Usikker fremtid for rektor på DJH

JOBBESKRIVELSE. Rektor Kim Minke kan meget vel være i gang med sin sidste periode som leder af Danmarks Journalisthøjskole (DJH) i Århus efter 12 år på posten.Journalisthøjskolens bestyrelsesformand, Lisbeth Knudsen fra DR, siger, at hun vil slå stillingen op, når Kim Minkes kontrakt udløber til oktober.

JOBBESKRIVELSE. Rektor Kim Minke kan meget vel være i gang med sin sidste periode som leder af Danmarks Journalisthøjskole (DJH) i Århus efter 12 år på posten.

Journalisthøjskolens bestyrelsesformand, Lisbeth Knudsen fra DR, siger, at hun vil slå stillingen op, når Kim Minkes kontrakt udløber til oktober.

»Det er den vej, vi vil gå. Jobbet som ny overordnet chef kan indeholde mange andre ting end i dag. Det er bestyrelsens opgave at finde ud af, hvilke kompetencer der er brug for, og det tager vi fat på nu,« siger Lisbeth Knudsen.

Bestyrelsen havde allerede på et møde den 6. december 2005 de første drøftelser om den fremtidige ledelse af DJH, men de mangler stadig svar på helt centrale spørgsmål. Før Undervisningsministeriet har svaret på det visionsoplæg, bestyrelsen sendte til dem i november, kan man reelt ikke beskrive i detaljer, hvad det er for et lederjob, der skal opslås.

Ifølge Lisbeth Knudsen mangler man især svar på, om Journalisthøjskolen skal lægges ind under de nye regionale Centre for Videregående Uddannelser. Ministeriet har indtil videre udskudt svaret på visionsoplægget, og realistisk set kommer det først til marts eller april.

Journalistforbundets medlem af bestyrelsen, DJ-formand Mogens Blicher Bjerregård, ligger på linje med formanden.

»Vi står over for en helt ny situation, og derfor finder jeg det meget naturligt, at man slår stillingen op. Det ser jeg ikke noget større problem i, og det betyder jo ikke, at rektor ikke kan søge den.«

Jobbeskrivelsen bliver afgørende for, om rektor Kim Minke, der har arbejdet på DJH siden 1982, vil søge sin egen stilling igen.

0 Kommentarer