search

Utroværdigt rygklapperi

Igen har en mere eller mindre sur kvinde eksponeret det faktum, at kvinder åbenbart ikke skal findes ligeligt fo

Igen har en mere eller mindre sur kvinde eksponeret det faktum, at kvinder åbenbart ikke skal findes ligeligt fordelt blandt mænd på listen over de 100 mest talentfulde i Berlingske Nyhedsmagasins liste over samme (link).
 

Sidst jeg tog dette fravær af kvinder op, fik vi en vidtløftig debat, der sluttede med, at en kvinde gav kvinderne skylden. Og ja, måske skal hunkønnet egentlig bare gå hjem og skamme sig over, at det ikke rigtig kan markere sig ude i samfundet.

Måske er det bare, fordi kvinders bedste naturtalent vitterligt hænger sammen med det at føde og opfostre børn, og at der herefter hverken er kræfter og energi til at gå efter erhvervsguldet. Måske.

BNY's liste får mig til at tænke på, hvorledes denne liste er kommet undervejs. Hvem sidder egentlig og taler disse personligheder op?

Grunden til, jeg overhovedet er kommet til at tænke over det, er ikke den åbenbare mangel på kvinder, men fordi jeg har en insider-viden om mindst én af de nævnte, og her er oplysningerne omkring vedkommendes meritter komplet ude i hampen, ja, faktuelt fuldstændigt ved siden af. Vedkommende er blevet pyntet med nogle fjer, der slet ikke har været i nærheden af ham. Og så tænker man jo sit. Om hele listen. Hvor mange er ligesom han kommet på listen med forkerte oplysninger?

Er denne person – og andre – med på listen, fordi nogen vil tale dem op? En tidligere kollega? En nær ven? Og i givet fald, hvad er listen så værd? Eller hvad siger den om de figurerede? Noget om deres arbejdsindsats eller noget om deres evne til at netværke?

Bevares, det sidste er skam også vigtigt i kommunikationens verden. Her kommer jeg uvægerligt til at tænke på David Trads, der på denne web-side fortalte om, hvordan han har kaffe-drukket sig til stillingen som Washington-korrespondent for Berlingske. David har skam mange talenter, men manglende USA-kendskab udstillede han på grummeste vis, da han sammenlignede Naser Khader med JFK – altså for ganske nylig. Igen: totalt ude i hampen. Men åbenbart tilstrækkeligt kvalificerende til en af branchens mest eftertragtede stillinger.

Måske er det netop kaffe, netværk og ”ja, tak – og amen, boss”, der er karrierefremmende i dansk presse. Måske især på Berlingske Media – hvilket så naturligt smitter af på BNY's liste.

Det gode råd til sure kvinder må vel være – og til andre, der kan tænkes at gå rundt og putte med deres talenter: Hold op med at satse på dygtighed og flid. Drik kaffe og bajere med udvalgte kolleger og indflydelsesrige mennesker, mens du lader manden passe ungerne derhjemme. Så skal du nok komme med på den ene eller den anden rygklapper-liste i drengenetværket.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen