Første halvår af 2009 var et mareridt for de amerikanske medier. Ny opgørelse viser, at mere end 10 mia. dollar forsvandt fra det samlede annoncemarked.
Historierne om nedturen på det amerikanske mediemarked begynder at virke trivielle. Avis- og magasinlukninger er næsten blevet dagligdags fortællinger, men nu sætter en ny opgørelse tyk streg under alvoren af krisen.
Det samlede annoncemarked i USA mistede således mere end 10 mia. dollar i årets første seks måneder, skriver Financial Times. Og nedturen har lagt et kæmpe pres på både medieselskaberne, annoncebureauerne og mediabureauerne.
Ser man et helt år tilbage, viser de første tal fra Nielsen et samlet fald i annonceomsætningen på 15,4 procent, hvilket er den største nedgang i årtier.
Der er dog stor forskel på, hvor hårdt ramt de forskellige medier er. Kabel-tv har rent faktisk haft en lille fremgang i annonceomsætningen.
Dagbladene, der længe har været i vanskeligheder på grund af overgangen til online, fortsætter blot med at falde. Lokale aviser har tabt 13,2 procent, mens nationale aviser er gået hele 22,8 procent tilbage.
For magasinbranchen er der tale om en annoncenedgang på 21,2 procent for de store nationale bladtitler, mens lokale magasiner er gået 25,4 procent tilbage.
Altså et fald i reklameindtægter, der kan mærkes direkte på bundlinjen.
Den voldsomme krise i visse brancher – eksempelvis bilbranchen – slår direkte igennem på de medier, der hidtil har tjent styrtende på annoncer for netop biler. Amerikanske bilproducenter har samlet skåret 31,4 procent af deres reklamebudgetter.
Enkelte brancher har til gengæld skruet op for annonceringen. Det gælder fast food-restauranter, computer software og smartphones som Apple's iPhone 3G s.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.