Generelt har de overlevende fra Utøya-tragedien følt sig respektfuldt behandlet af de norske medier. Det har dog været svært at se Breivik få så meget opmærksomhed. Det fremgår af den rapport som 22. juli-kommissionen fremlagde i denne uge.
De norske medier slap bedre fra 22. juli-kommissionens undersøgelse end det norske politi. Hvor politiet har fået meget kritik for deres indsats, har de overlevende for Utøya generelt positive vendinger til overs for mediernes behandling af dem, skriver journalisten.no.
Kommissionen har lavet en spørgeskemaundersøgelse blandt de overlevende fra tragedien og fået 185 besvarelser. De fleste har svaret på spørgsmålet om, hvorvidt de følte sig fremstillet respektfuldt i medierne. Tilsammen har de givet gennemsnitskarakteren 4,15 på en skala fra et til fem, hvor fem er "i høj grad".
Fritekstfelterne giver dog et lidt andet billede, skriver journalisten.no. Her har flere af overlevende givet udtryk for, at det har været svært at se Breivik få så meget opmærksomhed i medierne, ligesom de mange lækager til medierne bliver omtalt som en belastning.
Kontaktet mens skyderiet stod på
Der har tidligere været kritik af, at medierne kontaktede unge på øen imens skyderiet stod på. 45 af de overlevende svarer, at de blev kontaktet af medierne via opkald eller sms imens skyderiet stod på. 37 af alle besvarelserne beretter om, at de selv var aktive på sociale medier imens skyderiet stod på.
Medier bedre informeret end regeringen
Ifølge kommisionsrapporten var medierne i to tilfælde i løbet af d. 22. juli bedre informeret end regeringen. Til krisemøde i regeringen klokken 18.30 oplyste politidirektøren, at der var to bekræftede omkomne i regeringsbygningen. På det tidspunkt havde medierne i lang tid meldt om mindst syv omkomne. I alt døde otte personer af eksplosionen ved regeringskvarteret.
Til det andet krisemøde i regeringen 22.30, blev det indledningsvist bekræftet at mindst ti personer var blevet skudt på Utøya. Den oplysning blev givet mere end to timer efter, at nyhedsmedier havde videreformidlet øjenvidneskildringer om 25-30 dræbte. Først til sidst på mødet skulle politikdirektøren have gengivet ikke-verificerede oplysninger om at 50-60 mennesker kunne være blevet dræbt.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.