Vi griner lidt af det. Det er efterhånden en så ofte repeteret sandhed, at journalister og medier er utroværdige, at vi ikke orker at tage det ind mere. Vi omdanner på redaktionerne i stedet problemet til galgenhumor og forklarer os selv, at det er klart, at vi er i opposition til det samfund, journalistikken i sin klassiske selvforståelse skal overvåge og give modspil.

 

Vi kunne også forsøge at forklare fænomenet. Og når vi – som Journalisten gør i dette nummer – undersøger, hvad det er folk svarer på og i hvilke undersøgelser, så er min første tanke, at det ikke er den konkrete journalistik, der udløser, at folk siger, at vores fag har et lavt omdømme.

 

Og selvfølgelig er Se og Hør-sagen ikke opløftende for fagets anseelse – men omvendt er den heller ikke forklaringen: Fagets anseelse har været i bund i stort set alle målinger de seneste mange år.

 

Jeg tror, at de nedslående målinger skyldes, at det er blevet en myte, at journalister generelt snyder på vægten, strammer historier og fejlciterer.

 

Kort sagt: Mange svarer det, de forventer er svaret. Det er selvforstærkende. Præcis som de svarer, at læger, sygeplejersker og politi er meget troværdige, selv om disse fag på sin vis slæber rundt på nogle ”bivirkninger” – fejl-operationer, voldsomme anholdelser og misforstået kollegialitet – der sagtens kunne tegne et andet billede.

 

Og så er det tilmed en gratis omgang for den enkelte at skælde journalister ud. Vi behøver ikke have tillid til journalistikken for at klare hverdagen. Det er straks værre med politi og læger, som vi ofte møder i situationer, hvor vi har akut brug for dem.

 

Journalistikkens skæbne er dermed meget lig folkeskolens. Den er med garanti bedre end sit rygte. Det betyder jo ikke, at skolen eller journalistikken ikke har et problem. Men det er snarere det dårlige omdømme, der er problemet, end det er fagets praksis og udførelsen af det.

 

Hvad kan man gøre ved det? Vi kunne for eksempel bede andre fag give en hånd til journalistikkens troværdighed.

 

Hvis nu politikere, magthavere og beslutningstagere holdt op med altid som det første at skyde på journalistikken, hver gang der bliver rejst et konkret problem, så ville det værste mytedannende tryk blive taget væk. Det er blevet en fast tradition, at myndighedspersoner og ansvarlige slipper af sted med at sige, at de er blevet citeret ud af en sammenhæng, eller at pressen er for kritisk – så er den sag ligesom tonet ned.

 

Pilen peger dermed også ind i vores voksende fællesskab i Dansk Journalistforbund – medier & kommunikation. For politikere og magthavere får jo ofte støtte i mediekritikken af presserådgivere, der den ene dag tjener til føden som værter på et kritisk debatprogram og den næste dag bidrager til mistænkeliggørelsen af pressen ved at sige, at ministeren ikke vil redigeres.

 

Måske vi skulle tage en DJ-debat om præcis den slags sager. Det virker da paradoksalt, at vi i dag ikke har tillid til den, vi var i går.

 

Måske skulle vi begynde der?