Selvudviklende navlepilleri, styring af egen karriere og nye stofområder kan stimulere lysten til at blive ved. En journalist skal sætte sig selv i spil og have egne ideer.

"Du skal sætte dig selv i spil!"

Det er 36 års erfaring, som taler, og han mener, hvad han siger. Journalist Poul Blak, 56 år, er dybt engageret i sit fag. Han har skrevet en lang række bøger om journalistik og holdt mange kurser på Den journalistiske Efteruddannelse. Blandt andet "Kys din skrivefrø", hvor han har leget og lokket lysten tilbage hos skrivetrætte kolleger.

De seneste 16 år har han været journalist på Jyllands-Posten, hvortil han kom efter 20 år på Århus Stiftstidende.

Han ved, at han hører til de privilegerede. Han har for eksempel aldrig skullet hænge i klokkestrengen på grund af uafhentede, sultne unger. Han har stort set "bare" skullet passe sit liv og sit job. Alligevel vover han at stille krav til journaliststanden som helhed. Først og fremmest mener han, at journalister skal stille krav til sig selv, hvis de ikke vil føle sig udbrændte og overflødige som 40-årige.

"Hvis man gennem livet og karrieren er gået rundt som en hændervridende hængerøv uden at yde modstand, så går det galt. Man skal sætte sig selv i spil – og på spil – hele vejen igennem. Hvis ikke er det jo vanskeligt som 40-årig eller 50-årig pludselig at vågne op og sige: Hov! Nu vil jeg selv køre med klatten!

I vores fag kan man let komme til at lide druknedøden i andres holdninger, den offentlige mening og behagesyge – for indimellem kan det jo være barskt at stampe imod. Men også som journalist handler det om hele tiden at være chef for sit eget liv – og dermed chef for sin egen karriere. Vi skal dag for dag være med til at bestemme, hele tiden byde ind med ideer, sætte os selv i relation og præge vore omgivelser. Vi må aldrig forsømme en lejlighed – heller ikke fagligt – til at kaste os ud diskussioner og mærke argumenternes bæredygtighed.

Vi skal lave det, vi har lyst til. Eller som et minimum sørge for at få lyst til det, vi laver. Hvis vi hele livet igennem – ikke hver dag men ofte – laver noget, vi har lyst til, noget der er vigtigt for os, så kan det ses. Det, der er skabt af lyst, bliver læst eller lyttet til med lyst."

Dyrk din lyst
Nu er der jo sikkert ikke mange, som hver eneste dag springer ud af sengen og siger: Yes, nu skal jeg på arbejde! Derfor er det vigtigt, siger Poul Blak, at oparbejde evnen til at kunne motivere sig selv – også når man sendes af sted på de "tynde" opgaver:

"Det er nødvendigt at lyst-bearbejde sig selv. Hvis man på arbejde får at vide, at man skal lave noget andet, end det man egentlig havde planlagt og lyst til, hjælper det jo ikke noget at reagere med surhed og mathed. I stedet må man gøre sig selv lysten på opgaven. Hvis din chef kan se, at du løser sådanne lidt tamme bestillingsopgaver med venstre hånd, så begynder den nedadgående spiral, som ikke fører nogen fornuftige steder hen. Hvis du i stedet viser, at uanset hvor sølle og impotent opgaven er, så kan du få noget ud af den, så begynder den opadskruende samarbejdsspiral, og så varer det måske ikke længe, før chefen siger: Så lad dog barnet, han – eller hun – er jo god!

Hvis man er lysten, er det ikke faretruende at blive 40, 50 eller 60 år i vores fag, men hvis du smider lysten undervejs, så strander du uhjælpeligt."

Poul Blak vil også have os til at skifte stofområder, skifte vores arbejdsmæssige virkelighed, så der hele tiden kommer nye vinkler på det, vi arbejder med.

"Hvis du skriver om det samme stofområde år ud og år ind, så ligger matheden og rutinen på lur. Og det går ikke. Specialiser dig i noget nyt. Og bliv nysgerrig igen, råder han."

At sætte sig nogle mål med sin karriere er også en vigtig ingrediens. Når man sit mål, skal man omgående sætte nye mål, så man ikke pludselig står i for ung en alder og fak-tisk har nået det, som man ville, mener Poul Blak.

"Da jeg var ung journalist, var der en moden kollega, som sagde til mig: Her i faget – og i livet i øvrigt – skal målet være aldrig at nå målet!

Desuden må journalistik aldrig blive let. Du må aldrig gå til opgaven med den der fornemmelse af, at det her, det kører bare af sig selv. Det skal være en udfordring hver gang, deraf kommer lysten også. Lysten til at sætte sig op til at finde nye veje, nye muligheder, nye former og frem for alt til at bevare friskheden."

Dit indre klædeskab
Periodisk navlepilleri med tilhørende selvindsigt er nødvendigt for at udvikle sig som menneske og som journalist. Det er en af Poul Blaks teser. Det handler om at afsøge alle kroge af dit indre klædeskab – også dem man ikke kan lide.

"Du skal være selvoptaget – og det er ikke det samme som at være selvglad. Faktisk forhindrer det første det andet. Selvglæde er nemlig altid og hver gang lallende overflade. Men hvordan vil du ellers manøvrere med dine muligheder, hvis du ikke indgående kender dig selv – herunder dine fejl, mangler og svagheder?

Hvis du har et vigende eller for skrøbeligt ego bliver du hurtigt til gulvmåtte eller jagtet rundt i manegen. Du skal skabe rum omkring dig. Hvilket er en anden måde at sige på, at du skal skabe respekt omkring din integritet. Du skal spille dig selv. Du skal danse til din egen musik – ikke andres. Du skal nok lytte til og spille sammen med andre, men på dit eget instrument. Hvis nogen forlanger, at du spiller nede i en mørk og tom kælder, så spil dig selv så inderligt ud, at der ikke bliver ved at være mørkt og tomt i kælderen.

Gør det synligt, at det er et menneske af kød og blod, som har skrevet denne artikel, hvilket ikke betyder, at der skal stå "jeg" i hver anden linie. I stedet skal man vinkle sine historier, så de bliver vedkommende, så der bliver lagt mærke til dem. Mine damer og herrer: Journalistik er et konkurrencefag! Kvalitet gør en forskel! Her taler jeg ikke blot om det faktuelle indhold, men i mindst lige så høj grad den valgte form.

Dem, som har travlt med endelig ikke at stikke af fra normen, og som derfor rotter sig sammen i et arbejdsmæssigt afstivnings-fællesskab med for eksempel tre navne på bylinen, de er ikke særligt fascinerende for mig. Jeg vil meget gerne kunne se, hvem der har lavet hvad. Og det vil læserne også – er jeg sikker på. For vi taler jo her ikke om Watergate-artikler, men ofte om noget der er temmelig tæt ved petitjournalistik."

Fokus på ungdommen
Poul Blak kan ikke dy sig. Han har andet på hjerte, end hvordan vi bevarer glæden og lysten til vores arbejde. Dette andet hjertebarn har i virkeligheden også ikke så lidt at gøre med de ældres muligheder på arbejdspladsen. Det handler nemlig om tidens fiksering på ungdommen. Den kan virkelig bringe ham frem i stolen, og stemmen bliver bestemt ikke mindre kraftfuld, når han siger:

"Vi lever i en næsten ungdomsfascistisk kulturperiode. I religiøs forstand var det de gamle skriftkloge, der bar visdommen og autoriteten. Og hos naturfolk, som vi for eksempel kendte dem i Afrika, Amerika og Grønland, gik man også til de gamle, hvis man søgte sandheden. Nu lever vi altså i en syg kultur, som har givet ungdommen nærmest kult-status. Også på arbejdspladserne. Det er jo det samme som at snobbe for den noget afgrænsede viden og det erfaringsløse. Men hvor er de altså flittige!"

Der kommer mere fra den iltre, modne herre. Nu gælder det de ungdommelige tendenser i journalistikken:

"Da jeg var ung journalist i 60'erne, blev der også snobbet for os unge, men den store forskel var, at vi dengang blev sluppet løs på vores egen kulturkreds og aldersgruppe, vores egen musik og vores egen mode. I dag er tendensen, at de unge overtager det hele, bare fordi de er unge, hurtige og billige. Omkostningerne bliver, at der nok kommer en længde og en bredde, men dybden, den tredje dimension, mangler. Hvor skulle du unge også have dybden fra?

Jeg ved godt, at vi ældre ikke producerer så mange minutter eller så mange linier, som de unge gør. Dybdegravning med åndens og erfaringens spade tager tid. Men der sidder altså temmelig mange derude – forbrugere – som gerne vil have dybden og modenheden med. Og som ikke kan blive mætte af kuglelyns-journalistik.

Det er bestemt ikke fordi, jeg ikke kan lide de unge. De øser af en livgivende friskhed og en karskhed. Ja jeg kunne holde timelange foredrag om kvaliteterne ved at være ung journalist. Vi kan naturligvis ikke undvære dem, men de kan bare ikke erstatte noget, de ikke er – eller som de ikke rummer. Jeg gider for eksempel ikke at læse om, hvad en tyveårig mener om livet. Det gider jeg altså ikke. Jeg gider eksempelvis heller ikke høre en tyveårig interviewe en professor i filosofi. Professoren gider heller ikke, men han gør det alligevel. Og der strander journalistikken så."