Uskøn cocktail

Muhammedtegninger. Øjvind Hesselager præsenterer det i Journalisten som en stor åbenbaring, at nogen kan få den tanke, at Muhammed-krisen ikke handlede om ytringsfrihed.

Muhammedtegninger. Øjvind Hesselager præsenterer det i Journalisten som en stor åbenbaring, at nogen kan få den tanke, at Muhammed-krisen ikke handlede om ytringsfrihed. Det er interessant af flere grunde. Især fordi det viser, i hvor høj grad hele retorikken omkring knæfald for mørkets kræfter og andet godt har virket, hvis man skulle se anderledes på det.

Personligt har jeg fra starten ment, at tegningerne var et udtryk for en uskøn cocktail af manglende kendskab til og respekt for fremmede kulturer, generel fordømmelse af det fremmede, godt hjulpet på vej af den politiske virkelighed, og sidst men ikke mindst ualmindelig dårlig redaktionel dømmekraft hos Jyllands-Posten. Et sådant synspunkt har dog været særdeles vanskeligt at komme igennem med i en meget ensporet offentlig debat igennem lang tid.

Måske er det derfor logisk, at det først nu dukker op til overfladen hos en større mængde mennesker, der omsider har givet sig tid til egentlig refleksion.

– Jens Kaarsholm, freelancejournalist

0 Kommentarer