Her er så stille i lejligheden, at jeg kan høre pulsåren bugte sig på mine tindinger. Slagene falder kraftfuldt og langsomt, som om mit blod er stivnet, og tiden fryser til. Jeg ville lige læse nogle af praktikanternes artikler igennem inden morgendagens efterkritik, men browser i stedet frontalt ind i en tastefrisk mail fra direktør Morten Nissen Nielsen.
'Beklagelig meddelelse til alle' bekendtgøres der i emnefeltet, og så ved jeg jo på en måde godt, hvad den er slået, klokken. Han har aldrig haft for vane at overdramatisere dårligt nyt, og ja, vi er færdige uden at have gjort arbejdet færdigt. Nyhedsavisen er old news.
Træffer en usædvanlig beslutning om ikke at stævne de andre på Istedgade-bodegaen McKluud, men holde mig frisk til mandag formiddags fællesmøde med hovedinvestor Morten Lund.
I stedet chatter jeg vor mand i New York op på Facebook. Kaare har en højgravid kæreste og nok at se til. Han spørger, om han ikke må give mig et kald.
"Klart, lad os malke Sonofon, inden de lukker os ned," svarer jeg.
Øjeblikket efter er han i den anden ende.
"Det er uvirkeligt," sukker Kaare.
"Jeg fatter det vist ikke," sukker jeg tilbage.
Selv troede jeg, at eventyret var slut i sommer, da bestyrelsen truede med at skride. Troede, det var slut i februar, da vi blev halveret. Eller i august 2006, da den islandske låneøkonomi begyndte at skrante.
Men netop nu? En måned efter det glade budskab om en excentrisk amerikaner med fem milliarder dollar i banken som ny investor?
På vej i seng fanger Per mig nede fra McKluud. Man accepterer ikke mit sms-afbud til aftenens gravøl. Det er jeg i grunden ovenud tilfreds med og prajer en hyrevogn.
Klokken er knap midnat, da jeg når frem. Local Eyes filmer os. Ekstra Bladet stiller spørgsmål. B.T.s fotograf var nærmest på pletten, før den første medarbejder fra Nyhedsavisen sagde "bund eller resten i såret". Alle krammer rigtignok, men mest af alt griner vi.
Fredagens stædige rygter om vores død var måske ikke så overdrevne alligevel, men vi er journalister, så vi tror ikke på rygter, kun på kolde fakta og iskolde pilsnere.
Vi vædder på, om Morten Lund som varslet møder op mandag formiddag. Og i så fald – hvor hurtigt han fælder en tåre, og stemmen grøder til. De fleste tvivler. Jeg giver derimod den emotionelt anlagte mangemillionær tre tørre minutter. Hans selvforståelse harmonerer ikke med et no show. No way.
Ender med at kapre Café Sommersted nær Skelbækgade. En tatoveret stamgæst truer os med tæv, fordi han har hørt, at vi repræsenterer den danske presse. Sådan føles det bestemt ikke altid, får jeg tænkt, inden en af de andre får det sagt.
Mens sutten ender med at få én på lampen af sin egen drukkammerat – en afmagret fyr i tresserne med solbriller og lædervest – twister vi teksten til "Himmelhunden":
"Må man tage Nyhedsavisen med sig ind i himlen," skråles der så insisterende, at værtshusmutter Cindy simulerer at ville smide os på porten.
MANDAG MORGEN, 1. SEPTEMBER
Presseopbuddet foran McKluuds viser sig beskedent sammenlignet med det, der venter os foran Vandflyverhangaren. Nyheder i ring, DAGEN om igen. Sendevogne, fotografer og så en hel masse polakker, som kræver forklaring og løn.
Inde i kantinen knækker Morten Lunds stemme. Han sænker blikket, beklager og bedyrer. Skype-manden nægter at have scoret kassen på at smække kassen i og sværger på sine børn.
"Jeg vil lægge min tissemand i pant," supplerer han og erklærer sig noget nær bankerot.
Nattens væddemål har jeg for længst vundet. En fyr fra distributionen råber som den eneste op og kræver, at rigmanden punger ud for august måned.
Dramaet accellererer, da direktør Morten Nissen Nielsen en halv time senere trues af en flok utilfredse polakker. I det hele taget breder lovløsheden sig på Holmen. Mange har fået stjålet deres laptop under fællesmødet, og i løbet af natten har nogen sågar pillet nyhedsrummets enorme fladskærme ned.
Flokke på fire-fem bude raider nu gennem vores høje hangar, der næppe nogensinde har haft lavere til loftet. Til sidst afmonterer en gruppe den enorme kaffemaskine nede i hjørnet. Scenariet sætter ny uvirkelighedsrekord, og så god var kaffen altså ingenlunde. Men de forurettede gæstearbejdere forstår ikke, at Lønmodtagernes Garantifond også er til for dem.
I en døs af lunkne pilsnere – hentet af David Trads, såmænd – spøgelser fra fortiden og andres cigaretter pakker jeg musik, bøger og notesblokke. Advokatfirmaet, der langt om længe har fået posteret et vagtfirma, interesserer sig forbløffende lidt for indholdet af mine flyttekasser, da vi bærer dem ud i en ventende 3×34. Da det var slut med DAGEN, lykkedes det os ikke engang at smugle vores visitkort ud.
MANDAG AFTEN
Vi er vel 70-80 tidligere og nuværende medarbejdere på plads omkring bordene på værtshuset Fingerbøllet. Folk ligner stadig nogle, der fejrer frem for begraver. Måske fordi de største tudeture blev taget under forårets fyringsrunde. Dengang druknede visionen om en gratis kvalitetsavis til folket reelt og forvandlede sig til en regulær overlevelseskamp.
Min mobil ringer, og Morten Nissen Nielsen melder sig på banen. Det føles lidt uvirkeligt. Den detroniserede, men endnu energiske direktør vil lige rose mig for et par udtalelser i Nyhederne på TV 2. Jeg bliver nervøs for, hvordan mine citater mon er barberet ned.
Klokken 22.30 viser Fingerbøllet for første og sandsynligvis sidste gang Deadline på DR2. Stemningen er euforisk. Afgående chefredaktør Simon Andersen bæres frem, mens der skældes og smældes på koncernchef Lisbeth Knudsen fra Det Berlingske Officin. Hvis det skal forestille en gladiatorkamp, så skuffer Simon fælt. Den bjæffende blodhund går vanen utro ikke i flæsket på sin modstander. Måske er han simpelthen bare så ked af det, som han konstant giver udtryk for. Så ked af det, at det stækker hans angrebslyst.
Aftenen ender som en udholdenhedsprøve fra bodega til bodega. Ingen vil hjem. At tage hjem er som at sige farvel. Ingen vil sige farvel.
TIRSDAG 2. SEPTEMBER
Står sent op. Får også svaret tilbage på et par henvendelser fra jobmarkedet. En avis, der måske mangler sådan én som mig, og et større forlag, som måske vil have en bog om Nyhedsavisen.
"Kære Rune. Jeg har haft en ide længe. Jeg har tænkt på dig længe. Jeg har ikke fået rykket. Nu håber jeg ikke, det er for sent," skriver redaktøren.
Jeg er til fals for smiger, også den tykkeste af slagsen, og holder muligheden åben.
Praktikanterne er heldigvis fornemt på vej videre, og over telefonen udstøder vi jubelråb, hver gang endnu et af de kære føl lander en ny arbejdsplads.
ONSDAG 3. SEPTEMBER
Jeg ankommer til Ud&Ses redaktion, hvor jeg har været deltidsansat siden marts. Oliver, min kollega fra DAGEN-dagene, og jeg genopfrisker minder fra Peter Lincks dekadente avisutopi og bliver atter enige om, at det på godt og ondt var det hele værd. Den samme holdning deler alle tilsyneladende på Nyhedsavisen, selv om de anerkendende nekrologer drukner i harske kommentarer.
Vi bliver blandt andet bortdømt som naive, sekteriske, ansvarsløse og et symptom på en syg tidsånd. Helt ærligt. Meget mere forudsigelige kan reaktionerne ikke blive. Og dermed heller ikke mere nedslående. Det var vanetænkningen, lønslaveriet og det defensive avismageri, som mange af os gerne ville være med til at ændre på. Og nej, god damn it, vi var ikke blevet hjernevasket til at tro, at forretningsmodellen var risikofri. Vi løb en kalkuleret risiko, fordi den føltes værd at løbe. Det er derfor, vi ikke klynker.
Om aftenen får jeg tre nyslåede eks-kolleger forbi til pizza og kaffe for at diskutere, hvordan vi eventuelt kan skrue denne hersens bog sammen. Jeg skal ikke lave den alene, kan jeg mærke. Der er for mange afsindige historier at fortælle – også de negative og selvransagende – til at gå solo, og det ligger heller ikke til den holdånd (ikke at forveksle med tidsånd), som prægede Nyhedsavisen. Vi beslutter ingenting.
TORSDAG 4. SEPTEMBER
Har møde med forlaget og kommer siden til at gå ind i en tøjbutik, hvor nogen lænser mit kreditkort. Garantifond eller ej – jeg skal have mig et job inden alt for længe.
Om aftenen tager jeg til koncert med popfænomenet Snoop Dogg i K.B. Hallen. Følges med to tidligere sælgere og avisens it-chef og ender efterfølgende til minikomsammen hos veninde og kulturredaktør Silke. Festen stilner snart af, men folk hænger stædigt i.
Mig selv inklusive, selv om jeg skal ind i P1 næste morgen for at anmelde og udrede den gamle gangsterrapper. Man sender mig hjem på en lettere slingrende cykel.
LØRDAG DEN 6. SEPTEMBER
Er draget til fodboldlandskamp i Budapest. Vi er fire fra avisen, og da vi vælter ind på stadion, sætter vi stadig vor lid til roligan-bevægelsen. Men vi hepper og hopper nærmest alene. De mange rød/hvid-klædte, midaldrende mænd ligner nogle, der først og fremmest er taget af sted for at holde halvleg fra konen. Jeg tænker, at det er en del af tidsånden, at folk kun synger, når de vinder. Og at de med fordel kunne lade sig inspirere af Deadline-publikummet på Fingerbøllet.
SØNDAG 7. SEPTEMBER
Da jeg op ad eftermiddagen vender hjem til lejligheden på Rosenørns Allé, runger pulsen endnu kraftigere mod min tinding end for en uge siden. Tomheden er blevet en grad hulere, lejligheden et par decibel mere tyst. Det er ligesom at have været på lejrtur. Vennerne er forduftet, og du har ikke rigtig noget at give dig til. Så går det endelig op for mig. Mit værested er væk. To forrygende år kommer aldrig igen. /
Rune Skyum-Nielsen (f. 1978) er uddannet journalist fra SDU. Han var musikredaktør, featureskribent og praktikantvejleder på Nyhedsavisen. Nu deltid på Ud&Se. Inden da DAGEN, Information og Jyllands-Posten.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Jeg faldt tilfældigt over dit indlæg. Redaktøren har ret. Du burde skrive en bog. Det ville være én, der blev læst både for sproget og den gode historie.