Det er spild af penge, at DR har betalt sin studievært Reimer Bo for at interviewe Stein Bagger, mener Venstre. Også TV 2-vært Jes-Dorph Petersen kritiserer aftalen. Det sker ikke igen, siger DR-nyhedschef. Opdateret 9.19.
»Det er licenspenge lige ud ad vinduet,« mener Venstres medieordfører, Ellen Thrane Nørby, om det interview, som DR hyrede deres egen studievært til at lave i privat regi.
Ifølge Ellen Thrane Nørby er der andre motiver bag beslutningen – det handler om at undgå at lægge arbejde ud til private producenter.
»Det er paradoksalt, at DR er så meget imod udlægning af produktionen, fordi det er det, der helt åbenlyst er foregået her,« siger hun.
Derfor har Venstre krævet, at kulturminister Per Stig Møller ser nærmere på, om DR har frådset med licenspengene. Det skriver Politiken.dk.
Lige nu er forhandlingerne i gang til et spritnyt medieforlig, og Venstre har blandt andet foreslået, at DR skal forpligtes til at købe programmer "ude af huset" for dobbelt så mange penge, som de gør i dag.
Også en af de mest kendte værter hos konkurrenten TV 2 er kritisk over for Reimer Bos rolle.
»Reimer Bo har lavet et scoop – dyb respekt for det. Bare det var mig. Men hans rolle kan synes grumset, fordi han på én gang er tilrettelægger, købmand og vært,« siger Jes Dorph-Petersen til B.T.
Som DRs mest kendte ansigt er Reimer Bo underlagt ekstra skrappe krav om at være uangribelig, fortsætter han. Men nu kan seerne komme i tvivl om, hvem Reimer Bo egentlig arbejder mest for – sig selv eller DR.
Ifølge Jes Dorph-Petersen er det i sidste ende DR, der har et forklaringsproblem.
»Reimer selv har egentlig ikke gjort noget forkert – han har bare være smart og professionel på den forretningsagtige måde. Men der er efter min smag gået rigelig meget pengekasse i den, når en journalist og vært nærmest er på stykbetaling for sine bedrifter – endda for licenspenge. Jeg mener, det er DR, der har et forklaringsbehov. Ikke Reimer,« siger han.
DRs nyhedsredaktør, Ulrik Haagerup, erkender, at det er en problematisk aftale, DR har lavet med Reimer Bo, fordi den åbner for en mudret diskussion af, hvornår man er et privat firma, og hvornår man er journalist.
Så du vil medgive, at det ser mærkeligt ud, at en vært bliver betalt for et arbejde, han i forvejen får løn for at udføre?
»Det har du ret i. Det ser mærkeligt ud,« siger han til Politiken.dk.
Var det en fejl?
»Man kan i hvert fald sige, at det ikke kommer til at ske igen«.
Kort fortalt gik aftalen mellem Reimer Bo og DR ud på, at hvis studieværten kunne skaffe et interview med Stein Bagger, ville DR købe det. Reimer Bo er deltidsansat hos DR, og kritikken går på, hvorfor DR ikke kunne have sat en medarbejder til at lave interviewet, eller have ladet Reimer Bo gøre det i sin DR-arbejdstid. Men ifølge Reimer Bo havde han arbejdet på at få interviewet i stand længe, også før han blev ansat som vært på 21 Søndag.
Opdateret klokken 9.19.
3