Ud med ministerbetjeningsregel: Radikale foreslår ændringer til offentlighedsloven 

En ændring af offentlighedsloven vil have stor betydning for, om Radikale Venstre peger på en rød eller en blå regering efter næste valg, siger Sofie Carsten Nielsen

Under overskriften ’Offentlighedsloven skal ændres til en Åbenhedslov’ kommer Radikale Venstre nu med konkrete forslag til ændringer i den udskældte offentlighedslov. Det skriver B.T.

Blandt andet vil partiet fjerne den såkaldte ministerbetjeningsregel. Reglen giver mulighed for at undtage offentlige dokumenter for aktindsigt, hvis de udveksles mellem et ministeriums departement og dets underordnede myndigheder eller mellem ministerier indbyrdes, hvis de tjener til ministerens rådgivning.

Radikale Venstre foreslår også at oprette et særligt klagenævn for sager om aktindsigt samt at fjerne den såkaldte generalklausul, som blandt andet betyder, at aktindsigt kan nægtes, hvis der er særlige ”hensyn til private eller offentlige interesser”.

”De her paragraffer er blevet anvendt alt for omfattende, og man kan finde talrige eksempler på det i pressen,” siger Sofie Carsten Nielsen til B.T. og fortsætter:

”Derfor skal de fjernes. Det bliver muligvis mere besværligt at være magthaver, men det er vilkårene i et åbent demokrati.”

Direkte adspurgt, hvorvidt en ændring af offentlighedsloven vil få betydning for, om Radikale Venstre vil pege på en rød eller en blå regering efter et valg, svarer Sofie Carsten Nielsen:

”Det har stor betydning for, hvor vi lægger os, ja.”

0 Kommentarer