Uwe breakede Tønders nye borgmester – men avisen udkom med en anden vinder på forsiden

Uwe Iwersen fra JydskeVestkystens Tønder-redaktion kalder det et plaster på såret, at han sent i nat var først med nyheden om, at valgets store stemmesluger mod forventning ikke løb med borgmesterposten

På papiret var det den sikre løsning, da JydskeVestkysten klokken 23:10 i aftes kunne sende sin papiravis i trykken med en forsidehistorie om, at Henrik Frandsen fra Tønder Listen triumferer i Tønder.

Med ni mandater og det største antal personlige stemmer i Tønder Kommunes historie virkede det så godt som sikkert, at Henrik Frandsen, der har været byens borgmester siden 2017, ville blive siddende på posten.

”Da vores papiravis går i trykken, sidder vi alle nede i vores lokale på rådhuset med en sikker fornemmelse af, at det ikke kan ende anderledes. Men det kunne det så altså godt,” konstaterer journalist Uwe Iwersen i dag.

Efter mange år på JydskeVestkystens Tønder-redaktion er han en dreven mand, når det kommer til kommunalvalg. Men gårsdagens valgnat endte alligevel som ingen andre, han har oplevet.

I de sene nattetimer blev der nemlig skrevet historie i forhandlingslokalet på Tønder Rådhus. Her blev valgets store vinder i Tønder til nattens taber, og valgets outsider Jørgen Popp Petersen fra Slesvigsk Parti endte som den store vinder af titlen som Tønders nye borgmester.

”Jeg har dækket kommunalvalg siden 80’erne, og jeg har aldrig været med til noget så intenst, uforudsigeligt og dramatisk som i aftes og i nat,” sammenfatter Uwe Iwersen.

Havde øjne og ører åbne

At Henrik Frandsens Tønder Liste endte med ni mandater, var ifølge Uwe Iwersen mere, end den nu forhenværende borgmester selv havde turdet drømme om.

”Derfor så han også sig selv som født til at indlede forhandlinger. Men det går altså helt anderledes,” fortæller Uwe Iwersen.

Mens Uwe Iwersen og resten af pressen befinder sig i foyeren på rådhuset, går forhandlingerne nemlig i gang med valgets store vinder uden for de hermetisk lukkede døre i et mødelokale på rådhusets anden sal. Forhandlingerne fortsætter time efter time, uden at Henrik Frandsen bliver inviteret indenfor.

”I sådan en situation handler det jo om at have øjne og ører åbne. Og på et tidspunkt forlader en SF’er mødet, fordi hans klimaambitioner ikke bliver tilgodeset. Mens alle interviewer den skuffede borgmester, fortæller SF’eren, at alle deroppe bakker op om Jørgen Popp Petersen som ny borgmester,” fortæller Uwe Iwersen.

Han stryger til tasterne og kan således bringe nyheden om Tønders nye borgmester, en halv time før de konstituerede politikere kommer ned ad trappen og bekræfter det.

Der går lidt sport i den

Uwe Iwersen kalder det selv ”et plaster på såret”, at han kunne breake nyheden om den nye borgmester.

”Det er jo også lidt det, det handler om, når de store aviser og tv-stationer og radio er der. Så går der lidt sport i den,” siger han.

Men selv om du breaker nyheden, udkommer I jo også med en papiravis, hvor ham, der ender tomhændet og uden for døren, udråbes til valgets vinder. Hvad vægter tungest?

”Der er jo dækning for rubrikken om, at han bliver valgets helt suverænt største vinder målt på stemmer, så det ER jo et triumftog. Og inde i avisen moderer vi og skriver, at han står med serveretten til at blive borgmester. Men det holdt jo så kun til klokken 03.44, før den forside blev overhalet af virkeligheden,” siger Uwe Iwersen og tilføjer:

”Det er derfor, det kaldes de lange knives nat.”

0 Kommentarer