være oplagt at fjerne paragraf 24, som langt hen ad vejen reelt har slået en ring om Slotsholmen, « siger Jesper Tynell.

Han påpeger, at når man får udleveret dokumenter efter princippet om meroffentlighed, så er det ofte papirer uden betydning for den myndighed, der udleverer dem.

»Det kan være, at man ligefrem får udleveret 80 procent af papirerne i en given sag uden at blive klogere af den grund. Men det er jo i praksis uden betydning, så længe man ikke har ret til at se de sidste 20 procent af papirerne, der indeholder de væsentlige oplysninger i en sag,« siger Jesper Tynell.

Strengere straffe til medier

Så vidt altså slaget om offentlighedsloven, der for nuværende kan synes tabt for medierne. Derudover er der et massivt politisk pres for strengere straffe til medier, der bryder lovgivningen om eksempelvis æreskrænkelser, injurier eller privatlivets fred.

I foråret 2014 eksploderede Se og Hør-sagen om overvågning af kendte, kongelige og toppolitikeres kreditkortoplysninger. Forargelsen fik i løbet af få uger de fire borgerlige partier til at kræve en tredobling af bødeniveauet og strengere fængselsstraffe til medier, der bryder lovgivningen.

»Der er ofre på den anden side, som betaler en høj pris, fordi nogle få medier ikke kan finde ud af at lave journalistik på den rigtige side af reglerne,« sagde Venstres Jan E. Jørgensen for nylig til journalisten.dk, da han genfremsatte et lignende forslag i Folketinget.

Socialdemokraterne mener også, at der er behov for større bøder. Partiet har tidligere luftet tanken om at indtægtsgraduere bøderne.

»Større bødestraffe er helt rimeligt. Det skal kunne mærkes, når man bryder lovgivningen. Man må ikke kunne spekulere i at bryde lovgivningen, fordi det økonomisk godt kan betale sig for en avis eller et ugeblad,« siger retsordfører Trine Bramsen (S).

Hun understreger dog, at regeringen ikke kan støtte Venstres konkrete forslag, fordi »det går for vidt«, især hvad angår skærpede fængselsstraffe for gentagne overtrædelser. 

Her ønsker regeringspartierne i stedet at afvente, at der falder dom i Se og Hør-sagen, hvor nogle af de implicerede risikerer flere års fængsel selv efter de nuværende strafferammer.

Lisbeth Knudsen: »Mediernes moral er ikke blevet værre« 

Men uanset udfaldet af Se og Hør-sagen og det kommende folketingsvalg, så er det altså kun et spørgsmål om tid, før der vanker langt større bøder. Og Socialdemokraternes retsordfører opfordrer til selvransagelse og eftertanke i branchen.

»Der er behov for en selvransagelse hos mediebranchen og journaliststanden. Medieudviklingen er gået meget hurtigt de senere år. Der er nu en meget voldsom kamp om at komme først med fortrolige og personfølsomme oplysninger frem for at holde sig inden for lovens rammer,« siger Trine Bramsen.

Den opsang giver Danske Mediers formand, Berlingskes chefredaktør Lisbeth Knudsen, dog ikke meget for. Hun har en helt anden forklaring på den politiske modvind. 

»Mængden af medier og nyheder er vokset voldsomt og øger presset på politikerne. Vi går tættere på dem og deres politik, og så er politikernes forsvar tilsyneladende at angribe os. Men mediernes moral er ikke blevet en tøddel værre, end den var for år tilbage. Vi lever af vores troværdighed,« siger  Lisbeth Knudsen.

»Se og Hør-sagen er ikke udtryk for et skred i mediebranchen. Hele mediebranchen har taget stærkt afstand fra Aller-skandalen. Men den bliver brugt til en generel mistænkeliggørelse af alt, hvad der sker i mediebranchen. Det er meget betænkeligt. Vi ser en lang række initiativer og udtalelser, der  angriber den fornuftige selvjustits i medierne og forsøger at etablere en slags statslig presseetik, der ligger ud over lovgivningen, « siger Lisbeth Knudsen.

Manglende indsigt i, hvordan medierne fungerer

Det politiske ønske om markant højere bøder i straffesager beror på en misforståelse, ifølge hende.

»Det er udtryk for en manglende indsigt i, hvordan medierne fungerer. Hvis medierne begår en eklatant fejl, så er straffen jo ikke kun, at man får bøde og kritik af Pressenævnet, men at man mister troværdighed hos læserne. Og der er straffen benhård. Også økonomisk. Taber et medie først troværdighed, så er det meget svært at genopbygge den,« siger Lisbeth Knudsen.

Hun er dog ikke afvisende over for, at man ser på erstatningsbeløbenes størrelse, eller at man skal gå fra privat til offentlig påtale, så folk, der føler sig krænket, kan få betalt sagsomkostningerne. 

»Men Venstres forslag om blindt at tredoble alle straffe for æreskrænkelser og urigtige historier savner dybere omtanke,« siger Lisbeth Knudsen. 

Hun påpeger desuden, at der er langt imellem injurier og æreskrænkelser i de professionelle medier, mens de findes dagligt på de sociale medier.

Pressenævnets sanktioner

Journalistens rundspørge til partierne viser også et politisk flertal for at forsøge at presse branchen til at skærpe Pressenævnets sanktioner, der i dag begrænser sig til offentliggørelse af kritik og berigtigelser. 

Nævnets sanktioner blev i forvejen skærpet efter politisk pres for få år siden. Det skete efter flere års kritik af medierne for at gemme berigtigelser og rettelser af vejen i spalterne.

Ændringen bestod i, at Pressenævnet nu kan pålægge et medie at bringe en rettelse eller en berigtigelse på samme plads og med samme udstyr som den oprindelige artikel. Derfor beder Lisbeth Knudsen politikerne om at klappe hesten. 

»Jeg kan ikke se grund til yderligere stramninger af Pressenævnets sanktioner eller af medieansvarsloven. Pressenævnet kan og skal ikke være en domstol, men er et kollegialt organ med en højesteretsdommer for bordenden. Man har derudover jo altid ret til at gå til domstolene, hvis man føler sig krænket af medierne,« siger Lisbeth Knudsen.