Vagthund med næse for overlevelse

 De klassiske journalistiske dyder bør suppleres med et skarpt øje for økonomien. Det er konklusionen i en rapport om mediearbejdsmarkedet.

 

De klassiske journalistiske dyder bør suppleres med et skarpt øje for økonomien. Det er konklusionen i en rapport om mediearbejdsmarkedet.

Tværfagligt samarbejde med eksempelvis annonceafdeling og marketingmedarbejdere. Det er bare et af de nye krav til fremtidens journalister ifølge rapporten »Mediearbejdsmarkedet – arbejdskraft og kompetencer«, der er lavet af PLS Rambøll Management.

Konklusionen er, at journalister skal lære, at deres arbejdsplads er en ganske almindelig virksomhed med bundlinje og krav om indtjening.

Gør de ikke det, er risikoen for fyringer eller andre nedskæringer til stede. Overlevelseskampen på mediemarkedet er i gang, og journalisterne har været for længe om at opfange signalerne. Udgangspunktet for rapporten er, at medierne, både de skrevne og de elektroniske, er pressede af flere spillere på markedet, af færre annoncekroner og på kort sigt af lavkonjunktur.

»Flere journalister bør nok ændre selvforståelse fra kritisk vagthund til sælger af et produkt – for nu at sige det lidt skarpt.« Sådan udtrykker Christian Bason sig. Han er afdelingsleder i PLS Rambøll og ansvarlig for rapporten.
»Næse for målgrupper og nye journalistiske produkter vil i højere grad være et krav til fremtidens mediearbejdere,« siger Christian Bason.

En af dem, der taler om mere målrettet journalistik, er Lars Jespersen, redaktør i chefredaktionen på Nordjyske Medier.

»Smalle målgrupper har typisk et bedre kendskab til det emne, mediet dækker, og derfor skal journalister måske være endnu mere kritiske og klædt endnu bedre på, når de informerer målrettet,« siger Lars Jespersen. Han er sammen med Rune Bech, der er chef for TV 2 Interaktiv, blevet interviewet til rapporten.

De er enige om, at fremtidens journalister får langt flere udfordringer og jobmuligheder, end de har i dag.

Rune Bech og Lars Jespersen er også enige om, at den kritiske vagthund lever i bedste velgående – også i fremtiden – men han eller hun vil i stigende omfang arbejde sammen med kolleger, der løser alle mulige andre – og ikke mindst kommercielle – opgaver på et hårdt presset mediearbejdsmarked.

»Den klassiske journalist må aldrig fedtes ind i forretningsmodeller og kommerciel tankegang. De skal lave førsteklasses kritisk journalistik og vælte taburetter uden skelen til annoncører, kommercielle aktører eller politikere,« siger Rune Bech og fortsætter:

»Men for den voksende gruppe journalister, som ikke sidder i klassiske journalist-stillinger, er det afgørende at have forståelse for kommercielle sammenhænge.«

Mette Bock, chefredaktør på JydskeVestkysten, der også er interviewet af PLS Rambøll, siger:

»Hvis vi kræver af journalisterne, at de bruger mindre tid på kritisk journalistik, skyder vi os selv i foden. Det går ud over vores troværdighed, og det er troværdigheden, vi lever af.«

Hun mener i øvrigt ikke, at der eksisterer en modsætning mellem at bedrive kritisk journalistik og at have et skarpt øje for den økonomiske bundlinje.

Per Mikael Jensen, chefredaktør og direktør på metroXpress, har tidligere opfordret journalister til at gå en tur i marken med en sælger fra annonceafdelingen på metroXpres. Det var nu ikke for at skrive om den købmand eller Ford-forhandler, de gæstede, men for at journalisten skulle lære noget om sælgerens vilkår.

»Kender man hinandens arbejde, er der større sandsynlighed for, at man giver hinanden gode ideer. Men sidegevinsten er respekten for, at mediet også tjener penge,« siger Per Mikael Jensen, samtidig med at han understreger, at annoncesælgerne aldrig får lov til at tvinge en journalist til at »skrive en annonce hjem«.

MetroXpress’ chefredaktør ærgrer sig over, at han ikke selv lærte mere om mediers økonomi, da han gik på Danmarks Journalisthøjskole. Dengang troede journalisterne, ifølge Per Mikael Jensen, at bare de fik et job på en stor morgenavis, så var de sikret for livstid.

»Jeg ville så gerne have haft en bedre uddannelse i mediers økonomi, fordi jeg og alle andre tog alle journalisters goder for givet. Vi følte, hvis vi overhovedet tænkte over det, at vi var på finansloven – og det er kun Danmarks Radio, der er det,« siger Per Mikael Jensen.

Læs også: Morgendagens mediebillede, Det flermediale Danmark, Mediemikstur, Få ansøgninger og Fremtiden er flermedial.

 

0 Kommentarer