I tre år har offentlighedsloven været udsat for massiv kritik fra journalister, redaktører og politikere på Christiansborg, som i dag danner flertal.

Nu kan kritikerne se frem til ændringer. Det fremgår af regeringsgrundlaget, at den kontroversielle paragraf 24 om ministerbetjening skal ændres.

Når offentlighedsloven skal evalueres i 2017, vil regeringen lempe ministerbetjeningsreglens beskyttelse af den interne og politiske beslutningsproces i forhold til de nuværende regler,” lyder det.

Anders Samuelsen har kaldt loven en »skamplet«, og Søren Pape har sagt, at »vi skal tåle at kunne blive set i kortene«.

Men hvad skal Søren Pape og co. gøre ved ministerbetjeningsreglen for at løse problemet? Journalisten har bedt tre kritikere med kendskab til offentlighedsloven om at give deres bud.

• Katrine Birkedal Frich, redaktør for DR's Undersøgende Databaseredaktion
• Ulrik Dahlin, journalist på Dagbladet Information
• Pernille Boye Koch, lektor i offentlig ret ved RUC

  Sådan ser paragraf 24 ud i dag:

Katrine Birkedal Frich: Drop paragraffen 

Katrine Birkedal Frichs begrundelse:
”At ændre formuleringen af paragraf 24 (alene) vil ikke i sig selv ændre problemet med loven. Problemet med paragraf 24 er primært, at den har sendt et stærkt signal til forvaltningen om, hvad der er vigtigt. Og det er IKKE åbenhed.”

Katrines insider-tip:
Hvis offentlighedsloven skal tjene sit formål – at sikre åbenhed om offentlig forvaltning som et afgørende princip og fundament for demokrati – skal vi have en kopi af den svenske offentlighedslov. Vi skal ikke sidde og forhandle om små rettelser i en samlet set dårlig lov, der kun har cementeret årtiers politiseret håndtering af aktindsigt.

Ulrik Dahlin: Fjern ordet ”ikke” i sætningen om retten til aktindsigt i interne dokumenter

Ulriks insider-tip:
Hent inspiration i miljøoplysningsloven. Erstat offentlighedslovens § 24 (og de andre ’nye’ paragraffer i offentlighedsloven) med den adgang til oplysninger, som ligger i miljøoplysningsloven. Den har IKKE begrænsningerne som i offentlighedslovens § 24 og § 27, stk. 2-regel. Og den giver STØRRE adgang til oplysninger end offentlighedsloven.
 

Pernille Boye Koch: Giv aktindsigt, når der er samfundsmæssig interesse

Pernille Boye Kocks bemærkninger:

Første prioritet må være, at § 24 udgår helt (og dermed også § 23, stk. 1, nr. 2). § 24 er hverken nødvendig eller hensigtsmæssig. Da jeg imidlertid opfatter regeringsgrundlaget (og Journalistens opfordring) som et udtryk for, at § 24 skal justeres og ikke helt ophæves, har jeg formuleret en ændret § 24. Men det er altså strengt taget min anden prioritet.

Der er i min justerede version af § 24, stk. 1 lagt centrale skærpede betingelser ind for brugen. Med formuleringerne, at ”det skal være nødvendigt til beskyttelse af væsentlige hensyn til den politiske beslutningsproces” er tilkendegivet, at undtagelsesbestemmelsen kun kan finde anvendelse i ganske særlige situationer. Myndigheden vil i en eventuel prøvelsessituation (hvis der klages til fx Ombudsmanden) være nødt til at fremlægge dokumentation for, at sådanne særlige forhold gjorde sig gældende i den konkrete sag.

Bestemmelsen i § 24, stk. 2 fastslår, at der skal foretages en afvejning i forhold til, hvad aktindsigtssagen vedrører. Handler det om en sag af samfundsmæssig interesse, kan undtagelsen i § 24 slet ikke anvendes.
Hensynet til ytrings- og informationsfriheden er i sådanne situationer så vigtigt, at aktindsigt skal gives, medmindre forholdet falder ind under en af de andre undtagelsesbestemmelser i offentlighedsloven.

I de særlige tilfælde, hvor et ministeriums organisation reelt har udviklet sig til en enhedsadministration (altså hvor styrelserne deltager lige så meget i den politisk-strategiske rådgivning som departementerne), kan man argumentere for, at der i særlige situationer kan være behov for at udvide undtagelsen for interne arbejdsdokumenter til også at gælde for dokumenter og oplysninger, der udveksles mellem styrelse og departement af hensyn til den politiske beslutningsproces og fri udveksling af meget foreløbige overvejelser.

Anvendelsen af bestemmelsen forudsætter imidlertid, at myndigheden kan dokumentere, at ministeriets opbygning og organisering lægger op til og praktiserer en sådan enhedsforvaltning, hvilket aktuelt kun vil være muligt for et mindretal af ministerierne (jf. også professor i forvaltningsret Carsten Henrichsens udtalelser ved høringen i Folketinget)