Ekstra Bladets journalist Kristoffer Miles løfter røret og taster nummeret på Venstre-medlem Leif Krarup. I den anden ende tager Leif telefonen. Kristoffer Miles fyrer sine spørgsmål af. Leif kritiserer i stærke vendinger forsvarsminister Carl Holst. Journalisten skriver artiklen med kritikken, og den bliver publiceret og delt på de sociale medier.
Det eneste problem er, at Kristoffer Miles slet ikke har talt med næstformanden i Venstres bestyrelse i Region Sydjylland, Leif Krarup. Han har i stedet talt med Leif Jensen, der er en helt almindelig borger og intet har med Venstre at gøre.
»Han siger selv: »Hej, det er Leif.« Jeg siger dog ikke hans efternavn, og det skulle jeg have gjort. Men han svarer noget, som egentlig giver god mening, når det kommer fra en utilfreds kilde i baglandet. Det er meget plausibelt, så der er ingen af mine alarmklokker, der ringer overhovedet,« siger Kristoffer Miles til Journalisten.
Har ladet fejlen stå
Ekstra Bladet har siden korrigeret artiklen og ændret overskriften til ”Ekstra Bladet beklager: Interview med forkert mand”.
Den ændrede artikel blev lagt på forsiden af ekstrabladet.dk igen og delt på sociale medier.
I artiklen har avisen tilføjet en beklagelse i starten og markeret den forkerte passage ved at overstrege den.
»Det er for at sikre, at folk kan se, at den er blevet rettet, hvis de allerede har læst den oprindelige artikel. Det er meget logisk, at folk, der har delt og læst den, kan gå tilbage og se rettelsen i den samme artikel med den oprindelige tekst. Så ligger der dokumentation for vores fejl,« siger Kristoffer Miles, der understreger, at den beslutning er truffet af både chefredaktør, webredaktør og nyhedschef på Ekstra Bladet.
Han er glad for, at fejlen blev opdaget hurtigt.
»Vi kunne heldigvis fjerne misforståelsen med det samme, men samtidig gøre opmærksom på fejlen. Vi har på ingen måde prøvet at skjule det, for det kan jo være skadeligt for manden selv, hvis folk tror, han har udtalt sig sådan.«
Ekstra Bladets journalist er dog stadig pinligt berørt over at have ringet til den forkerte uden at opdage det.
Bør der ikke være en advarselslampe, som blinker helt vildt her?
»Normalt, når man får forkert nummer, vil kilden hedde noget andet eller undre sig over, hvorfor man ringer. Han svarede bare beredvilligt. Jeg fattede simpelthen ikke mistanke til, at han ikke skulle have den post. Jeg kommer aldrig til at interviewe nogen igen uden at sige hele kildens navn til dem,« siger Kristoffer Miles.
God gammeldags koldsved
Kristoffer Miles bliver bekendt med fejlen, da en journalist fra et andet medie ringer og siger, at Leif Krarup over for dem siger, at han ikke har snakket med Ekstra Bladet. En udmelding, som Kristoffer Miles slet ikke kan forstå.
»En lolkalformand har tidligere fået kolde fødder over for Politiken, så jeg siger, at det ikke kan passe, for jeg har jo det hele på bånd. Jeg tjekker mine udgående opkald og opdager, at der er et enkelt forkert ciffer i det nummer, jeg har ringet på,« fortæller journalisten, der først derefter forstår, at han slet ikke har talt med Leif Krarup.
»Jeg undrede mig, for han udtalte sig jo til mig. Så jeg slår nummeret op, og så hedder han gudhjælpemig også Leif, bare Leif Jensen. På det tidspunkt får jeg god gammeldags koldsved og tænker, ”hvad fanden er der sket?”,« siger Kristoffer Miles.
Inden journalisten når at ringe til Leif Krarup, ringer han selv til Kristoffer Miles.
»Jeg beklagede meget. Han var selvfølgelig ikke glad, hvilket er fuldt forståeligt, men han accepterede min forklaring, hvor fantastisk den end lyder,« siger han.
3 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Sjovt så det ud på afstand, men det var en fejl mange kunne have lavet. Jeg synes, EB og Kristoffer Miles fortjener ros for håndteringen efterfølgende og måden man retter det på.
Bedste mediehistorie EVER!!
"UPS" er da en pæn formulering. Én ting er at "tale forbi hinanden" men at være i stand til at gennemføre et interview med en tilfældig gut fra Lars Tyndskids mark og ikke på noget tidspunkt registrere at der er noget galt kan kun betyde at Miles ikke har ringet for at få et interview i kassen men derimod ringet for at få nogle bestemte svar. Det ville klæde Poul Madsen at sende det bånd der angiveligt findes til DMJX og så lade dem bruge det i undervisningssammenhæng.