På tre år er produktionsselskabet Bastard Film vokset fra seks til 32 ansatte, men det har aldrig været et mål for de tre gadekryds bag bastarderne at blive store.

 

Hvorfor trækker Bastard Films dokumentarprogrammer gang på gang million-seertal? Hvorfor har Bastard Film femdoblet antallet af ansatte på bare tre år? Hvorfor modtager selskabet hvert år priser og anerkendelse for deres programmer?

»Vi tillader os at være en niche-produktion,« siger Søren Steen Jespersen alvorligt. Han er den ene af de tre mænd bag Bastard Film.

Med et råb afbryder Thomas Stokholm, den ene af de øvrige to ejere.

»Drop de fine ord og kald i stedet en spade for en spade. Hvorfor ikke bare sige det, som det er: Vi kan noget, andre ikke kan. Derfor er vi en succes.«

Det er ikke Janteloven, der hersker på Bastard Film, men til gengæld er folkene bag produktionsselskabet heller ikke bange for at indrømme, hvad de ikke er gode til.

»Vi er enormt dårlige forretningsmænd, og hvis det handlede om at blive rige, så lavede vi noget andet end det her,« siger Søren Steen Jespersen.
Miki Mistrati, den tredje medejer, bryder ind og uddyber:

»Det handler jo også om, at vi tillader os at være nogle krukker. Vi siger nej til at lave underholdning og reklamer, som vi kunne tjene boksen på. Så hellere gå ned med mus og mand.«

Tonen på Bastard Film er bramfri. Åbenhed er et af varemærkerne i produktionsselskabet, der har modtaget et hav af priser for programmer som »Tvind under mistanke« og indslag om eksrockeren og politiagenten Dan Lynge.
»Vi er bange for spændetrøjer og lukkede døre. Det her er fleksibilitetens og de åbne døres højborg. Der skal sgu ikke være langt mellem medarbejdere og ledelse,« siger Thomas Stokholm.

I det hele taget er det svært at skjule noget som helst i Bastard Films lokaler i en baggård på Østerbro. Døre er der kun ind til toiletterne og til »akvariet«, et lille mødelokale med vægge af glas.

Indretningen er spartansk. Kun få steder afbryder kubistiske reoler med videobånd landskabet af skriveborde. På væggene hænger skifterammer med avis-spisesedler med historier gravet frem af bastarderne. Spisesedlerne hænger side om side med fodbold-plakater, flag og halstørklæder.

Bastard Film er en arbejdsplads med masser af testosteron. Kun knap en tredjedel af de ansatte er kvinder.

Dorte Høeg Brask er en af kvinderne på Bastard Film. Hun savner flere kvindelige kolleger.

»Tankegangen og omgangstonen i huset er meget hård journalistisk. Journalisterne er enormt dygtige til at se en historie og bide sig fast i den. Til gengæld savner jeg diskussioner om etik og om, hvordan historierne skal fortælles,« siger hun.

Frygten for at tage livtag med nogle af de blødere journalistiske diskussioner er uheldig, mener Dorte Høeg Brask.

»Huset mangler en ydmyghed over for den enorme magt, det har, i det øjeblik deres programmer sendes på tv. Ydmyghed opfatter jeg som enormt vigtig, men det er en skødesløshed, som jeg oplever flere steder i branchen,« siger hun.

Det var i Søren Steen Jespersens stue, at bastarden blev født for tre år siden.

»Bastarden er en møghund. Den er nysgerrig, snuser til det hele, roder i skraldespande, og den går ikke af vejen for at pisse op ad magthaverne,« siger Søren Steen Jespersen.

Det har altid været produktionsselskabets varemærke at lave dokumentarprogrammer i den investigerende ende af skalaen.

Den medarbejder, der har været længst på Bastard Film, er Søren Bendixen, som har været ansat i knap tre år. Han siger:

»Det er primært engagement, der kendetegner Bastard Film. Der sidder nogle ledere, som lever og ånder for at lave godt tv, og det smitter af på hele huset.«

De tre ledere af Bastard Film omtaler meget rammende sig selv som »venner, kompagnoner og musketerer«. Der er nemlig ikke langt fra Aramis, Athos og Porthos i Alexandre Dumas' klassiske fortælling om »De tre musketerer« til Bastard Films grundlæggere Søren Steen Jespersen, Miki Mistrati og Thomas Stokholm. Trods daglige skænderier og uenighed, så er det på produktionsselskabet »én for alle og alle for én«.

»Det journalistiske makkerskab knager og brager, og vi skændes hver eneste dag. Men venskabet holder os sammen,« siger Miki Mistrati.

For tre år siden forlod de tre deres gode lønninger på Nordisk Film for at få foden under eget bord. Selv om de i dag sidder i et af Danmarks mest succesrige produktionsselskaber, er de dog langt fra enige om strategien.

Tag for eksempel vokseværket: På tre år er antallet af kvadratmeter ekspanderet i takt med, at medarbejderstaben og antallet af produktioner er vokset. Men allerede dengang selskabet havde tre medarbejdere, rev Miki Mistrati sig i den sparsomme hårpragt og sagde: »Vi må aldrig blive større end nu«. Nu er der 29 ansatte på Bastard Film.

»Rammerne er fyldt helt ud nu,« siger Søren Steen Jespersen.

Han kigger ud gennem akvariets glasvægge. Udsigten er et kontorlandskab, hvor der ikke er plads til flere billige skriveborde fra IKEA.

Miki Mistrati læner sig ind over bordet og udbryder, at han »ikke ville sætte sig ned og tude«, hvis de pludselig kun var 15 medarbejdere igen. Han fastslår, at det aldrig har været et mål for Bastard Film at blive store.

»Jeg kan ikke undvære mine kolleger, men jeg kan sagtens undvære det enorme ansvar, der følger med pludselig at have en masse ansatte. Et godt eksempel er, at jeg ikke kan invitere 30 mennesker med hjem og spise i aften, som jeg har lyst til,« siger han med dybe furer i det runde ansigt.

Trods uenighederne om, hvorvidt Bastard Film skal blive større eller ej, så er der enighed om, at størrelsen risikerer at gå ud over den særlige Bastard-ånd.

Ligesom bastarden pisser op ad folk, kan det ved første øjekast se ud, som om Bastard Films medarbejdere også pisser på den hæder, de har fået. På dametoilettet hænger nomineringer til Årets TV-Oscar og en pris for Årets TV-Aktualitetsprogram.

Lokumsudstillingen er dog ikke et udtryk for, at bastarderne ikke er stolte af deres priser. Tværtimod, siger Thomas Stokholm, som ikke ved præcist, hvorfor priserne er havnet på toilettet.

»Pigerne skal vel have noget flot at kigge på,« siger han.

Udsmykningen på toilettet er et godt eksempel på bastardernes humor.

»Selv om Bastard Film efterhånden har nogle år på bagen, så er det stadig et meget ungt hus, og det gennemsyrer hele stemningen herinde. Det er stadig en ånd af idealisme, der præger alt, der bliver lavet,« siger klipper Klaus Bach, der sidder og redigerer »Sagen uopklaret« til den kommende »Krimiaften« på TV3.

Idealismen er nødvendig for at overleve i det benhårde produktionsmiljø, mener Klaus Bach.

Ånden på Bastard Film beskriver Klaus Bach som »masser af humor og frihed under ansvar«. I ansvaret ligger først og fremmest et krav om engagement fra medarbejderne. Kravet kan også være en kim til frustrationer.

»Det store engagement giver også en masse store ambitioner, som der måske ikke altid er penge til. Det betyder så nogle meget lange arbejdsdage. Det kan være frustrerende,« siger Klaus Bach.

Lange dage kender Marie Louise Toksvig alt til. Hun er redaktionschef på »Krimiaften«. På hendes computerskærm er det kedelige blå Windows-tapet skiftet ud med et billede af hendes lille søn. Men det er næsten også det eneste hun har set til ham, siden hun blev ansat i maj måned.

»Jeg har i snit arbejdet mellem 60 og 70 timer om ugen, men jeg nyder det,« siger Marie Louise Toksvig, der tidligere har været kriminalreporter på Ekstra Bladet og har lavet tv for DR, TV 2 og TV3.

Netop viljen til at knokle en vis legemsdel ud af bukserne – indtil produktet er 100 procent i orden – er alfa og omega for Bastard Films ledelse.

»Vi betaler høje lønninger. For de penge forlanger vi, at medarbejderne er engagerede. Lugter vi en død rotte, så er det ud af døren med det samme,« siger Thomas Stokholm.

 

Høje lønninger er endnu et af Bastard Films varemærker. Men virksomheden har ikke overenskomst med Dansk Journalistforbund, derfor findes der ingen lønstatistik. Repræsentanten for medarbejderforeningen, der blev stiftet for omkring et år siden, Søren Bendixen, siger, at medarbejderne er tilfredse med deres arbejdsvilkår.

»Dansk Journalistforbund (DJ) og Film- og TV-Arbejderforeningen (FAF) begyndte sidste år at presse på for at indgå en overenskomst. Vi havde ikke selv tænkt tanken, hvilket må være udtryk for, at folk generelt har været godt tilfredse,« siger han.

Bastard Films ledelse ville gerne tegne overenskomst, men syntes, at udspillet var for dyrt.

»Det udspil, som DJ og FAF kom med, ville koste os 800.000 bare at skrive under på. Det ville være ensbetydende med, at vi skulle dreje nøglen om,« siger Søren Steen Jespersen.

I stedet forsøger medarbejderforeningen nu at indgå en husaftale med ledelsen. For knap et halvt år siden fik ledelsen medarbejderforeningens krav. Endnu er der ikke sket noget.

»Vi kræver nogle minimumsvilkår omkring pensionsordning, ophavsrettigheder og barselsfond. Vilkår, som ikke koster Bastard Film en krone, så det er selvfølgelig frustrerende, at de ikke vender tilbage,« siger Søren Bendixen.
Administrerende direktør Søren Steen Jespersen indrømmer, at det er for dårligt, at der er gået så lang tid, og siger, at ledelsen snart kigger på husaftalen.

 

»Tre mand er den sikre vej til fiasko«, lyder et mantra. Thomas Stokholm, Miki Mistrati og Søren Steen Jespersen mener, at det i Bastard Films tilfælde er den sikre vej til succes. Hvad succesen skyldes, er de efterhånden blevet enige om. Lad os kalde en spade for en spade.

»Det er det herinde. Det hele er et spørgsmål om software,« siger Thomas Stokholm og sætter en finger mod tindingen.

»Bastard Film lever af ideerne. Det, at firmaet på den måde er os, er både vores styrke og vores svaghed. Vi har også en udløbsdato, og spørgsmålet er kun, hvornår vi løber tør for de gode ideer,« siger han.

Flere medarbejdere opfatter også ideudviklingen som Bastard Films bløde punkt.

»Hvis Bastard Film skal gøre noget bedre, så er det at blive bedre til at animere deres medarbejdere til at udvikle nye ideer. For ligegyldigt hvor dygtige de tre er, så kan de ikke blive ved med at finde på alle ideerne selv,« Marie Louise Toksvig.

Hun mener, at ideudviklingen er et ansvar, som de ansatte journalister på korte kontrakter også må tage. For eksempel fortæller Marie Louise Toksvig, at den sidste »Krimiaften« går i luften den 2. december, og at hele holdet bag produktionen er ansat til 1. januar. Hun regner dog ikke med, at der vil være den store ideudvikling forinden.

»Den måned burde udnyttes til at udvikle nye formater, så der kan skabes job til nogle af de gode mennesker, der er herinde. Men sådan er tingenes tilstand desværre ikke. I stedet vil tiden blive brugt til at netværke med alle de mennesker, man kender i branchen, for at finde den næste korttidskontrakt,« siger hun.

Dorte Høeg Brask mener, at Bastard Film i fremtiden skal arbejde mere med det visuelle udtryk og udfordre sig selv filmisk, hvis programmerne skal blive ved med at 'sparke røv', som det hedder i bastard-jargonen.

»Der sker ofte det, at når man ved, at man er god til noget, så dyrker man det. Bastard Film skal turde kaste sig ud i det, de ikke kender, hvis de skal blive ved med at skabe fjernsynsprogrammer, der sætter dagsordenen,« siger hun.

Bastard Films produktioner

Bastard Film adskiller sig fra andre danske produktionsselskaber ved, at de fra dag et har meldt ud, at de ikke vil lave underholdning, quizzer eller studieprogrammer. Produktionsselskabet vil i stedet udelukkende koncentrere sig om den dagsordensættende journalistik.

Bastard Film har bl.a. produceret »Porno på vrangen«, »Tvind under mistanke«, »Det dyre diplomati«, »Livvagten«, »Eksperimentet isolation« og »Våben til salg«. I alt har Bastard Film leveret mere end 20 programmer til TV 2.

For DR2 har Bastard Film produceret »Sagen ifølge Sand« gennem de seneste to år, samt »Retsreporteren« i 2001.

For DR1 og TV 2 Zulu er det blevet til en enkelt dokumentar hver.

Derudover har Bastard Film produceret »Krimiaften« for TV3 gennem det seneste halve år og indlandsstof til programmet »TV3-Extra« i et efteråret 2002.

Kilde: www.bastardfilm.dk

Bastard Film i tal

Bastard Film består af de to selskaber Bastard Film a/s og Bastard Film 2 aps.

Bastard Film a/s' dækningsbidrag faldt fra 4,5 millioner kroner i 2000 til 1,4 million i 2002. Selskabet havde i forrige regnskabsår et underskud på 179.000.

Bastard Film 2 aps, som blev stiftet ved indgangen til forrige regnskabsår, havde ved afslutningen af regnskabsåret et dækningsbidrag på 550.000 og et overskud på 69.000 kroner.

Årsregnskabet for sidste år er netop afsluttet, men er endnu ikke færdigrevideret.

Kilde: KOB a/s