
Foto: Jonas Skovbjerg Fogh/Ritzau Scanpix
De her dage modtager medlemmerne af fagforbundet Socialpædagogen det nyeste nummer af deres fagblad med posten. Men noget er ikke helt, som det plejer at være.
På bagsiden af bladet er medlemmernes cpr-numre nemlig blevet trykt sammen med adressemærkatet. Og det er bestemt ikke meningen, understreger sekretariatschef hos Socialpædagogerne Rasmus Conradsen i en mail til Journalisten.
”Det er en meget beklagelig fejl, der er sket. Vi er helt klar over, at det er utrygt. Det må aldrig ske igen, og vi har derfor også med det samme taget alle de nødvendige skridt for at sikre, at det ikke sker,” skriver han.
Han oplyser desuden, at forbundet selv har meldt sagen til Datatilsynet.
”Og så har vi skrevet en kæmpe undskyldning til medlemmerne,” tilføjer Rasmus Conradsen.
Fagbladets chefredaktør, Søren Lauridsen, har også skrevet en mail til modtagerne af bladet og undskyldt.
Lover at erstatte
Socialpædagogerne oplyser, at i alt 42.730 personer er berørt af fejlen. Ifølge sekretariatschefen er der tale om ”en menneskelig fejl”.
”Fejlen skete, da vi lavede et udtræk af abonnenter fra vores medlemssystem. Filen med modtagere sendes til forsendelsesfirmaet, der påtrykker modtageroplysninger på bladene,” skriver Rasmus Conradsen og tilføjer:
”Meget af arbejdet foregår med maskiner, men derfor er det selvfølgelig vores opgave at sikre og minimere de skader, der kunne ske, hvis de personlige oplysninger kommer i de forkerte hænder.”
Forbundet er nu i gang med at kigge alle procedurer igennem og lover at erstatte, hvis et medlem lider skade ved vores fejl.
Journalisten forsøger at få et interview om sagen med Datatilsynet.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.