Generalforsamlingen i Fynske Medier blev onsdag orienteret om, at 2012 gav et hul i kassen på 48,5 millioner kroner.
Bag underskuddet ligger fratrædelsesomkostninger i forbindelse med sparerunder samt nedskrivninger på ejendomme og goodwill.
Årets regnskab blev betegnet som "utilfredsstillende". Men i en pressemeddelelse skriver Fynske Medier, at "de ekstraordinære nedskrivninger og hensættelser er gennemført for at øge de kommende års handlefrihed, når det gælder gennemførelsen af selskabets hidtil mest ambitiøse strategiplan og herunder stå frit, hvis den igangværende konsolidering på mediemarkedet giver mulighed for opkøb."
Fynske Medier har ca. 570 medarbejdere. Der var i 2012 en omsætning på 563 millioner kroner og en samlet indtægtsfremgang på 800.000 kroner.
De digitale aktiviteter bidrager med mere end 10 procent af omsætningen, men Fynske Medier er presset på printannoncerne.
Fynske Medier P/S er det driftsselskab, som udgiver Fyens Stiftstidende og Fyns Amts Avis. Derudover driver Fynske Medier 13 ugeaviser, salg af reklamefilm, avistrykkeri, offsettrykkeri, 10 lokale vejvisere/telefonbøger, digitale medier, radioer, GulogGratis samt avis- og reklamedistribution.
De to ejerselskaber bag Fynske Medier – Fyens Stiftstidende A/S og A/S Svendborg Avis – ejer henholdsvis 68,5 procent og 31,5 procent af Fynske Medier P/S.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.