search

Ups, det var en fejl, Ralf Andersson

Jyllands-Posten har i en satirisk kommentar forvekslet DR-chef Andersson med hans navnebror. Mette Bock kalder fejlen "et pinligt selvmål". (opdateret)

Jyllands-Posten har i en satirisk kommentar forvekslet DR-chef Andersson med hans navnebror. Mette Bock kalder fejlen "et pinligt selvmål". (opdateret)

I tirsdags harcelerede klummen Hjørnesparkets klummeskriver 'Pestilens' over, at DRs indlandschef Ralf Andersson i et læserbrev kritiserer den borgerlige regering for at støtte Bjørn Lomborg og skose besættelsestidens samarbejdspolitikere.

Ralf Andersson skriver ifølge 'Pestilens' uden at angive, at han er chef i DR. Og det er der en ganske god grund til. Afsenderen er nemlig ikke DRs Ralf Andersson, men en navnebror fra Frederiksberg. DR's Ralf Andersson er for øvrigt heller ikke indlandschef, men divisionschef for DR Perspektiv.

Det skriver direktør for DR Programproduktion Mette Bock i dag i et indlæg i Jyllands-Posten, hvor hun betegner fejlen som "et pinligt selvmål".

Ralf Andersson fortæller til Journalisten.dk, at kolleger gjorde ham opmærksom på klummen fra Pestilens.
»Jeg ringede til Jyllands-Posten, der undskyldte med det samme og sagde, at de ville rette det,« siger Ralf Andersson, der kalder det en grov anklage på et forkert grundlag.
»Jeg ville også have røde ører, hvis det var mig, der havde gjort det.«
Fejlen er rettet på side 2 i avisen med ordene "Morgenavisen Jyllands-Posten beklager det passerede."

Sportsjournalisten Claus Borre har tidligere oplevet af blive forvekslet med sin navnebror, der sågar udtalte sig, som om han var den 'rigtige' Claus Borre.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen