search

Værsgo, Jimmy Maymann: Her er de oplagte bud på Eldrups afløser

Journalisten har talt med kendere af TV 2 og mediebranchen for at finde den oplagte afløser for Merete Eldrup på TV 2. Du kan se listen, der både rummer markante navne fra store aviser og en tung, politisk profil, her

”Jeg kender en del i mediebranchen, men det er ikke sådan, at jeg lige har 10 navne, jeg ville sige ville være oplagte. Der skal vi bruge lidt hjælp til at få de bedste kandidater frem,” sagde TV 2’s bestyrelsesformand i går til Mediawatch, efter at Merete Eldrup havde meddelt, at hun planlægger at stoppe på direktørposten.

Jimmy Maymann er en af de få mediechefer i Danmark med international erfaring. Det danske netværk er mindre stærkt. Derfor har Journalisten med hjælp fra 10 anonyme kilder med indsigt i mediebranchen og TV 2 fundet de mest oplagte kandidater som ny direktør.

Jimmy Maymann – Foto: Kasper Palsnov/Ritzau Scanpix

Jimmy Maymann. I dag: bestyrelsesformand for TV 2

Faktisk vil det ikke komme som den store overraskelse, hvis den nye direktør for TV 2 ender med at blive Jimmy Maymann selv, og at han dermed vælger at give posten som bestyrelsesformand videre til en anden.

”Jeg tror, Maymann bliver kørt i stilling til det her i al hemmelighed,” lyder det fra en kilde.

Faktisk er Jimmy Maymann den kandidat, flest peger på.

”Han er godt inde i organisationen og den helt rigtige til at bringe TV 2 ind i en ny æra,” svarer en anden.

Han er tidligere iværksætter og direktør for Huffington Post, og han kender både den kommercielle, digitale og publicistiske verden.

”Navnet giver sig selv.”

Hans svaghed er, at han ikke har samme politiske netværk i Danmark som andre kandidater, og slet ikke på niveau med Merete Eldrup.

Anne Engdal Stig Christensen – Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Anne Engdal Stig Christensen. I dag: Programdirektør hos TV 2

Anne Engdal Stig Christensen har et CV med en fortid som programdirektør hos Discovery og planchef hos DR. Men den største del af karrieren har hun tilbragt på TV 2.

”Hun har TV 2’s dna i hver en fiber af kroppen. Hun er vellidt og skarp,” lyder skudsmålet.

Anne Engdal Stig Christensen er det sikre valg, som vil glæde mange medarbejdere.

”Internt er hun populær. Folk er glade for hende. Hun arbejder meget,” lyder sammenfatningen.

”Hun har arbejdet fint sammen med Maymann og vil være en yngre udgave af Eldrup,” mener en anden.

Anne Engdal Stig Christensen har bopæl i Odense. Det hjælper også.

Hun begyndte i TV 2’s programafdeling i de gode gamle pioner-dage. I dag er en af hendes roller at forene TV 2’s to identiteter blandt medarbejderne. Dem, der først og fremmest opfatter TV 2 som monopolbryder. Og dem, der først og fremmest ser TV 2 som en digital spiller drevet af stærke program- og kanalbrands.

Til gengæld mangler hun et netværk blandt politikerne, og spørgsmålet er, om hendes ledelseserfaring er tung nok til at gå hele vejen.

Peter Normann – Foto: Peter Helles Eriksen/Ritzau Scanpix

Peter Normann. I dag: Finansdirektør, TV 2

Den i offentligheden forholdsvis ukendte finansdirektør Peter Normann bliver af flere udpeget som en af favoritterne til jobbet som Merete Eldrups afløser.

Han kan sammen mere Merete Eldrup tage en stor del af æren for TV 2’s nuværende succes med solide overskud i regnskaberne.

”Peter og Merete har kørt et tæt parløb. Og han er slet ikke bare den kedelige økonomitype. Han er en helstøbt leder, som kender alle kroge af TV 2-systemet,” lyder en vurdering.

Og Peter Normann er ikke bange for rampelyset.

”Han elsker at være på.”

Peter Normann er oprindeligt McKinsey-konsulent.

”Og han svinger godt sammen med Jimmy Maymann. De taler samme sprog.”

Udfordringen for Peter Normann er, at TV 2 to gange tidligere har udnævnt en økonomidirektør til administrerende direktør, uden at det var en ubetinget succes.

Malou Aamund – Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Malou Aamund. I dag: Direktør, Google Danmark

Flere peger på fordelen ved at finde en kandidat uden for medieverdenen. Helst en person med den rette aldersprofil under 50 år, med masser af ledelseserfaring og digital indsigt. Et bud kunne være 49-årige Malou Aamund fra Google i Danmark.

Hun er kvinde, og hun har som Google-chef og tidligere folketingspolitiker gode kontakter på Christiansborg.

Til gengæld udstråler hun ikke ligefrem folkelighed. Vil hun kunne finde sig til rette i Odense?

Ja, måske, hvis Radio24syv også flytter sit hovedsæde til byen. Så kan hun slå sig ned i byen sammen med sin ægtemand, Radio24syvs kanalchef, Mikael Bertelsen, og give byen noget af et jetset-løft.

Mikael Bertelsen – Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Mikael Bertelsen. I dag: Kanalchef, Radio24syv

De færreste stiller spørgsmålstegn ved den bedrift, det var at skabe Radio24syvs frække og fornyende programprofil.

Mikael Bertelsen ved, hvad det vil sige at drive en medievirksomhed, hvor drivkraften er at være i opposition til DR. Men er det nok? Ja, mener flere i Journalistens panel.

”Han forstår de nye medier og har demonstreret på Radio24syv, at han kan lede med overskud,” lyder en af flere anbefalinger.

Med et skift til TV 2 slipper Mikael Bertelsen ud af en frygtelig kattepine: Nemlig folketingspolitikernes utallige krav til Radio24syvs fremtidige drift. For eksempel hvor i landet hovedredaktionen skal ligge.

Ligesom sin hustru, Malou Aamund, skal Mikael Bertelsen dog vænne sig til at være dus med den del af provinsdanmark, der bor uden for København, og som elsker at se håndbold i fjernsynet. Helst på TV 2.

Det kan blive en udfordring for Mikael Bertelsen, der ikke forstår, hvorfor seerne er så vilde med håndbold, ”men han har før overrasket”, som en kilde skriver. 

Anders Krab-Johansen – Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Anders Krab-Johansen. I dag: Administrerende direktør, Berlingske Media

Anders Krab-Johansen har haft job mange steder i mediebranchen. Han har blandt andet været politisk redaktør på TV 2 og studievært på News.

Nu er han administrerende direktør for Berlingske Media, som headhuntede ham fra Børsen.

Anders Krab-Johansens styrke er, at han har indsigt i både indholdssiden og det forretningsmæssige.

”Han ved, hvad det vil sige at drive en stor biks, og det vil være et skridt op for ham at skifte fra Berlingske til TV 2.”

Det taler også til Anders Krabs fordel, at han som tidligere politisk journalist kender Christiansborgs gange bedre end de fleste af sine modkandidater.

Efter en stor sparerunde sidste år lovede Anders Krab-Johansen medarbejderne, at han ikke havde nogen planer om at søge væk fra Berlingske.

”Jeg har personligt selv tænkt mig at blive her rigtigt længe og passe på de folk, der er her,” sagde han. 

Så hvis han skifter til TV 2 – som mange spår – vil han bryde sit løfte til medarbejderne.

Men hvem siger nej til et stort karrierespring, hvis muligheden byder sig?

Henriette Marienlund – Foto: Agnete Schlichtkrull/DR Presse

Henriette Marienlund. I dag: Direktør i DR Medier

DR og TV 2 har årevis rekrutteret medarbejdere fra hinanden. For eksempel arbejdede Henriette Marienlund på TV 2 Nyhederne i otte år, før hun kom til DR. Så hvorfor skulle TV 2 ikke nappe hende tilbage som direktør?

Hun bliver blandt andet rost for sin empatiske tilgang.

”Hun er kendt for at være en god lytter.”

Spørgsmålet er, om hun også har formatet og lysten til at blive topchef.

Margrethe Vestager – Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Margrethe Vestager. I dag: Konkurrencekommissær, EU

I danske bestyrelseslokaler sidder de mange steder og håber på at slå kloen i Magrethe Vestager, når hun stopper som konkurrencekommissær i EU. Vestager har star quality, og hun nyder stor respekt langt ud over Danmarks grænser for at tage livtag med især techgiganternes skattefinter.

”Hun har ledelseserfaringen, den økonomiske profil og kan for alvor manøvrere politisk,” siger en iagttager.

”Et fyrtårn. Et godt bud,” lyder det fra en anden kilde, der fortsætter:

”Det vil være lidt ligesom at ansatte Bjarne Corydon. TV 2 får en profil. Men Vestager har også meget at lære, hvis hun skal efterfølge Merete Eldrup.”

Martin Krasnik – Foto: Malene Anthony Nielsen/Ritzau Scanpix

Martin Krasnik. I dag: Chefredaktør, Weekendavisen

Mange troede, at Martin Krasnik skulle være chefredaktør på Politiken. Det job endte som bekendt med at gå til Christian Jensen. Men måske gør Krasnik ligesom Jørgen Schleimann i 1987 og Tøger Seidenfaden i 1992: Tager springet fra Weekendavisen til TV 2-direktør?

En del af Journalistens panel tvivler på, at en journalist overhovedet kommer til at stå i spidsen for TV 2. Men en af fortalerne for Krasniks kandidatur mener, at han ”har evner til meget mere end Weekendavisen og ville være en forynget udgave af Schleimann, der også slog bro mellem Weekendavisen og TV 2”.

Med Krasnik får TV 2 en chef, der befinder sig ”mellem det finkulturelle elitære og det dybe folkelige”. Men elsker han også boligprogrammer og 'Go’ Aften Danmark'?

Inga Vind – Foto: Agnete Schlichtkrull

Inga Vind. I dag: Direktør, TV 2 Østjylland

TV 2-regionerne er et godt sted at kigge hen, hvis TV 2 ønsker en chef med public service-erfaring – som ikke kommer fra DR. Et bud lyder på direktør i TV 2 Østjylland, Inga Vind, der tidligere har arbejdet i DR, TV 2 og Radio24syv.

Hun er 40 år, og på TV 2 Østjylland har hun demonstreret, at hun kan gennemføre en digital omstilling, lyder anbefalingen.

”Hun har vist, at man kan lave et radikalt turn around på en tv-station, hvor der er total fokus på det digitale og de yngre målgrupper.”

Især erfaringerne med at ramme et ungt publikum vil TV 2 have gavn af.

”Hun har det strategiske overblik, der skal til, for at TV 2 ikke bliver et reservat for ældre mennesker.”

Kommentarer
2
Martin Bjørn
31.01.19 09:38
Der er forhåbentlig også
Der er forhåbentlig også nogle kandidater med større kommerciel indsigt i tv-markedet, herunder kommerciel tv-distribution, kommerciel teknologi og kommerciel udnyttelse af rettigheder i samspil med det publicistiske. Det kan DR-alumni og gamle avisfolk ikke bidrage med.
Fremhævet af Journalisten
Alice Jacobsen
31.01.19 15:14
Michael Berthelsen. Han er
Mikael Bertelsen. Han er dygtig, fornyende. Sikke et godt job han har udført med Radio24syv. Bravo. OG...så kan manden overholde et budget og lave nyheder, relevante diskussioner og tage interessante emner - og alt sammen for små penge.

Daglig lytter af radio24syv - fra 07.00 - 24.00.

Fremhævet af Journalisten

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen