Væk med medierne – vi laver politik

”Man kan sagtens finde hoved og hale i regeringens mange manøvrer. Det handler om at sikre arbejdsro på Borgen, konsolidere magten og svække kritikken,” mener Øjvind Hesselager 
06.04.2018 · 14:01
Øjvind Hesselagers billede
Øjvind Hesselager
Ansvarshavende redaktør
Journalisten

Granaterne i medieudspillet er landet, støvet ligger over slagmarken, der er bombekratere, hvide flag og sejrherrer – selv om noget stadig kan forandre sig i de kommende måneders forhandlinger om medieforliget.

Danske Medier løfter armene. DR er blevet svækket. Flere penge til aviser uden for København. En huskekage til Radio24syv og usikkerhed omkring TV 2.

Men det er kun enkeltbrikker i et større puslespil, hvis man skal finde en mening i hele hurlumhejet.

Fjenden skal spredes og svækkes

For skal jeg fra udsigtsposten på Gammel Strand, få hundrede meter fra Slotsholmen kun adskilt af en mindre kanal, der stadig yder en slags beskyttelse, forsøge af forklare, hvad i alverden der foregår, så bliver det meget konspiratorisk.

Det er ganske enkelt ikke muligt at give en forklaring på magtens ageren den senere tid, der ikke får et skær af paranoia over sig. I hvert fald ikke, hvis man er kritisk tænkende journalist, der tror på, at det er sundt i et demokrati, at magten holdes i ørene.

For den eneste røde tråd i regeringens manøvrer er for mig at se, at den ønsker at sprede fjenden, holde kontrollen fra døren og sikre sig selv arbejdsro bag lukkede døre.

Hensynet til Danmark som falsk argument

I det mørkeste hjørne af min hjerne, er det kommunikationsstrateger i regeringen, der har bidraget til nogle af de grundlæggende tanker i de seneste års manøvrer. Og strategien er at bruge hensynet til ”folket” og ”hele landet” som gidsler i en manøvre, der reelt skal styrke regeringen og konsolidere magten. Gøre det lettere at være politiker – også dårlig politiker, der er blevet ristet af medierne – så at sige.

Først lukkede de processen

Lad os starte med offentlighedsloven. Den begrænsende pressens muligheder for at give borgerne reel indsigt i magtens arbejde, men blev solgt på, at den skulle sikre politikerne mere arbejdsro til gavn for lovarbejdet: Journalisterne forstyrrede det vigtige arbejde.

En argumentation, der fint bekræfter og bygger på letkøbte, udbredte og forkerte fordomme om både journalister og medier – men som på substansen intet har på sig.

Der er efter hård kritik nu kommet et forslag til korrektion af offentlighedsloven – men ændringerne fremstår mest kosmetiske. Regeringen fastholder dermed i magtfuldkommenhed en linje, hvor det bliver sværere at se den over skuldrene, men hvor den lader, som om den lytter.

Udadtil signaleres det, at nu er tingene i orden. Og kun en snæver ”demokratielite” interesserer sig reelt for, at det ikke er tilfældet.

Så flyttede de kontrollen

Dertil kommer en besynderlig byge af udflytninger af offentlige myndigheder – fx Miljøstyrelsen. De kom som lyn på en klar himmel – hvem har set behovet? – men sælges populistisk på det uafviseligt positive at skulle give arbejdspladser til andre hjørner af landet.

Men udflytningerne har også som konsekvens, at blandt andet fagfolk med indsigt i, om lovens bogstav følges til punkt og prikke, flyttes væk fra den politiske magt. Og også væk fra flere af de største medier. Væk fra hinanden. Væk fra store medier. Væk, væk, væk …

Måske de dygtigste fagfolk sågar ikke flytter med. Måske irriterende myndigheder svækkes. Og måske nogen begynder at holde mere kæft, når magten tramper så massivt?

Så skulle DR ud af byen

Dertil kom alle signalerne til DR om, at mere programproduktion skal ligge i provinsen. Kombineret med en opfølgende og overraskende brutal beskæring på 20 procent, en varsling af, at Radio24syv – den frække dreng i klassen med de overrumplende og konfronterende interviews – også risikerer enten udflytning og/eller beskæring.

Samt endelig signalet til TV 2 om, at den er for københavnertung, fulgt op med et varslet salg af dele af stationen, der kan betyde, at der kommer nye ejere, der måske ønsker en mindre journalistisk slagkraftig kanal. Læg dertil, at regionerne måske også skal spare 10 procent!

Resultatet er usikkerhed

Usikkerheden er plantet massivt. Hos DR, TV 2 og Radio24syv. Og den slags påvirker også journalister. Og embedsmænd. Man ser sig over skulderen, retter ind. Accepterer.

Ja, det er konspiratorisk læst. Men det samlede resultat er jo, at flere store og landsdækkende medier dels kan fremstå svækket, dels at kilder og medier spredes, og at eksperter kan fratages arbejdsglæden.

Og at muligheden for aktindsigt i dag er dårligere, end før den seneste offentlighedslov blev vedtaget.

Kan de private redde journalistikken?

Hov, de private medier var jo glade. Dagbladene fik noget af det, de bad om. DR blev jo svækket. Og der er også public service-pulje og nulmoms på digitale medier. Hurra, hurra!

Det hul i markedet, som et svækket DR efterlader, kan andre nu fylde med god journalistik. Danskerne vil valfarte til private platforme og blive storforbrugere der, fordi DR lukker et par kanaler, og Radio24syv og regionerne bruger færre reportere, for at spare penge. Der kan ansættes flere reportere på dagbladene!

Hvem tror på det?

Nettoregnestykket er negativt. Der er blødt hundredvis af stillinger ud af den journalistiske fødekæde i de private, mediestøttede medier det seneste årti. Alene i årene 2007-2014 røg der 500 stillinger. Det ændrer udspillet ikke på.

Så den konspiratoriske konklusion er, at der bliver mindre journalistisk og demokratisk kontrol med en stadig mere besynderlig politik.

Er det overhovedet konspiratorisk. Er det ikke bare sandt? Og trist.

Øjvind Hesselager

Ansv. redaktør.

Kommentar

06/04/2018 - 18:30

Lasse Glavind

Se nu lidt lyst på det, Øjvind. Om et år kan du lave endnu en damebladsartikelserie i Journalisten om freelancere, der tænker ud af boksen og tjener godt. Intet er så skidt ... du ved.

06/04/2018 - 18:44

Øjvind Hesselager

Kære Lasse

Tak for replikken. Jeg fornemmer der er en subtil pointe, jeg ikke har evnet at finde :-) Den må du gerne fremmane for mig.

Mvh Øjvind

09/04/2018 - 00:48

Søren Klovborg

Kære Lasse. Jeg vil også gerne vide, hvad pointen med din kommentar er. Du er vistnok specialist i forandringsledelse - hvorfor skal Øjvind om et år lave (endnu) en damebladsartikel om freelancere, der tænker ud af boksen og tjener godt? vh Søren

10/04/2018 - 09:04

Henrik Lind Jørgensen

Jeg tror, det var ironi, Lasse brugte. Det var næppe ros. I øvrigt vel skrevet, Øjvind. Det kan godt være, det er lidt skarpt skåret, men det er også fint at være kritisk i tide. Det værste er desværre, at befolkningen (som i så mange andre sager, hvor staten og politikerne tilraner sig øget kontrol) er ligeglad. Heldigvis er det ofte mere vanskeligt at ville kontrollere end dele viden, så jeg er ikke sikker på, politikerne "vinder". Beklageligvis taber vi alle, hvis troværdigheden til regering og politikere falder.

10/04/2018 - 09:11

Øjvind Hesselager

Kære Henrik

Tak for kommentar. Jeg tror desværre, at vi i medierne har været med til at bane vejen for, at det er så let for politikerne at kaste rundt med public service uden særlig indsigt.

De mange sager, som DR har udstyret sig selv med, har de håndteret elendigt, men vi har i den øvrige presse også være flittige til at mobilisere en stemning af, at DR som helhed var ødsel - hvilket ikke på noget tidspunkt er dokumenteret.

Det er kort sagt let for politikere, der vil fremstå handlekraftige, at skære i DR - det fremstår tilmed som en folkelig sag.

MVH

CAPTCHA
This question is for testing whether or not you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.

Seneste nyheder

24.09.2018 · 14:48

Avisen.dk kalder sig ikke længere uafhængig

Jakob Albrecht
24.09.2018 · 08:54

Kampvalg om formandsposten hos pressefotograferne i DJ

Maja Langberg
21.09.2018 · 15:20

DJ: Bonnier opfører sig urimeligt

Jakob Albrecht
21.09.2018 · 12:21

Kristeligt Dagblad laver netmedie

Jakob Albrecht

Seneste jobopslag

Kommunikations- og mediemedarbejder

EUC Lillebælt
Ansøgningsfrist: 07.10

Ekstra Bladet søger reportere til Jylland

Ekstra Bladet
Ansøgningsfrist: 21.10

Pressechef til DMI

DMI
Ansøgningsfrist: 05.10

Rektor til Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX)
Ansøgningsfrist: 30.09

Kommunikationsmedarbejder til sociale medier og presse

Odense ZOO
Ansøgningsfrist: 07.10

Studentermedhjælper

LIF - Lægemiddelindustriforeningen
Ansøgningsfrist: 01.10

FOA søger digital kommunikationskonsulent

FOA
Ansøgningsfrist: 08.10

TV2 ØSTJYLLAND søger redaktør for journalistiske satsninger

TV2 Østjylland
Ansøgningsfrist: 12.10

Kommunikationskonsulent

Socialpædagogerne
Ansøgningsfrist: 07.10

Danskskrivende journalist til Slesvig

Flensborg Avis AG
Ansøgningsfrist: 27.09

Forlagsredaktør

Bibelselskabet
Ansøgningsfrist: 04.10

Pressechef til Danmarks Lærerforening

Danmarks Lærerforening
Ansøgningsfrist: 01.10

Kommunikationskonsulent

Patienterstatningen
Ansøgningsfrist: 04.10

SOME- OG CONTENT MANAGER

Roskilde Festival
Ansøgningsfrist: 30.09

Reporter til TV2 Nord

TV 2 Nord (Vi lukker annoncen ned, når vi har den rette ansøger)
Ansøgningsfrist: 28.09

Studiejob i FN Byen

Unicef Danmark
Ansøgningsfrist: 07.10