Presserådgivere på kildelisten frem for de centrale embedsmænd. En regering med flertallet i orden. Mere professionelle politikere. Christiansborgjournalister har i dag sværere ved at sætte en politisk dagsorden end tidligere.

Borgen. Medierne er den fjerde statsmagt og borgernes vagthund. Det ved enhver førsteårsstuderende på Danmarks Journalisthøjskole. Noget tyder dog på, at den fjerde statsmagt har tabt terræn, og at vagthunden logrer lidt mere med halen over for de politikere, den skal vogte på.

Regeringen og politikerne på Christiansborg er blevet klart bedre til at kontrollere politiske dagsordener i medierne end tidligere, og journalisterne har sværere ved at bide sig så fast i en sag, at regeringen bliver rystet, end de tidligere havde. Det mener en række journalister, pressefolk og eksperter, Journalisten har talt med.

Anders Foghs tidligere presserådgiver Michael Kristiansen har selv været en del af udviklingen, og han peger på, at medierne er blevet mindre fokuseret på centraladministrationen og mange af de ting, som sker bag de politiske kulisser. Medierne risikerer dermed at gå glip af gode historier, der kan sætte dagsorden.

Spindoktorernes indtræden på scenen betød, at centrale figurer i centraladministrationen trådte i baggrunden som vigtige kilder for medierne. Det var pludselig vigtigere at have mobilnummeret på presserådgiveren frem for departementschefer og kontorchefer i ministerierne.

»Der kom enorm fokus på presserådgiverens rolle, mens meget af den kritiske journalistik i centraladministrationen forsvandt. Det er et demokratisk problem, at en så stor del af magtapparatet er ude af pressens søgelys,« siger Michael Kristiansen.

Han mener, at den nye situation var bekvem og nem for alle parter. Embedsmændene blev fri for at tale med journalister, journalisterne blev fri for de til tider lidt »træge kilder« og fik i stedet leveret klare budskaber af presserådgivere, som befandt sig meget tæt på magten, og presserådgiveren og dermed politikerne kunne levere deres redigerede version af virkeligheden.

Leder af journalistuddannelsen på Syddansk Universitet Troels Mylenberg er enig.

»Det er længe siden, en substantiel sag er kommet direkte fra Christiansborg-journalisterne. De færreste journalister opbygger et godt kildenet af fuldmægtige, kontorchefer, departementschefer, der har fingrene nede i sagerne og kan give en saglig og uhildet vurdering til journalisterne. Der er mangel på substantiel viden om sagsbehandlingen i centraladministrationen, og det betyder, at man ikke opdager kritisable sagsforløb, der også har politisk betydning,« siger Troels Mylenberg.

Han nævner Thule-sagen som et eksempel på en sag med spor ind i centraladministrationen, en sag, han i øvrigt selv var med til at dække.

»I dag handler Christiansborg-journalistik meget om at sende signaler og meget lidt om konkrete historier. Men politisk journalistik handler om andet end de 179 folketingsmedlemmer og om at løbe efter ligegyldige historier om, hvorvidt Pia Kjærsgaard vil fyre en minister,« siger han.

Christiansborg-journalist og politisk redaktør på Berlingske Tidende Jesper Larsen er både uenig og enig i betragtningerne.

»Jeg kender selv mange departementschefer og kontorchefer, og der er mange dygtige journalister, som har fokus på centraladministrationen. Men det er måske rigtigt, at det kan være sværere for nye journalister at opbygge et godt kildenet med embedsmænd, fordi spindoktorerne i højere grad er blevet indgangen til ministerierne,« siger Jesper Larsen.

Den øgede professionalisering af det politiske apparat har en anden uheldig indflydelse på medierne og den enkelte journalist, mener pressechef i Det Radikale Venstre og tidligere Christiansborg-journalist for blandt andet dagbladet Information, Rasmus Lindboe.

»Det er blevet nemmere at være en fed og doven journalist og alligevel se anstændig ud i redaktørens øjne. Der bliver drysset historier ned som gaver fra himlen fra regeringen og Dansk Folkeparti, og det kan du som journalist sagtens få ugen til at gå med,« siger Rasmus Lindboe.

Han mener, at gaveregnen er blevet intensiveret meget siden 2001, og han holder sig heller ikke selv tilbage, hvis han kan få »solgt« en historie til en journalist – det er dog i parentes lidt sværere, da Det Radikale Venstre har mistet den parlamentariske betydning, de historisk set nærmest altid har haft.

»Det ville være for halal-hippie-agtigt at sige, at man ikke skal tage imod de historier, man får foræret. Men man skal være bevidst om, at man bliver doven af det og også kan blive udnyttet. En god huskeregel er at sige, at jeg selv skal finde på én historie, hver gang jeg har fået én foræret,« siger Rasmus Lindboe.

Jesper Larsen fra Berlingske Tidende genkender billedet, men føler sig ikke truffet.

»Det var selvfølgelig mindre professionelt tidligere, men der har været politiske rådgivere siden ruder konges tid, og politikere har altid gerne villet forære dig historier. Men det er klart, at der er en fare ved, at den ene front, politikerne, opruster med spindoktorer og så videre, og det skal vi være opmærksomme på, men jeg mener, spindoktorernes betydning er vildt overvurderet,« siger Jesper Larsen.

Den politiske virkelighed gør det også sværere at manøvrere som journalist. Siden 2001 har regeringen og Dansk Folkeparti kørt et meget tæt parløb, og der kan ikke skabes et flertal uden om regeringen uden først at få Pia Kjærsgaard med på ideen. Det smitter af på mediernes mulighed for at bide sig fast i en sag og presse regeringen.

Netop afgåede politisk redaktør på Ritzaus Bureau og nuværende nyhedschef på Politiken.dk, Christian Lindhardt, mener, at medierne har haft svært ved at håndtere en situation, der ifølge ham minder om et folketing med en flertalsregering.

»Hvis ikke sagerne rykker politisk, så er der en tendens til, at medierne opgiver dem for hurtigt. Hvis det ikke er mærkesager for Dansk Folkeparti, er der ikke noget at komme efter. Jeg savner dog, at man går mere efter debat og substans frem for at fokusere på flertallet i Folketinget,« siger Christian Lindhardt, der også peger på sig selv i sin kritik.

Han mener, at en af årsagerne er, at journalister gerne vil rokke ved noget, og at journalister på Christiansborg tænker i politiske konsekvenser. Men regeringen er fantastisk god til at lukke sager.

Christian Lindhardt mener, medierne bør blive ved med at bore i sager og fortælle om konsekvenserne af lovgivningen, uanset om det påvirker Folketinget.

»Jeg tror, der ligger mange historier omkring for eksempel Irak-krigen, som ikke er boret ud. Du skal gå efter den gode historie og substansen, også selv om du løber panden mod et flertal i Folketinget – det giver klogere læsere,« siger Christian Lindhardt.

Han peger også på, at meget få medier går ind og laver kritisk journalistik om udlændingeområdet og konsekvenserne af lovgivningen på området.

Forsker i journalistik på Syddansk Universitet Peter Bro sammenligner det at sætte en dagsorden med en Hollywood-produktion. Hvis manuskriptet halter, går filmen død, også selv om den startede lovende. Hvis en dagsorden for alvor skal bide sig fast, kræver det i sidste ende, at der er et flertal i Folketinget til at føre historien videre. Hvis det ikke sker, bliver publikum trætte af dramaet, og manuskriptforfatterne giver til sidst op. Og det er her, Dansk Folkeparti spiller en helt afgørende rolle.

»Fødevareminister Lars Barfoed blev udsat for et pres af Dansk Folkeparti, men da de så trak sig, stoppede sagen. Politiske journalister vil gerne sætte en dagsorden. Når de kan se, at en sag ikke bliver til noget, giver mange derfor op. Vi kan frygte, at vi går glip af en demokratisk debat om vigtige emner, hvis medierne giver op for tidligt,« siger Peter Bro.

Politisk redaktør på TV 2 Anders Krab-Johansen mener, det er naturligt, at en politisk sag er mest interessant, hvis der er et flertal i Folketinget for at skabe forandringer.

»Politisk journalistik handler om magten, og det handler hele tiden om at tælle til 90 mandater og vide, hvor flertallet ligger i din historie. Det er klart, at mange historier stopper, når man konstaterer, at der ikke er noget at gøre,« siger Anders Krab-Johansen.

Sidste gang, en regering blev væltet med hjælp fra pressen, var under Tamil-sagen, og spørgsmålet er, om journalisterne havde fået den fjer i hatten, hvis sagen rent hypotetisk havde fundet sted i dag. Tidligere politisk redaktør på Politiken Jakob Nielsen er nu freelancejournalist i Bruxelles. Han gætter på et nej. Dengang begyndte sagen blandt andet at rulle, fordi partiet CD ikke længere ville holde hånden under regeringen – i dag mangler der et lille midterparti, medierne kan lægge pres på og dermed gøre en forskel.

»Under Nyrup løb journalisterne rundt og ledte efter sprækker i regeringssamarbejdet, og det betød også, at der var enormt fokus på proces frem for indhold. I virkeligheden betyder den nuværende parlamentariske situation, at der er mere fokus på virkeligheden, og hvilke konsekvenser politikken har. Det er en sund udvikling,« siger Jakob Nielsen.

Han erkender, at det kan være sværere at få en dagsorden til at bide på Anders Fogh Rasmussen, end det var i forhold til tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen.

»Anders Fogh besluttede fra starten, at han ikke ville lade sig køre rundt i manegen af sager, og det kan man vel ikke være forarget over. Han er ekstremt dygtig til at sætte en dagsorden, og det er næsten blev gjort til noget suspekt. Jeg synes, man skal stoppe klynkeriet, ingen forhindrer dig i at skrive, hvad du vil,« siger Jakob Nielsen.

Troels Mylenberg har også hørt »klynkeriet« eller frustrationerne fra Christiansborg-journalister.

»Før Fogh oplevede journalister, at de virkelig kunne skabe ravage. Men Anders Fogh er en Super-Brian, der kan tage en på kæben uden at ryste. Journalister er forfængelige, og det er sjovest, at du gør en forskel, at du gør indtryk og flytter noget,« siger Troels Mylenberg.

Regeringen er stærk sammen med Dansk Folkeparti, og samtidig har oppositionen været svag i de senere år, forklarer Helle Ib, som er journalist på Christiansborg og skriver for blandt andet Dagbladenes Bureau.

»I de sidste 10 år har Venstre og Socialdemokraterne kopieret hinanden så meget, at den politiske bane er blevet snævret meget ind. Der er f.eks. stor konsensus om en stram udlændingepolitik, og derfor bliver udlændingestof ikke politisk sprængstof, og så kaster journalister ikke alle kræfter ind på det,« siger Helle Ib.

Journalist Elisabet Svane har arbejdet 16 år på Christiansborg for Ekstra Bladet og har i år skiftet job til redaktionschef på Ekstra Bladets Forlag, JP Politikens Forlagshus A/S. Hun betegner oppositionen under Fogh som elendig, men tilføjer, at det ser ud, som om den er ved at vågne op.

»Under Tamil-sagen havde man en opposition, som koordinerede sig, de havde snakket sammen, inden der var spørgetid i Folketinget,« siger hun.

I dag er regeringen blevet meget bedre til at sætte dagsordenen, og de bestræber sig på at undgå de sager, som red Poul Nyrup-regeringerne som en mare, som for eksempel Færø-sagen, Østrig-sagen og Rushdie-sagen.

Hendes råd til journalisterne er ikke at lade sig forblinde af, at politik er blevet klart mere professionaliseret.

»Jeg tror, man skal 'go classic'. Det vil sige skrive nyhederne uden hele tiden at tænke over, hvem de er til gavn for, og hvilket spin der ligger bag. Verden er stadig verden, uanset hvor mange spindoktorer der findes,« siger Elisabet Svane. /

Fogh cruiser – Nyrup tilter

Irak. Da Danmark gik med i koalitionen mod Irak, var det uden FN-mandat og med et smalt flertal bag Fogh i Folketinget. Der blev ikke fundet masseødelæggelsesvåben i Irak, og det skabte voldsom politisk debat i Storbritannien, men ikke i Danmark og ikke mod Anders Fogh.

Rushdie-sagen. Poul Nyrup aflyser i 1996 et arrangement med forfatteren Salman Rushdie. Angivelige advarsler fra CIA om trusler mod Rushdies liv var begrundelsen for aflysningen. Forfatteren fik efterfølgende en særinvitation, men afslog. Regeringen og Poul Nyrup kom i voldsomt politisk stormvejr – også fra de parlamentariske støtter.

Dagpengesag. Anders Fogh blev beskyldt for løftebrud, da finansloven 2004 indeholdt forringelser af dagpengene for de højt lønnede. Anders Fogh var i udlandet og lod beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen først forsvare forringelserne og derefter trække dem.

Dagpengesag. Poul Nyrup Rasmussen blev beskyldt for løftebrud, da han efter valget i 1998 gennemførte en reform af efterlønnen. Han afviste kritikken, indtil Socialdemokraterne dykkede under 20 procent af vælgerne i meningsmålingerne, så sagde han undskyld.

Pressemøder

Hver uge holdt Poul Nyrup et møde med Christiansborg-journalisterne, hvor alle sad rundt om et bord, hvor der ikke måtte optages billeder, og hvor der jævnligt blev snakket uden for citat.

Hver uge holder Anders Fogh pressemøde, hvor han står bag en pult, og hvor alt er til citat. Vigtigst er, at alt optages på tv – dermed har Fogh mulighed for med markante udtalelser at sætte en dagsorden, som ikke kun rammer aviserne.

Læs også: Eliten kræver kritiske journalister, Se verden, Solstrålehistorier om indvanderere, Kritikken drukner