JURA. Fotografier af tiltalte på vej i retten med en jakke over hovedet er snart historiske. Derimod vil aviser og tv fortsat kunne bringe billeder af medieglade tiltalte.
Fra 1. juli i år bliver det forbudt at fotografere sigtede, tiltalte og vidner uden for retsbygninger. Det står i en nyt afsnit i retsplejeloven. Ændringen af retsplejeloven giver dog medvirkende i en retssag mulighed for at give fotografen lov til at tage billeder.
De nye regler bliver kaldt »horrible« af Lars Lindskov, formand for Pressefotografforbundet. Han mener, at skulle der foretages ændringer, så skulle det være i offentliggørelsen frem for ved indsamlingen af materialet.
»Nogle gange fotograferer man alle, der kommer til retten - det kan være, at det er en dommer eller en sagfører, man skal have et billede af. Bagefter finder man så ud af, hvem der er hvem. I det øjeblik man arbejder sådan, kriminaliserer lovgivningen nu fotografen på arbejde. Det er helt til grin i et moderne samfund,« siger Lars Lindskov.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.