"Når du skal photoshoppe billedet, kan du så ikke fjerne de pletter, jeg har fået i ansigtet?"
Jeg kigger gennem søgeren og kan se nogle røde pletter ved kindbenene. "Det er stress og mangel på søvn," fortæller den høje slanke mand med det mørke hår, skjorte og fløjsbukser. Urbans første chefredaktør Kåre Quist.

Han har som os andre arbejdet som en gal de sidste 14 dage for at blive klar til denne dag, hvor Urban for første gang kommer på gaden.

I ugerne op til er vi hver især blevet ansat på nogle lynfabrikerede kontrakter. Vi får 30.000 kroner rent i grundløn og 15.000 i bonus for hver anden måned, vi overlever.
En god deal, tænker den del af holdet, der kom direkte fra Journalisthøjskolen. Det gjorde mange af de skrivende og så jeg.

Men allerede før blækket er tørt på kontrakterne, ser vi, hvilken selvmordsmission vi er blevet sat på. Vi får nulstillet vores journalistiske dåbsattester.
Hver mand skal levere 2-3 historier hver dag. Vi er 7 journalister og 1 fotograf. Det betyder, at jeg som fotograf potentielt har mellem 14 og 21 fotoopgaver om dagen. Vi arbejder fra inden redaktionsmødet om morgenen til sent om aftenen, når avisen bliver lagt i seng.
Folk selvudnævner sig selv til redaktører. "Hey Larry, du er fotochef, Fredensborg, du er kulturredaktør, og så er Wikborg her sgu lige blevet sportschef til 37 fem," råber Lars Wikborg ud over redaktionen.

Konceptet er at lave en københavnsk ungdomsavis, men redaktionen er placeret i Avedøre lige ved motorvejen. Vi kalder stedet for 'røvhullet'.
Forbruget af taxabon'er er ekstremt. Flere gange om dagen kører journalisterne frem og tilbage mellem Avedøre og City. Der er ingen kantine i Avedøre, så for at vi kan få noget at spise, har Urban oprettet en konto på Cafe Sommersko lige mellem Strøget og Det Berlingske Hus.
Der spiser alle Urban-journalisterne (og så jeg) frokost, og brunch, og frokost og brunch og drikker cafe latte. Der er middag for journalister på avisen og deres hangarounds. Michael Jeppesen, der skriver bagsiden, har altid en hær af folk omkring sig, og så naturligvis hans lille hvide Paris Hilton-bøssehund, som vi alle bliver meget glade for.

Og der bliver købt ind på kortet. Stort ind.

På et tidspunkt spørger jeg Kåre, hvordan budgettet ser ud, men får blot et fjernt blik som svar.

Jeg spørger flere gange, om vi ikke kan købe et digitalkamera, men det har vi ikke råd til, selv om Berlingske for længst har lukket deres fremkaldermaskine i Pilestræde.

Jeg skyder i stedet alt på film med mit eget kamera og får filmene fremkaldt i fotoafdelingen i Illum. Nogle dage lukker Illum klokken 18, og andre klokken 20 og i weekenden er det helt ad helvede til, så det giver os mange problemer. Udover at det tager utrolig lang tid, er kvaliteten elendig. Hele processen stresser alle. Men der kommer en avis på gaden.

På redaktionen hører vi intet fra ledelsen. Det er som om de ikke interesserer sig for, hvad vi laver. Bare vi laver noget, der ikke direkte konkurrerer med moderavisen Berlingske eller B.T..

En fantastisk selvskabt eufori hersker på redaktionen. Os mod verdenen. Avisen kommer på gaden. Metro bliver holdt i skak. Vi er som soldater i en skyttegravskrig.

Jeg er stolt over at være med til at føde en avis, flov over at være del af en aviskrig, som alle fornuftige er klar over, at ingen alligevel vinder. Det er en krig, der ikke kan vindes – vinderen er den, der kan tabe flest penge uden at gå konkurs.

At pengene fosser ud af kontoen er alle vist klar over, og at avisen overhovedet overlever vores første to bonusrunder er et mirakel.
Pengene blæser ud af kassen, og ejerne bløder ud af ørene. Men vi kører på. Skal vi dø, skal vi dø i kamp.

Et par måneder efter den tumultariske start får vi et stort lokale i Pilestræde, cola-automat på redaktionen. Nogle af de selvudnævnte redaktører på avisen får endda overtalt en eller anden til, at vi også skal have leverancer af Cocio-kakaomælk på flaske. På køl. Enkelte journalister propper de store parkacoats fulde af kakaomælk på flasker, inden de tager hjem.

Michael Jeppesens lille hvide hund tisser på gulvtæppet på den nye redaktion. Det er heldigvis ovre ved nogen af annoncesælgerne.

Kåre står og fortæller noget til nogle af de andre på redaktionen. De samme fløjlsbukser, han havde på i elevatoren er nu et par måneder efter nu ved at falde ned hele tiden. Han må rykke op i dem flere gange. Den tynde mand er blevet mager.

Kåre Qvist, der er en fremragende reporter, og som har vist sig som ikke alene Danmarks yngste, men også Danmarks flinkeste chefredaktør, orker efter nogle måneder ikke at være chefredaktør mere. Han bliver skrivende. Den nye chefredaktør er en helt helt anden type.

En af mine kolleger fortæller en dag hvordan den nye chefredaktør har stået midt i redaktionslokalet, holdt fingeren op foran munden og sagt: Shyyyy. Alle blev stille. Han trykkede på en knap på telefonen, så medhør blev slået til. Derefter hørte man en elektronisk damestemme fra netbanken fortælle, hvor mange penge, der stod på hans konto.

Han får vel også en form for bonus. Jeg tænker nogle gange over, om den her bladkrig er det hele værd. Om pengene er givet godt ud.

En dag kommer en dame fra marketing ind med lagkage og fortæller, at vi har overhalet MetroXpress. Men hvor i alverden de tal kommer fra, er en gåde. Det eneste synlige bevis for det er det utrolige avissvineri, der er på de forskellige togstationer. Nørreport ligner i den periode Dronning Louises Bro efter nytårsfesten. Aviser flyver rundt i efterårsvinden.

Folk får stress. Redaktionssekretæren bryder sammen over det dårlige arbejdsklima. Min kæreste og jeg har bestemt os for at få barn, men når jeg endelig har fri, bliver jeg ringet op af journalister, der bliver sure, hvis jeg ikke kan komme på arbejde og fotografere. Der er jo ikke andre til at tage billederne. Jeg siger ofte ja. Jeg laver ikke andet end at arbejde, arbejde, og så sove en slags komatisk søvn. Jeg bliver nærmest impotent af at arbejde så meget.

Alligevel siger flere af mine fotovenner, at avisen ligner lort, og at jeg er til grin. Jeg kommer næsten direkte fra Journalisthøjskolen, hvor jeg har fået prisen for bedste hovedopgave, har udgivet en bog, haft udstillinger, vundet flere fotopriser. Og idet hele taget udråbt som et talent. Nu føler jeg, jeg er på vej i afgrunden. Jeg føler mig fagligt impotent. Mine fotovenner rykker sig, laver spændende projekter. Jeg står stille.

Efter 6 måneder bestemmer jeg mig for at stoppe. Jeg er bare blevet en brik i et stort spil. En soldat i en skyttegrav…

Den dag, jeg stopper på Urban, går jeg ned og køber et armbåndsur. Det ligger i vinduet i en butik lige bag ved Pilestræde. Hver dag kan jeg så kigge på klokken, og spørge mig selv, om jeg har brugt tiden rigtigt. Og det har jeg.