search

Utilfredshed med DR

 OVERENSKOMST. Da overenskomstforhandlingerne mellem Dansk Journalistforbund (DJ) og DR blev genoptaget den 24. maj, skete det i lyset af en udtalt skepsis fra DR-journalisternes side. Utilfredsheden skyldes, at DRs ledelse tilsyneladende højst vil udvide den samlede lønsum med 1,15 procent.»Det er dybt beskæmmende og useriøst,« skriver journalisterne på DR Midt & Vest i en udtalelse refereret i medarbejderbladet DRåben.

 

OVERENSKOMST. Da overenskomstforhandlingerne mellem Dansk Journalistforbund (DJ) og DR blev genoptaget den 24. maj, skete det i lyset af en udtalt skepsis fra DR-journalisternes side. Utilfredsheden skyldes, at DRs ledelse tilsyneladende højst vil udvide den samlede lønsum med 1,15 procent.

»Det er dybt beskæmmende og useriøst,« skriver journalisterne på DR Midt & Vest i en udtalelse refereret i medarbejderbladet DRåben.

Lignende tilkendegivelser kommer fra journalisterne på DR Syd og DR København, og på Regionalen i Næstved siger de, at de får svært ved at stemme ja til et resultat på 1,15 procent.

Ifølge faglig konsulent Henrik Bruun, der leder DJs forhandlingsdelegation, ligger DJs krav på 1,66 procent. Det svarer til 600 kroner mere om måneden i forhold til basislønnen for fastansatte og TBAere (ansatte i tidsbegrænsede stillinger). Det, der skiller DJ og DR, er altså 0,51 procent, hvad der svarer til knap 200 kroner om måneden.

For freelancere er DJs krav højere end de 1,66 procent, og det skyldes ifølge Henrik Bruun, at freelancerne over de seneste to år har haft en væsentlig lavere lønudvikling end de fastansatte.

DR-overenskomsten udløber den 31. maj, og ved redaktionens slutning var det endnu uvist, om DRs ledelse ville varsle lockout.

»Begge parter er meget opsatte på at finde en løsning. Jeg tror dog roligt, man kan regne med, at hvis resultatet ender på 1,15 procent, så bliver det ikke stemt hjem,« siger Henrik Bruun.

 

 

 

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen