Nu skete det igen! En mediejournalist beskriver snøftende et pressemøde, hvor kommunikationsfolk, pressechefer og andet godtfolk trænger sig på.
Journalist Ole Mikkelsen sidder slukøret tilbage på bagsiden af Journalisten og beder om tilladelse til at stille et spørgsmål.
Jeg stiller spørgsmål, selvom jeg ikke har bedt om lov, og selvom jeg er kommunikationsmenneske. Det betyder ikke, at mediejournalister ikke også må. Men det betyder, at dagspressen bare er en blandt mange kommunikationskanaler for virksomheder, myndigheder, organisationer, ja for medierne selv. Sådan har det været længe. Derfor undrer det mig, at mediejournalister fortsat orker at drømme om dengang, hvor dagspressen og mediejournalisterne havde patent på at gengive virkeligheden. Se jer omkring: Det vrimler jo med kommunikationskanaler og medier! Dagspressen har sine fordele i forhold til visse målgrupper. Web, medlemsblade, interne medier, visuelle medier med mere er bedre til at nå andre målgrupper. At pressemøder skulle være til alene for dagspressen … psstt: Sådan er det ikke længere!
Kommunikationsafdelinger, kommunikationsfolk og andet godtfolk er kommet for at blive. Vi gør krav på at være en del af virkeligheden. Vores profession er at sikre, at afsenderens budskab serveres bedst muligt for modtageren. Vi gør ikke krav på at lave uafhængig journalistik. Vi er ikke altid enige med, men loyale over for vores arbejdsgivere. Vi udfører vores opgaver på mange forskellige måder og anvender mange forskellige midler og metoder. Vi udvikler os, vi forandrer os, og vi følger med tiden. Både min arbejdsgiver og mine målgrupper vil have Value for Money. Så jeg afprøver gerne noget nyt for at udføre mit job. Det må være derfor, mediejournalister synes, at kommunikationsfolket trænger sig på. Fordi vi blander os og vil være med til at sætte dagsordenen. Puha, hvilken frækhed! Det ville selvfølgelig være lækkert, hvis vi blot lænede os tilbage og afventede næste geniale træk fra mediejournalisten. Det ville i hvert fald være lækkert for mediejournalisterne, men spørgsmålet er, om det ville interessere andre?
Tør nu øjnene og kom ind i kampen! Det må blive lidt ensomt deroppe i elfenbenstårnet for mediejournalister, der drømmer om en verden for længe siden. Der er masser af historier fra virkeligheden, der venter på at blive vinklet, researchet og fortalt. Der ér plads til mediejournalister og deres måde at formidle på. Visionen kunne være at samarbejde i gensidig respekt for hinandens kompetencer. Så blev begge faggruppers arbejde måske endnu bedre! Jeg er klar på at prøve, men husk: Historierne bliver bare ikke længere serveret på et sølvfad alene for mediejournalisterne.
Christina Krog, cand.mag. i organisation & kommunikation. Ansat i Plan09, et projektsekretariat ved Miljøministeriet og Fonden Realdania.
10 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Det ender vel med at blive en diskussion om definitionen på "pressemøde".
I følge Nudansk Ordbog, så er "pressen" identisk med trykte medier, der udkommer periodevis, for eksempel aviser og ugeblade. Retteligt kan man også medtage elektroniske medier som webaviser, radio og tv under "presse".
Hvis man godtager denne definition, så må pressen være mediet, der når flest muligt, og dermed er et pressemødes formål at få spredt sit budskab bredest muligt.
Derfor kan man næppe kalde det et pressemøde, hvis målgruppen er en snæver flok af repræsentanter for interne tryksager, eller hvis målgruppen er en brancheforening, der skal vide noget om den seneste udvikling indenfor golfkøller.
Jeg godtager dermed, at din definition på pressemøde i virkeligheden burde kaldes noget andet. Men hvis du bruger min definition på et pressemøde, så kan jeg ikke se, hvorfor kommunikationsfolk skal med ind og "sætte dagsordenen".
Hvis det er Brøndby I.F., der indkalder til møde om endnu et dårlig årsregnskab, så ser jeg mig helst fri for, at spindoktorer og lobbyister stiller ledende spørgsmål og stjæler tid fra pressens journalister.
Det er efterhånden blevet sådan, at man som pressens journalist ikke længere kan ringe direkte til direktører og politikere uden først at skulle konsultere en pressechef. Det respekterer vi, så derfor kan vi vel også forlange lidt tilbageholdenhed fra kommunikationsfolk på pressemøder.
Afslutningsvis vil jeg anbefale jer på Plan09 at se Tim Burtons "Ed Wood", filmen om verdens dårligste filminstruktør med Johnny Depp i hovedrollen. Det er et kærligt portræt af transvestitten og filminstruktøren, der lavede "Plan 9 for Outer Space".
Det handler om hvad man vil opnå! Et budskab skal ud til nogle udvalgte modtagere og til det formål vælger organisationen/virksomheden (som afsender) en række kanaler. Nogle har de magt over - egne medier (typisk web og blade), andre har de tætte relationer til, hvorfor de er så godt som sikre på at få deres budskab igennem, - selvom der er tale om uafhængige redaktioner (fx. fagblade). Den sidste kategori er medierne - dagspressen - som jo er uafhængig. Alene derfor er det de færreste virksomheder/organisationer, som alene beror deres kommunikation på velviljen hos medier.
At alle er allermest interesseret i at få sit budskab ud til så mange som muligt - Nej, det er jeg ikke enig med dig i Chris. Vi anvender segmenteret kommunikation og har gjort professionelt siden først i 90'erne. Nogle budskaber egner sig ganske enkelt ikke til massekommunikation og ofte er det et succeskriterie i sig selv at ramme de færre, men rigtige modtagere, fremfor så mange som muligt. Men det er rigtigt: Vi indkalder til pressemøder, og inviterer også journalister og kommunikationsfolk samt mediejournalister.
Derfor mener jeg, at ordet "et pressemøde" er en forældet fortegnelse for det der ofte foregår, når organisationer, virksomheder osv. kommunikerer til dens omverden.
PS: Chris: Du er langt fra den eneste, der retteligt har moret sig over et indforstået navn, hvorfor vi i juni 07 selv viste filmplakaten: http://www.plan09.dk/Om+Plan09/Plan09+som+film.htm !!!
PPS. Det er første gang jeg blogger her på journalisten.dk ... Og derfor må jeg spørge de (fleste) andre her i spalten: Hvorfor vælger I denne stil til at diskutere i? Hvorfor er det nødvendigt at være ironiske, skrappe, morsomme på andres (= min i dette tilfælde) bekostning? Jeg kan godt ta' det, jeg lagde selv ud på Bagsiden, men det var jo netop en bagside med tradition for at sætte tingene på spidsen. Og mit spørgsmål lyder: Er det konstruktivt at fortsætte den stil her i bloggen?
...men den, der inviterer til pressemøde, er vel sagtens interesseret i at få sit budskab ud så bredt som muligt.
Mon så om det er pressens journalister, der samlet set henvender sig til et par millioner modtagere, eller om det er nogle kommunikationsfolk, der henvender sig til fem mennesker på et intranet, som pressemødets bagmænd er mest interesseret i at nå?
Jeg synes også den der med at sætte en dagsorden lyder lidt lummer. Hvis pressens journalister er ude lede opmærksomheden over på sandheden, så må kommunikationsfolk på et pressemøde være ude på at aflede opmærksomheden fra sandheden.
Til sidst vil jeg lige forsøge at ironisere omkring Krogs arbejdsplads, Plan09:
http://www.imdb.com/title/tt0052077/
Christina... du snakker i tåger, men stadig med fine, selviscenesættende ord. Når en virksomhed indkalder til et pressemøde, så er det vel et et pressemøde - uanset hvilke pseudobegreber du så vil brede ud over det.
Hvad laver du så til det pressemøde, hvor vi (medie-)journalister forsøger at gøre vores arbejde? Giv gerne eksempler og lad os få denne snak ned på jorden.
Efter min opfattelse er "pressemøde" en fejlagtig betegnelse for hvad mødet i virkeligheden dækker over. Det stammer fra dengang, hvor dagspressen var, om ikke det eneste, så det primære medie. Sådan er det jo ikke længere. Virksomheder, organisationer osv. kommunikerer via forskellige medier, så dagspressen er bare et blandt de mange. Pressemødet er for mediejournalister, ja vist, men i mine øjne er pressemødet også til for de folk, der arbejder på de mange andre kommunikationskanaler og ofte til en mere bestemt og mindre målgruppe. Mediejournalister formidler til den mere udefinerbare størrelse: den brede offentlighed.
Måske skulle man opfinde en mere tidssvarende betegnelse - dialogforum måske?
Flere