En regning, som lød på 60 procent mere end det oprindelige tilbud, gjorde udslaget. Deloitte & Touche skal ikke længere revidere Dansk Journalistforbunds og a-kassens regnskaber. Deloitte & Touches regninger er ifølge økonomichefen, Torben Helløv, og forbundsledelsen for store. Det fik forbundets hovedbestyrelse til på det seneste møde at godkende et skift til revisionsfirmaet KPMG.
Deloitte & Touche havde givet et tilbud på revision af Journalistforbundets regnskab på 245.000 kroner i 2002, men regningen kom til at lyde på knap 400.000 kroner. Firmaets tilbud for 2003 lyder på cirka det halve, hvilket er tæt på tilbuddet fra KPMG.
Begrundelsen for at skifte er blandt andet, at KPMG tilbyder bedre sparring og rådgivning. Desuden mener økonomichefen og forbundsledelsen, at når Deloitte & Touche sidste år sendte en regning væsentligt over overslaget og nu tilbyder næsten halv pris for næste år, skaber det bekymring for, om tilbudet reelt kan holde.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.