search

Uro på TV Avisen

  

 

 

De ansatte på TV AVISEN er oprørte over, at kvaliteten af journalistikken daler, fordi de skal redigere deres egne indslag. Nyhedsdirektør Lisbeth Knudsen vil slet ikke anerkende problemet.

 

BUNDLINJE. Arbejdsmarkedsjournalist Niels Bjørn Hansen har sagt op efter at have arbejdet på TV AVISEN siden 1987. Den direkte årsag er det stigende arbejdspres, der har ødelagt hans arbejdsglæde.

»Jeg føler ikke, at jeg leverer det bedste, jeg kan, når jeg selv skal redigere. Jeg er simpelthen ikke længere stolt af det journalistiske resultat. Derfor går jeg på efterløn efter mange gode år på TV AVISEN,« siger Niels Bjørn Hansen, der netop er fyldt 62 år.

Opsigelsen førte til skuffelse og vrede hos mange journalister på TV AVISEN. Men frustrationerne har skramlet længe.

Siden DR Nyheder satte gang i digitaliseringen i 2001, er tidspresset øget for nyhedsjournali-
sterne. Mens tv-journalisterne førhen altid redigerede deres indslag sammen med en tekniker,
skal 25 procent af alle indslag nu redigeres af journalisterne alene. Det går ud over kvaliteten
af journalistikken, siger mange journalister på TV AVISEN og samtlige tillidsfolk.

»Det er ødelæggende for TV AVISEN, at vi bliver påført at levere til flere udsendelser og oveni selv skal redigere stoffet. Lige meget hvordan du vender og drejer det, så vil der stå dårligere journalistik på bundlinjen, når journalisterne selv skal redigere,« siger Jørgen Laurvig, tillidsmand på TV AVISEN.

Nyhedsdirektør Lisbeth Knudsen – som har ansvaret for at digitalisere DR Nyheder og i den forbindelse har nedlagt omkring 15 teknikerstillinger – anerkender slet ikke problemet.

Hun afviser, at selvredigeringen tager tid, som går fra journalistikken, og dermed forringer kvaliteten. Hun mener nærmest det modsatte:

»Jeg er ikke enig i, at det forringer kvaliteten. Nogen mener faktisk, at det forbedrer kvaliteten,
at man selv har styr på historien fra først til sidst.«

Denne store afstand mellem synspunkterne skyldes ifølge tillidsmand Jørgen Laurvig, at ledelsen dybest set ikke ved, hvad det vil sige at lave tv.

»Det er et skrivebordsprojekt udtænkt af folk, der aldrig selv har været i marken som tv-reportere,« siger Jørgen Laurvig.

Tillidsmanden taler på vegne af mange journalister på TV AVISEN. Fælles for dem, som Journalisten har talt med, er, at de godt kan lide at redigere, men at tiden, de bruger på det, går fra journalistikken, som dermed bliver ringere.

Asbjørn Date, indlandsjournalist, som tidligere har arbejdet bimedialt på Regionalen i Næstved i fire år, og som er habil til at redigere, siger:

»Jeg lavede for eksempel Jens Kramer Mikkelsens afgang som overborgmester. Jeg havde for lidt tid, og jeg kunne ikke få hjælp af en tekniker. Det indslag var jeg ikke tilfreds med.«

René Nielsen, indlandsjournalist:

»I går (26. oktober, red.) begyndte jeg klokken 15.30 på et indslag om medicintilskud. Jeg skulle lave aftaler, interview, indtale speak og redigere det hele selv til 18:30 TV AVISEN. Jeg skulle nok have bedt om hjælp, men gjorde det ikke. Jeg nåede ikke at lave manus, men måtte speake direkte til båndet. Og det er ikke første gang. Men altså, summa summarum: Vi har mindre tid, og dermed bliver kvaliteten også dårligere.«

Jesper Knudsen, indlandsjournalist:

»Digitaliseringsprojektet gør os ikke bedre. Det fremmer ikke kvaliteten, men sænker den. Uanset om vi bliver bedre til at redigere med årene, så bliver vi aldrig så gode til det som teknikerne.«

Lisbeth Knudsen anerkender ikke, at der er et problem. Tværtimod mener hun, at DR Nyheder og dermed TV AVISEN skal hæve kvaliteten med 20 procent (Jyllands-Posten den 4. september 2004) uden ekstra penge. Samtidig har hun barberet TV AVISENs budget med nogle millioner kroner, blandt andet ved at DR Nyheder skal betale løn til færre redigeringsteknikere.

– Mange journalister på TV AVISEN er frustrerede over, at kvaliteten bliver forringet. Hvad vil du gøre ved det?

»Det har jeg ikke tænkt mig at gøre noget ved. Ud over at vi yder støtte til at komme igennem den vanskelige overgangsproces, det er at gå fra analog teknik til digital teknik. Men der foregår en løbende dialog i det lokale samarbejdsudvalg om problemerne,« siger Lisbeth Knudsen.

 

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen