USA forbyder injurie-turisme

Ny lov forhindrer, at amerikanske journalister kan blive ofre for strammere regler for injurier i andre lande. England er også på vej med ny lov for at forhindre injurie-turisme.

Ny lov forhindrer, at amerikanske journalister kan blive ofre for strammere regler for injurier i andre lande. England er også på vej med ny lov for at forhindre injurie-turisme.

Om få dage sætter præsident Barack Obama sin underskrift på en ny lov i USA, der skal beskytte journalister, debattører og andre med en kritisk pen. Problemet er såkaldt injurie-turisme, hvor en person, der føler sig krænket af en tekst, kan lægge sag an for injurier – og føre den i et af de lande, hvor det er nemmest at vinde, for eksempel Storbritannien.

Ifølge den nye lov kan en amerikansk domstol ikke længere anerkende en dom fra udlandet for injurier, hvis den er »i uoverensstemmelse med den ytringsfrihed, som garanteres i forfatningen«, skriver AP.

Nu kan en forsvarer med den nye lov i hånden foran en amerikansk dommer hævde, at en dom ikke er i overensstemmelse med den amerikanske forfatning. Hvis dommeren er enig, kan en amerikansk statsborger ikke retsforfølges i USA, selv om han er blevet dømt for injurier i et andet land.

Især Storbritannien har været i vælten for sin injurielovgivning. Under britisk lovgivning er det nemlig lettere end i andre vestlige lande at vinde en injuriesag. Det har blandt andet betydet, at en arabisk advokat har truet med at lægge sag an imod de danske aviser, der har bragt Muhammed-tegningerne – ved de britiske domstole.

Men Englands nye konservativ-liberale regering har lovet at ændre på lovgivningen, så det ikke længere er et foretrukket rejsemål for injurie-turisme. Justitsminister Lord McNally bekræftede løfterne i en tale for nylig foran det britiske Overhus, House of Lords.

0 Kommentarer