Vært på Vejret i DR ansat med løntilskud

En af DR's værter på Vejret er i job med løntilskud. Tillidsrepræsentant er betænkelig ved ordningen: »Mit udgangspunkt er, at det er uholdbart.«

En af DR’s værter på Vejret er i job med løntilskud. Tillidsrepræsentant er betænkelig ved ordningen: »Mit udgangspunkt er, at det er uholdbart.«

Igennem de sidste par måneder har en af DR’s værter på Vejret været en arbejdsløs akademiker i job med løntilskud. Hun har indgået i det almindelige vagtskema og præsenteret seerne for sol, regn og vind i flere af DR’s vejrprogrammer.

Den nye vært har mest været på Updates morgenprogram, udsendelserne klokken 12 og 15, og på skærmen i Deadline 17 på DR 2. Men nu kommer vejrmedarbejderen i løntilskud også til at præsentere vejret imellem Aftenshowet og TV Avisen på DR 1.

Tillidsrepræsentant for journalisterne i DR Nyheder Dines Boertmann er betænkelig ved ordningen.
»Jeg er villig til at lade mig belære, men mit udgangspunkt er, at det er uholdbart. Folk i løntilskudsjob skal være velkomne, men de skal ikke udføre arbejde, som ellers skulle være udført af andre,« siger han.

Ordningen er godkendt af formanden for magistergruppen i DR, tillidsrepræsentant Katja Sønder Tuxen. Til at begynde med satte hun også hælene i, fordi det lød som et regulært job. Men hun ændrede mening, fordi de øvrige medarbejdere på Vejret ønskede ordningen. De anså det for at være deres eneste reelle chance for at få en ekstra kollega, så de kunne udvide dækningen.
»Det, der blev tungen på vægtskålen, var, at ledelsen sagde, at der var gode muligheder for, at det kunne skabe et job. Men man kan da sagtens spørge, om ikke det var chefredaktionen, der skulle betale for sådan et forsøg,« siger Katja Sønder Tuxen.

Redaktør på Vejret Jesper Theilgaard blev glad, da ordningen blev godkendt.
»I mine øjne var det en fantastisk mulighed. Det er positivt, at vi har fået mulighed for at få afprøvet nye ting og fået flere arbejdsopgaver. Det har været en torn i øjet, at vi tidligere ikke kunne opdatere vejret om morgen. Det kan vi nu,« siger Jesper Theilgaard.

Der er reelt tale om, at DR forsøger at skabe et nyt job med løntilskudsordningen. Det bekræfter chefen for blandt andet Update, Per Bjerre, som også har personaleansvaret for Vejret. Han slår fast, at der ikke kommer en ny i job med løntilskud på Vejret, hvis ordingen ikke munder ud i en fast stilling.
Læs hele artiklen i det nye nummer af Journalisten

0 Kommentarer