Gratisavisen Urbans oplagstal faldt med over en fjerdedel i 2010. Det viser nye oplagstal.
Mens de to andre gratisaviser, 24Timer og MetroXpress, kan vise henholdsvis lille fremgang og tilbageskridt, falder oplagstallet for gratisavisen Urban drastisk. I de nye oplagstal kan man således se, at gratisavisens oplag er skrumpet med næsten 30 procent i forhold til februar sidste år – det svarer til omkring 35.000 færre aviser. Urban, der hører under Berlingske Media, er nu nede på omkring 90.000 daglige eksemplarer.
I oplagstallene kan man også læse, at Urban er helt nede under 300 uddelingssteder. Tilbage i starten af 2009 havde Urban over 1000 steder, hvor avisen blev uddelt, oplyser Dansk Oplagskontrol.
Urban ansøgte om distributionsstøtte for 2010, men fik det ikke. Ved en stikprøvekontrol viste det sig nemlig, at avisen brød reglen om, at højst 50 procent af avisens indhold måtte være reklamer. Urban gik dermed glip af omkring 17 millioner kroner i støtte i 2010.
Lisbeth Knudsen, direktør for Berlingske Media, fortalte dengang til Journalisten.dk, at afslaget betød, at Urban nu ikke længere behøvede at have annoncereglerne i baghovedet.
»Det giver os en større fleksibilitet for Urban i forhold til annonceindstik og omslag. Vi får frihed til at gøre, hvad vi vil, og det vil vi udnytte til spændende alternative annoncemuligheder,« sagde Lisbeth Knudsen dengang til Journalisten.dk.
Over en bred kam faldt oplagstallet for hverdagsaviserne med næsten 4 procent i forhold til februar sidste år. Blandt de landsdækkende dagblade er det kun Børsen og Kristeligt Dagblad, der kan vise fremgang.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.