Selv om Ingolf Gabold kritiserer, at Peter Harms Larsen hovedsageligt bruger
amerikanske eksempler i »De levende billeders dramaturgi«, så mener han alligevel, at bogen er i verdensklasse.

• Peter Harms Larsen: »De levende billeders dramaturgi«.
  DRs forlag, 2003. Bind 1: Fiktionsfilm. 244 sider, 299 kroner. Bind 2: TV. 458 sider, 349 kroner.

Tekst: Ingolf Gabold, dramachef, DR

ANMELDELSE. »Film og tv-dramaturgien i denne aftapning bygger på nogle grundlæggende antagelser:

– at der findes en slags historiefortællingens grammatik som de fleste mennesker er blevet fortrolige med

– at de samme grundprincipper gælder for 'den gode historie' – uanset medie og genre

– at alt hvad der ses og høres, har betydning for publikum

– at alt hvad der kommer til udtryk, hænger sammen og skal udgøre en helhed – for at historien skal føles og opleves 'rigtig' af publikum.«

Sådan! Og tak for at disse dogmer atter fremhæves som grundlæggende aksiomer for audiovisuel kommunikation. Og det er så disse dogmer, der er brændstoffet i Peter Harms Larsens vældige dramaturgi-maskine. For en maskine er det – en dramaturgi-maskine, som skal have liv fra de mennesker, der vælger at betjene sig af den. Eller – for at gå til de myter, som er urfjeldet i vore historier – dramaturgien er som en lerskulptur, der vækkes til bevidsthed ved at få pustet sjæl ind i sin mund af skaberen af film og tv.

Peter Harms véd det naturligvis godt: »Det kan ikke understreges for tit at man ikke kan producere spændende og interessant tv ud fra teoretiske opstillinger og værktøjskasser med begreber,« lyder det i indledningen til bind 2 af »De levende billeders dramaturgi«, der omhandler tv-mediet og dets mange genrer og formater. Men lad mig først gøre et (alt for) kort ophold ved bind 1, der omhandler fiktionsfilm.

Ridley Scotts »Thelma og Louise« er valgt som bogens hoved-eksempel. Der er ganske få europæiske eksempler. Det kunne give indtryk af, at »De levende billeders dramaturgi« hovedsageligt henter sine værktøjer i amerikansk filmkultur – hvilket er forkert. Den amerikanske filmdramaturgi henter grundlæggende sin tankegang i Henrik Ibsens dramatik!

Når hertil kommer, at bind 1 rummer meget få – for ikke at sige næsten ingen – eksempler fra de senere års sejrrige danske filmproduktioner, kunne man forledes til at tænke, at dansk/europæisk film ikke benytter sig af bevidst anvendt dramaturgi. Dette er ligeledes forkert. Dette blot som et lille suk fra en ellers begejstret anmelder af Harms' bøger.

Og fra dette lille suk til en lille, men væsentlig uenighed om definitionen af et af dramaturgiens nøglebegreber: Plot. I Harms' definition hedder det, at plottet er »det konfliktfyldte handlingsforløb som tvinger den bærende karakter gennem en serie af skæbnesvangre begivenheder – bundet sammen af kæder af aktion-reaktion – frem til en skæbneafgørende forløsning.«

I denne definition er plot altså lig med filmens handling. Sådan defineres begrebet ganske rigtigt i USA og af de fleste også herhjemme. Det er synd!

Plot er for mig det 'brændstof, der hældes på' filmens handling 'for at få den til at køre'. Det betyder med et eksempel fra for eksempel Formans »Gøgereden«, at plottet her netop ikke er handlingsforløbet, hvor en oprørsk, utilpasset ener bryder med reglerne på et sindssygehospital og ender med at få det hvide snit, hvorefter en indianer tager friheden og flygter tilbage til sit reservat. Plottet i Gøgereden er snarere: hvad ville der ske, hvis man sendte en frihedselsker ind til en flok mennesker, der frivilligt – af angst for friheden – opholder sig i fangenskab!

Kejserens skæg? Nej! Pointen er, at plottet netop giver kreativ energi til at udvikle et handlingsforløb. Plottet er det åndepust fra filmskaberen, der vækker handlingen og hændelserne til live.

Fakta-genrernes tv-programmer bruger plot på samme måde som filmen. Når vi om føje tid skal til dansk kronprinsebryllup med tv, vil vi naturligvis sluge handlingsforløbet råt, og vi vil alle få høje hår, når Frede og Marry siger ja til hinanden i Domkirken og hvis det forfærdelige skulle ske, vil vi aldrig glemme det sted i handlingsforløbet, hvor den kongelige karet, som var det i slow motion, krænger faretruende, fordi karetens forreste, venstre hjul bryder sammen ud for universitetet i Nørregade.

Men det er nu engang plottet, der giver handlingen og hændelserne liv, det er plottet, der får blodet til at rulle heftigere i vores årer: hvad nu hvis en dansk kongesøn og tronarving forelsker sig i en smuk kvinde af borgerlig herkomst, oven i købet fra et fjernt og eksotisk land – og gifter sig med hende, så hun bliver Danmarks dronning!

I bind 2 af »De levende billeders dramaturgi« beskæftiger Harms sig med samtlige de hovedgenrer, undergenrer og hybrider, der findes i fakta-genrerne. Han styrtdykker virtuost ned i mediehavets tv-nyheder, tv-dokumentarer, tv-underholdning og tv-serier. Bind 2 er på 458 sider, og pladsen på hver eneste side er fyldt til bristepunktet med analyser af både ide, indhold, udtryk og produktionsforhold for en lang række programmer. Hertil kommer et righoldigt billedmateriale.

Bind 2 kitter fiktion og fakta sammen ud fra den grundlæggende tanke, at vi fortæller historier.

Den afgørende forskel på fiktions- og fakta-
historiefortælling er imidlertid de vidt forskellige kontrakter, de to former laver med deres publikum. I fiktionen kreerer filmmageren sin egen virkelighed mere eller mindre med udgangspunkt i den reale virkelighed. I fakta-formerne kreerer program-mageren på baggrund af en faktakontrakt.

»Her går faktakontrakten ud på at publikum skal have sin skepsis i behold, og grundlæggende skal måle den fremstillede virkelighed på hvad de i forvejen ved og går ud fra som givet,« skriver Harms og fortsætter:

»Videre går den på at det der fortælles – informationen i historien – kan bruges af publikum som grundlag for at kunne orientere sig og handle i virkeligheden.«

Men fælles for de to grundformer, fiktion og fakta, er altså historiefortælling. Fiktionsmageren skal, lige så vel som faktamageren, finde- og fortælle 'den gode historie' – og begge skal de 'have historien hjem'!

Således skal vi tage sproget alvorligt, og det gør Harms også. Harms er ikke fag-dramaturg, men uddannet cand.phil. i dansk; hans sprog er klart og hans begrebsapparat letforståeligt, uanset hvilket dramaturgisk værktøj han beskriver.

Da vi i begyndelsen af 80erne startede de såkaldte SUM-kurser for ansatte i Danmarks Radio, var vi de første i verden, der forsøgte os med en fakta-dramaturgi i lighed med de fiktions-dramaturgier, der foreligger helt tilbage til Aristoteles.

Peter Harms Larsen var en af foregangsmændene i dette arbejde. Og han er den, der par excellence har videreført teoridannelserne i faktaprogrammernes dramaturgi. Med andre ord: manden er i verdensklasse, og det fremgår også af dette tobinds værk.